Prøv avisen

O at være et menneske

Hønsene lever det enkle liv: æder, plukker fjer, lægger æg og sover. O at være en høne! skriver Lars Handesten

Peter Seeberg havde et uovertruffent blik for det at være i verden og sanse den

O at være en høne,

ingen kan finde, hvor er.

Gemme sig dybt i en have,

pikke et rødhudet bær.

Er det, sådan som Frank Jæger skriver, at man skulle leve livet? Så enkelt, så naivt og så ligetil? Det er en drøm, som har sine kronede dage, hvis man skal tro interessen for et tv-program som Bonderøven, der uge efter uge fylder den bedste sendetid. Lad os komme tilbage til de gode gamle dage, hvor en spade var en spade, og man var i tæt kontakt med naturen og havde jord på støvlerne og høvlspåner i håret!

Det er ikke en drøm, jeg deler, selvom det da både er sjovt og fascinerende at blive dus med dyrene. Udenfor i min have går tre dværghøns, som vi fik som æg i sommer og har set blive klækket og vokse sig store. Jeg håber, de lægger guldæg på et tidspunkt, for min kone har efterhånden fodret dem for en mindre formue.

Hønsene lever det enkle liv: æder, plukker fjer, lægger æg og sover. O at være en høne! Jeg gad ikke være det i ret lang tid. Jeg ville savne min computer og mine bøger. Jeg ville savne intellektuel samtale og logik, der ikke kun er for høns.

Men de pikker alligevel til noget i mig, som handler om det elementære liv. Jeg har læst om det hos Peter Seeberg.

LÆS OGSÅ: "Jeg savner Peter Seeberg"

Han havde blik for det at være i verden og at sanse den. Han gav engang i den ganske forunderlige bog Argumenter for benådning (1976) forslag til Nogle enkle retter. For eksempel foreslår han følgende:

Rislende vand over sten og især når sollyset falder i det, er en stor luksus. Man drikker det af den hule hånd eller begge hænder samlet i en dyb hulning. Nydes især om morgenen eller sent om eftermiddagen.

Og: Nogle dusin modne skovjordbær trukket på et strå og derfra hældt over i hånden, gerne af en venlig anden, og derpå fyldt samlet ind i munden, er ikke det værste, man kan få en sensommereftermiddag.

Seebergs enkle forslag peger ikke bare på, hvad der smager godt, men rummer også en helt lille levelære. Hvad det gælder om, er at være til stede i sansningen og at nyde den. Hvis ikke det gamle bonmot carpe diem (grib dagen) var blevet misbrugt så voldsomt i disse år, kunne man godt sige, at Seebergs forslag til enkle retter netop lægger op til, at man skal gribe dagen. For disse retter skal netop nydes i det øjeblik, de byder sig til som friske gulerødder, nødder taget i hegnet og hindbær plukket på præcis det rigtige tidspunkt.

Den slags sansninger er ikke for høns, for de nyder ikke maden, men hugger de majs, som vi giver dem, i sig med en helvedes fart. Og hvad det gælder om, er netop at give sig tid. Tid, så øjeblikket kan folde sig ud og få fylde.

Nej, at være en høne er ikke noget for mig. Høns tænker ikke. Måske drømmer de ikke engang. Og det er endda noget af det bedste ved at være menneske. Den sidste ret, Seeberg foreslår i sit lille katalog, er denne: At tænke på noget velsmagende kan for en stund være en hel lille ret. Ja, ikke bare at smage på råvarerne, men også at kunne tænke sig til dem det er stort.

O at være et menneske.

I denne klumme skriver litteraturanmelderne Liselotte Wiemer og Lars Handesten på skift hver lørdag om forbindelserne mellem bøger og eksistens både historisk og aktuelt