Den, der nævner digteren Nis Petersen, må regne med spørgsmålet: Hvem er han?
Engang var det overflødigt. Eller ligefrem meningsløst. Nis Petersen var i 1930'erne, 1940'erne og 1950'erne særdeles kendt og blev regnet for en af vore største digtere. Den senere omvurdering af forfatterskabet var en konsekvens af 60?er-modernismen, mener forfatteren Bjarne Segefjord, der med bogen "Brevet til Linda om Nis Petersen – en biografi" bryder mange års tavshed om digteren.
Nis Petersen (1897-1943), der var fætter til Kaj Munk – uden at de dog havde meget forbindelse med hinanden – udgav to romaner, fire novellesamlinger samt "fire af mellemkrigstidens ypperste digtsamlinger", som professor Sven Møller Kristensen noterer i "Dansk litteratur 1918-1952", hvor hele 10 sider er sat af til omtalen af forfatterskabet. Prioriteringen er i overensstemmelse med den status, det havde i tiden.
Debuten netop med en digtsamling, "Nattens pibere", fandt sted i 1926. Det store gennembrud indtraf fem år senere, da Nis Petersen udsendte en roman fra Rom omkring årene 160-180 e.Kr., "Sandalmagerens gade", der fik international succes og i løbet af kort tid blev oversat til 15-20 sprog. Bjarne Segefjord betegner romanen som "en sand pengemaskine", der bevirkede, at digteren, så kort det varede, kunne "vælte sig i mammon" – hvad han bestemt ikke havde prøvet før, fortrolig som han var med tilværelsen som udstødt på samfundets bund. Nu oplevede han pludselig en brat forflyttelse til første klasse – blandt andet ved at blive afhentet i privatfly af sin hollandske forlægger: Den storsælgende forfatter skulle fejres af sine begejstrede læsere i Holland.
Den 73-årige Bjarne Segefjord, der bor ved Brovst i det nordvestlige Jylland, har beskæftiget sig med Nis Petersen i over 50 år. Det begyndte tilfældigt, nemlig med at han fandt "Nattens pibere" i en bogkasse i Fiolstræde i København. Når han skal forklare, hvad det er hos Nis Petersen, der har fastholdt hans interesse gennem et halvt århundrede, nævner han digterens "eksistentialisme og ærlighed".
"Det har fra første færd især været hans lyrik, jeg har beskæftiget mig med," siger Bjarne Segefjord.
"Det er ikke som forfatter, Nis Petersen vedblivende vil være en klassiker. Det er som digter. Og ikke kun fordi han beherskede tidens lyrik til fuldkommenhed, men også fordi han i sine digte havde noget eviggyldigt at sige til almindelige mennesker."
Et af Nis Petersens mest kendte digte er "Jeg samler på de små børns smil", der ligesom et andet af hans digte, "Forlad os vor skyld", er optaget i Højskolesangbogen. Det digt, han selv anså for sit bedste – og med rette, mener Bjarne Segefjord – er imidlertid "Brændende Europa", skrevet i 1933 på baggrund af truslen om, at verden atter var på vej mod krig. Indtil omkring 1960 indgik dette digt blandt de Nis Petersen-tekster, der med selvfølgelighed blev læst og tolket på gymnasier og universiteter.
"Men så indtraf udløbsdatoen. Man fandt, at han var et sentimentalt, selvsmagende pjok. Og at han i perioder drak, som et sort hul sluger lyset, forvandlede i den litterære observans hans rygrad til et bundt kogt spaghetti. Den, der læser 'De små børns smil', vil måske nok opfatte ham som sentimental, når han partout rimer 'fil' på 'smil'. Men når man kender baggrunden, på hvilken han skrev digtet, fremstår det som alt andet end sentimentalt. For at forstå hans liv må man bruge fil til at komme ind i hans hjerte. Min biografi er et forsøg på at smede en nøgle, der kan åbne til et eksistentielt forfatterskab af stor lødighed," siger Bjarne Segefjord.
Men det har været meget svært at få bogen udgivet. Efter at Bjarne Segefjord for fem år siden afsluttede arbejdet med manuskriptet, har det været tilbudt alle relevante forlag. Ganske forgæves. Ingen havde lyst til at investere i noget så tabsgivende, som en biografi om Nis Petersen skønnedes at være. Derefter prøvede Segefjord at få fondsstøtte til en udgivelse. Det gik der cirka halvandet år med. Af de 16 fonde, der modtog ansøgninger, kom der positive svar fra de to. Og det var tilstrækkeligt. Så endelig kunne bogen udkomme – på Forfatterforlaget Attika, hvor de enkelte forfattere selv betaler for trykning af deres bøger.
Allerede som helt ung påtænkte Bjarne Segefjord at skrive en biografi om Nis Petersen. Men det var for tidligt: Han magtede ikke opgaven. Tilskyndelsen til at tage den op senere kom via bekendtskabet med en politisk flygtning fra Rumænien, Linda Burlan Sørensen, der i Danmark – med Segefjord som inspirator – blev optaget af Nis Petersens digtning og som danskstuderende planlagde at skrive speciale om ham. Hun spurgte, om han kunne "bidrage med noget". Derfor skrev han sit livs længste brev, det vil sige den foreliggende bog på 186 sider: "Brevet til Linda om Nis Petersen".
Biografien er kendetegnet ved en ubrydelig solidaritet med Nis Petersen, som Segefjord prøver at forstå indefra: Virkeligheden er konsekvent anskuet fra digterens synsvinkel. Dette fører til et brud med en række fastslåede "sandheder ". For eksempel den, at han var gennemført løgnagtig. Men Segefjord opfatter ham som en af sin samtids mest sandfærdige personer. Om det, der betød noget, talte han angiveligt sandt. Endvidere er det sagt om ham, at han, der voksede op tæt på Indre Mission, livet igennem kæmpede med tro/tvivl på kristendommen. Anderledes ifølge Segefjord, der fastholder, at han tidligt gjorde sig definitivt fri af gudstroen.
"Men," tilføjer han, "Nis Petersen var jesuist. Jeg oplever hans forhold til det religiøse på den måde, at den historiske Jesus og altså hverken Gud eller kristendommen var hans fyrtårn i livet."
