Ødelæggelsen kommer både indefra og udefra i nyoversat klassiker

I ”Giovannis værelse” skriver James Baldwin tindrende godt og med stor psykologisk indsigt om omkostningerne ved at give efter for følelser, samfundet anser for forkerte

Samfundets grænser er ikke synlige eller mærkbare for det menneske, der lever et normalt liv. Men for den, der stikker ud, den, der er anderledes, ja, så er de helt tydelige – og ødelæggende at krydse.

Sådan er det nu, sådan var det tidligere, og det sidste kan man forvisse sig om ved at læse James Baldwins ”Giovannis værelse”, der udkom første gang i 1956 og nu er blevet indlemmet i Gyldendals prisværdige Skala-serie, som udgøres af bøger, ”der tidligere har været glemt, misforstået eller dømt ude”.

Man kan roligt sige, at ”Giovannis værelse” har været dømt ude. Allerede da Baldwin afleverede manuskriptet til sin agent, blev det afvist. ”Brænd bogen og skriv en ny,” lød rådet, som Baldwins forlag bakkede op om. De mente, han skulle skrive mere i samme tråd som ”Råb det fra bjergene”, hans delvist selvbiografiske debutroman fra 1953. Den havde givet ham et stort afroamerikansk publikum – og forlaget en god indtægt – og talte til sine læsere i kraft af sine virkelighedsnære og smertende beskrivelser af at være sort i et USA domineret og defineret af hvide.

Baldwin fyrede agenten og fandt et andet forlag. Lykkeligvis. ”Giovannis værelse” er nemlig ikke bare vigtig i kraft af sit emne, men også en roman i sin helt egen kunstneriske ret. Og selvom den handler om hvide mennesker, så handler den – som meget andet i Baldwins vægtige forfatterskab – om normer og om, hvordan de internaliseres i dem, der ikke lever op til dem, og kommer til udtryk i skam, selvhad og andre negative selvopfattelser.

Det hele sker i David, der er hvid og kæreste med den lige så hvide Hella.

Hun er imidlertid rejst til Spanien ”for at tænke”, mens han venter i Paris og gradvist overmandes af den homoseksualitet, han siden en ungdomsoplevelse har holdt nede.

Men på en mørk bøssebar møder han italienske Giovanni, og de forelsker sig hovedkulds og beruser sig ikke kun i alkohol, men også i hinandens ”hårde kroppe” hjemme på Giovannis lille, beklumrede værelse.

Nogen lys tid er det alligevel ikke, for mens Giovanni synes klar til at udleve den forbudte kærlighed, tøver David, og samtidig nærmer Hella sig Paris. Det hele er ved at falde sammen for David og Giovanni: ”På dét tidspunkt var smerte og frygt blevet den overflade som vi gled og faldt på, hvor vi mistede balancen, mistede vores værdighed og stolthed.”

David ender med at vende sig bort fra Giovanni. Og fra den lille frizone, hans værelse udgør: ”Jeg måtte ud derfra før mit ansigt afslørede for meget, krigen i min krop var ved at trække mig ned. Mine fødder nægtede at bære mig hen til ham igen. Vinden fra mit liv blæste mig væk.”

I stedet går han i seng med en kvinde. Det er en ren ”mekanisk” øvelse, det hjælper ikke, og da Hella ankommer til Paris, er næste forsøg på at fortrænge Giovanni at gifte sig med hende.

Det lykkes ikke, og ”Giovannis værelse” udarter sig til en tragedie, hvor ingen går fri. Værst går det Giovanni, der er ude af sig selv efter Davids afvisning og dømmes for et mord. Mens David famler rundt i sit liv og sin seksualitet, sidder han i fængslet og venter på guillotinen, venter ”i knivens skygge”.

”Giovannis værelse” er i snæver forstand et portræt af en mand, der fortrænger sin seksualitet med ødelæggende konsekvenser for de nærmeste.

Læst lidt mere åbent fortæller den om alle mennesker, der fremmedgøres og kvæles af normer og social kontrol. Og ét er, at emnet stadig er relevant – det vil undertrykkelse altid være – noget andet er, at Baldwins sprog stadig fremstår tindrende moderne: en klar, stram og glimtvis lyrisk prosa, hvori smerten dirrer, og Paris træder frem med alt sit smuds og al sin skønhed.

Det sidste er vigtigt. ”Giovannis værelse” er nemlig også en forelsket beskrivelse af Paris – ikke ulig Ernest Hemingways ”Der er ingen ende på Paris” – og set gennem den tilrejsende amerikaners øjne. Her er lys og lykke, men også noget, der kalder de dybeste følelser op til overfladen. Dem, amerikanerne ifølge romanen er mestre i at fortrænge. Her Hella: ”’Amerikanere burde aldrig tage til Europa,’ sagde hun og prøvede på at le og begyndte at græde. ’Det betyder at de aldrig kan blive lykkelige igen. Hvad glæde har man af en amerikaner der ikke er lykkelig?’”.

Den sidste linje er fremragende, og sådan nogle er der mange af i ”Giovannis værelse”, som Pia Juul har oversat udmærket, og hvor ordet ”frygtelig” dukker op igen og igen.

Når det sker hos en så stor stilist som Baldwin, er det ikke udtryk for sjusk. Men fordi dét, han skriver om, er frygteligt.

Og om romanen kan man sagtens bruge ordet endnu en gang. Den er nemlig frygtelig god.