Er ny Thomas Piketty-bog en del af problemet eller løsningen?

Thomas Piketty er en sær blanding af en revolutionær socialdemokrat og en fransk utopisk socialist. Hans nye og meget omtalte bog udtrykker på visse stræk opfattelsen hos en venstrefløjselite, som gerne vil være en del af løsningen, men snarere er en del af problemet

Franske Thomas Piketty er en stjerne på den økonomisk-filosofiske himmel, men hans nye bog rummer flere kritisable sider. – Foto: Joel Saget/AFP/Ritzau Scanpix.
Franske Thomas Piketty er en stjerne på den økonomisk-filosofiske himmel, men hans nye bog rummer flere kritisable sider. – Foto: Joel Saget/AFP/Ritzau Scanpix.

Thomas Piketty er en 48-årig fransk økonom med en tilknytning til blandt andre London School of Economics. Han indlagde sig global berømmelse blandt økonomer og venstrefløjspolitikere med bogen ”Kapitalen i det 21. århundrede”, som udkom på fransk i 2013 og på dansk i 2014.

Ifølge den var perioden fra 1914 til 1980’erne atypisk i kapitalismens historie ved, at den økonomiske ulighed i de vestlige samfund var ret lav som følge af en socialdemokratisk inspireret statslig omfordelingspolitik.

Siden 1980’erne var uligheden, som også var stor op til 1914, steget igen til skade for blandt andet den samfundsmæssige loyalitet og demokratiet. Det gik den forkerte vej, mente Piketty, og det var det fortsat med. Bogen mundede ud i Pikettys forslag til, hvad der burde gøres politisk for at rette op på uligheden, nemlig gennemføres en progressiv indkomstskat, en progressiv formueskat og en progressiv arveafgift, fulgt op af et globalt samarbejde til forebyggelse af mulighederne for skattely.

Franske Thomas Piketty er en stjerne på den økonomisk-filosofiske himmel, men hans nye bog rummer flere kritisable sider. – Foto: Joel Saget/AFP/Ritzau Scanpix.

Bogen blev en stor salgssucces – det var en af den slags bøger, man burde have stående, som i gamle dage Karl Marx’ ”Kapitalen”. Om den blev læst, er en anden sag. Den var på over 600 sider, men undersøgelser har ifølge The New York Times vist, at den gennemsnitlige Kindle-læser kun nåede 26 sider ind i den.

Lad det nu være. Her kommer Pikettys bind 2. Det er på 1040 sider. En sej omgang – og så har de danske forlag ovenikøbet skrottet indekset, hvilket på den anden side er en dårlig idé i forhold til at finde rundt i den.

I denne nye bog peger Piketty på ideologierne som omdrejningspunkt i ulighedens historie. Han ser uligheden som drevet frem af menneskeskabte institutioner, som til alle tider reflekterer de herskende ideologier. Det er således ideologierne, der former den økonomiske historie, ikke den teknologiske forandring, ”produktivkræfterne” eller andre materielle forhold, sådan som Marx så det.

Piketty gennemgår fire historiske ”ulighedsregimer”, som han kalder det: først den tredelte, trifunktionelle eller trinitariske verden i middelalderen, bestående af aristokrati, gejstlighed og resten, også kaldt tredje stand. Altså dem, der slås for alle, dem, der beder for alle, og dem, der arbejder for alle. Dernæst århundrederne med ”ejerskabssamfund” afløst af den nævnte socialdemokratiske fase i det 20. århundrede, der indebar et brud med ejendomsrettens gyldne tid. Og så afslutningsvis vor tids ”hyperkapitalisme”, politisk indvarslet af Reagans og Thatchers regimer i 1980’erne, hvor ejendomsretten igen florerer.

Denne første halvdel af bogen er fyldt med eksempler. Piketty udforsker adskillige ulighedsregimer, såsom Mogulriget i Indien, de vestindiske slavekolonier og de postsovjetiske republikker, men der er egentlig ikke farlig meget opsigtsvækkende at hente i disse kapitler.

En håndfast redaktør ville have været godt. Piketty er selv bange for, at læsere vil køre træt, springe alt det historiske over og gå direkte til de sidste 100 sider, og det er bestemt med god grund. Som de fleste ved: Op igennem historien var de magtfulde meget rige og de fattige meget fattige, slaveri var hårdt, og koloniseringer gik ud over de koloniserede. Privat ejendomsret var til fordel for de rige, og verden ville have set meget anderledes ud, hvis der var blevet taget anderledes beslutninger – men det blev der ikke.

Piketty synes at abonnere på anarkisten Proudhons berømte diktum fra første halvdel af det 19. århundrede: ”Ejendom er tyveri”. Det er meget ensidigt. Problemet er, at der er stor forskel på ideologier, og historien viser, at den private ejendomsret er funderet meget dybt i mennesket, uanset hvad Rousseau og hans elever end sagde.

For Piketty er den stigende ulighed i de seneste årtiers ”hyperkapitalisme” og ”neoproprietarisme” først og fremmest et politisk problem. Han begræder de socialdemokratiske partiers sammenbrud i årene op mod årtusindskiftet, hvor centrum-venstrepartierne blev til elitepartier for de veluddannede, og partierne mistede deres traditionelle fokus på samfundets underprivilegerede. Den sociale empati, der en tid havde båret den socialdemokratiske sejrsgang (jævnfør velfærdsstaten), gik sig en tur.

Piketty bruger mere end 100 sider på at beklage venstrefløjens sving fra at være repræsentanter for underklasserne til at blive fortalere for de selvoptagne velhavende vælgere, blive hvad han kalder for en ”brahminsk venstrefløj”, men han gør ikke meget ud af den side af problemet, at deres gamle dagsorden ikke længere var nok til at vinde valg, fordi arbejderklassen var blevet borgerlig (og havde fået ejendom).

Piketty er desuden selv en super-brahmin. Han er vor tids udgave af franske intellektuelles mediebårne jetset, som Derrida, Bourdieu og Foucault før ham, han har sin egen blog i Le Monde, og politikere på den trængte venstrefløj står i kø for at høre hans gyldne ord.

Og hvad er det så, han siger til dem? Han mener på tværs af tidens tegn, at den socialdemokratiske vej kan revitaliseres, og at den tabte arbejderklasse kan vindes tilbage igen. Han er i bogen begejstret for typer som Jeremy Corbyn, uanset at denne i lyset af det seneste parlamentsvalg i Storbritannien forekommer de fleste andre at være en bagudrettet taber.

Men skal den traditionelle venstrefløj genoprettes, er vi ifølge Piketty tilbage ved midlerne fra den første bog med de progressive skatter og arveafgifter. Provenuet af disse skal staten bruge til borgerløn til alle. Kapitalejerskab bør blive noget midlertidigt, og der skal etableres ”deltagersocialisme” samt ”bredere ejerskab” – man mindes i den forbindelse Anker Jørgensens kuldsejlede ØD, såkaldt økonomisk demokrati.

I bogens sidste kapitler får man så en beskrivelse af, hvordan et retfærdigt og lige demokratisk samfund ville kunne se ud. Det bliver voldsomt abstrakt og urealisabelt, ganske i den franske intellektuelles tradition.

Piketty erstatter i sin konklusion Friedrich Engels’ gamle diktum, at ”alle hidtidige samfunds historie er en klassekampens historie” med sit eget ”alle hidtidige samfunds historie er en ideologikampens historie og historien om jagten efter retfærdighed”. Han understreger betydningen af politisk-ideologiske og kulturelle faktorer for udviklingen af ulighedsregimer. Det er der ved gud ikke noget nyt og epokegørende i. Som historiefilosof er Piketty ikke meget at skrive hjem om.

Den stigende ulighed er naturligvis et reelt problem, men om ideologiske respiratorer til vildfarne socialdemokratier er vejen frem, er højst tvivlsomt. Men der findes dem, der vil føle sig såre bekræftet af Pikettys tanker – typer som Bernie Sanders, Elizabeth Warren og den nævnte Corbyn – og sjovt nok også en del af dem fra den ”brahminske” venstrefløjselite, som gerne vil være en del af løsningen, men snarere er en del af problemet.