Obama og Springsteen savner modspil i rigt illustreret bog

Bruce Springsteen og Barack Obama fører sympatiske, men ikke særlig stimulerende samtaler i coffee table-bogen ”Renegades”

Både Obama og Springsteen er gode fortællere og godt selskab. Men ”Renegades” synes blind for en række ironier
Både Obama og Springsteen er gode fortællere og godt selskab. Men ”Renegades” synes blind for en række ironier.

I 2020 satte Barack Obama og Bruce Springsteen sig foran en mikrofon og optog over nogle dage det, der siden blev til den anbefalelsesværdige podcast ”Renegades: Born in the USA”. Men det blev ikke ved det, for nu er samtalerne udskrevet, redigeret og forvandlet til en smukt udseende og rigt illustreret bog. Sådan én, der sagtens kan ligge fremme på kaffebordet derhjemme og med sit luftige layout, kopier af taleudkast, sangtekster og 350 fotos er interessant at bladre i.

På flere af billederne ses de to ikoner – den 44. amerikanske præsident og den utrættelige sanger, sangskriver og skildrer af den amerikanske drøms møde med virkeligheden – sammen på scenen. Og Spring-steen så tidligt et lys og et håb i Obama, og efter de havde lært hinanden at kende under den første præsidentkampagne i 2008 og var blevet venner, så de også andre forbindelseslinjer. Som Obama siger et sted:

”Ligesom en musiker leder efter en måde at kanalisere og arbejde med sin smerte, indre dæmoner, personlige spørgsmål, så gør politikere det samme, når de går ind i politik.”

Obama er i det hele taget den, der er mest optaget af dét, der forbinder de to i samtalerne, som bevæger sig gennem venskabet, racismen i USA, amerikansk musik, den amerikanske drøm, forholdet til deres fædre, deres egne faderskaber og tanker om fremtiden for det USA, de elsker på godt og ondt. At høre dem tale om alt dette er ganske stimulerende i podcasten. Stemmerne, atmosfæren i Spring-steens studie på ranchen i New Jersey, den store, men forskelligartede begavelse, hvormed de går ind i samtalerne. Men når ordene står i en bog, falder det hele – trods den luksuriøse indpakning – en smule sammen.

Dét, der i podcasten er gode samtaler, virker simpelthen anderledes på tryk, og her er det ofte, som om Obama og Springsteen glider af på det, der gør ondt. Indimellem bevæger Springsteen sig dog tæt på. Som da han fortæller om sin skizofrene far og om racismen i byen, hvor han voksede op. Eller da han husker, hvordan han som ung og fattig havde samlet 100 cent for at kunne betale afgiften for at køre igennem Lincoln Tunnel, og en af mønterne viste sig at være en canadisk cent, som vagten ikke ville godtage. Og hvis du har 99 cent i USA, siger Springsteen, men skal bruge en dollar, så kommer du ingen vegne.

De er begge gode fortællere, Obama mere sleben og selvbevidst end Springsteen, og godt selskab. Men bogen synes også blind for en række ironier. Som når Obama siger:

”For i en tid, hvor det er let at tale forbi hinanden eller begrænse vores samtaler til at være med dem, der ser ud, tænker eller beder som os, er fremtiden afhængig af vores evne til at anerkende, at vi alle sammen er en del af den amerikanske historie – og at vi kan skrive et nyt og bedre kapitel sammen.”

Det er sandt. Men Obamas samtale med Springsteen er netop med én, som tænker som ham og drømmer om det samme. Både i det private og på landets vegne. De sidder altså i deres eget lille ekkokammer, hvilket også fremgår af bogens utallige ”Jeg er enig”, ”Ja! Præcis”, ”Nemlig” og ”Helt sikkert”.

Deres lede ved Trumps Amerika rummer også et par ironier. Én af dem er, at Obama, der drømmer om et USA, hvor folket ikke længere er polariseret, som præsident selv var med til at skabe splittelsen i landet og bane vejen for Trump og hans isolationisme og anti-elitisme.

En anden ironi er, at Springsteen begræder Trumps æra, men skriver sange, som er fulde af empatiske beskrivelser af den type arbejdere, der stemte Trump til magten. De mennesker, der i generationer har tjent til dagen og vejen i sværindustrien, de siden måtte se svinde ind. Som i ”Youngstown”, hvor Springsteen synger:

”To the coal mines of Appalachia, the story’s always the same/ Seven hundred tons of metal a day, now sir you tell me the world’s changed.”

En interviewer kunne have styret samtalen ind i ironierne, ind i alt det svære, men i ”Renegades” sidder Springsteen og Obama altså selv ved rattet og vælger – forståeligt nok – ikke at køre over de største bump og dybeste huller.

Og så er der noget ved deres brug af ordet ”venskab”, der skurrer. Måske fordi amerikanerne bruger det mere skødesløst end os skandinaver. For hvis man med ”ven” mener en samtalepartner, der ikke kun bakker op, men også udfordrer og stiller de svære spørgsmål, så er de to i hvert fald noget andet.

Når alle de her forbehold er taget, skal det siges, at både Obama og Springsteen gør et godt indtryk. Begavede, socialt kompetente og med et rigt og usædvanligt liv bag sig, som de er i stand til at tale levende om. Og det siger sig selv, at en bog, hvor to sympatiske mennesker mødes nødvendigvis må blive, ja, sympatisk. Men altså ikke særlig stimulerende. Eller skarp. Det er fotografierne til gengæld, og flere af dem er faktisk hele bogen værd.