Odense Internationale Orgelfestival kom godt fra start

Men programmet virkede bestemt ved terningekast, da den fynske orgelfestival åbnede med en symfonisk koncert, som mod alle odds endte med at åbne sine umage værker op

Arkivfoto.
Arkivfoto. Foto: Mikkel Møller Jørgensen/Ritzau Scanpix.

Det helt store spørgsmål torsdag aften i Odense Koncerthus var: Hvorfor? Programmet for aftenens koncert med Odense Symfoniorkester virkede næsten demonstrativt uhomogent. Var det mon et resultat af kompromisets kunst – gynger og karruseller – eller var meningen blot at vække en undren i publikum, som i sidste ende ikke er en dårlig egenskab at lytte til musik med?

Koncerten, der samtidig fungerede som åbning af Odense Internationale Orgelfestival, blev – i netop denne sammenhæng noget uforståeligt – indledt med Samuel Barbers kitschede ”Adagio for strygere”. Barbers korte, todelte sats for strygeorkester efterlod med sine svulstige harmoniske forudhold og effektive, men firkantede melodik ingen tvivl om, hvad man som lytter skulle føle.

Derfor er det svært at forestille sig en mindre oplagt måde at bane vejen for koncertens andet værk på. For efter Barbers effektmageri præsenterede orkestret årets vel nok mest mærkværdigt udtænkte nye symfoniske værk herhjemme. Uden nærmere forklaring har man bedt tre i øvrigt meget kompetente komponister – danske Anders Nordentoft, svenske Britta Byström og lettiske Andris Dzentis – om at skrive hver sin sats til et fællesværk for orkester og blæserkvintet, ”Carion Triptych”, som blev uropført i Letland for to måneder siden.

Byströms sats, ”Walking in the Shade”, lagde ud med en klangbølgende vandring mellem orkestrets forskellige instrumentgrupper, hvor medlemmerne af blæserkvintetten Carion én efter én rejste sig og tiltvang sig fokus. En klangligt levende sats, som dog ligesom det samlede værk i sig selv savnede en klar retning, et musikalsk argument.

Det fandt man til gengæld i Nordentofts andensats, ”Weavings”, der også afslørede, at han tilhører generationen før de to øvrige medkomponister. Her var en udpenslet dialog mellem kvintet og orkester, som begyndte modernistisk brovtende og endte som en dramatisk magtkamp mellem piccolofløjte og orkestervælde.

Også Dzentis’ afsluttende sats, ”Delta Returning”, havde fokus på det strukturelle, om end i en noget grov spejlings-form, hvor tre fællessektioner med effektsøgende, men også identitetsløse orkesterbrøl afløste spredte diskussioner i de forskellige instrumentgrupper.

”Carion Triptych” lignede med sit umage ophav et skrivebordsprojekt, men resultatet var faktisk ikke dårligt. De tre komponisters udtryk var varierede, men forenelige, og med deres forskellige fokus på skønhed, argument og effekt hørte man også – måske fordi man gerne ville – en udvikling gennem det samlede værk.

Hvad disse to værker havde at gøre ved åbningen af en orgelfestival blev aldrig tydeligt. Alligevel åbnede de med deres føleri og undringsparathed op for aftenens højdepunkt, Joseph Jongens ”Symphonie concertante” fra 1926 med Notre Dame-organisten Olivier Latry som solist. Et værk, der især lyste op med sin klanglige dialektik mellem orkestrets romantisk-impressionistiske udtryk og orglets nøgterne, mekaniske klang.

Latry optrådte gennem hele værket som en labyrintisk stemme, der balancerede mellem menneske og rumvæsen – en stor kraft, der både kunne være intim med dybe, bløde baspiber og overjordisk ekstrovert med ekstatiske tonesløjfer. Og måske fordi man havde fået aktiveret sin undren fra koncertens begyndelse, lyttede man ikke kun efter musikkens heroiske effekter, men især efter dette komplekse og livfulde drama mellem to instrumentale kæmper, orkestret og orglet. Måske bør flere programmer lægges ved hjælp af terningekast.

” De tre komponisters udtrykvar varierede, men forenelige, og med deres forskellige fokus på skønhed, argument og effekt hørte man også – måske fordi man gerne ville – en udvikling gennem det samlede værk.