Prøv avisen
Film

Ødipus på skateboard

4 stjerner
"Der er stærke og hjertskærende scener i Xavier Dolans melodrama. De ubrydelige bånd mellem mor og søn trækkes ud til bristepunktet, ligesom den tætte relation køres op mod det anmassende og intimiderende," skriver Kristeligt Dagblads filmanmelder om filmen Mommy.

Det canadiske talent Xavier Dolans prisbelønnede ”Mommy” er et melodrama af højspændte følelser og psykologisk indsigt

Med sin ny film ”Mommy” har den kun 25-årige canadiske instruktør Xavier Dolan spundet videre på problematikken fra debutfilmen ”I killed My Mother” fra 2009. Det er den uhyre komplicerede symbiotiske relation mellem mor og søn, det handler om.

I debutfilmen var forholdet set fra sønnens vinkel, i den aktuelle film er forholdet anskuet fra moderens synsvinkel. Det forlener ”Mommy” med en psykologisk dybde og et ekstremt smerteligt nærvær.

”Mommy” skildrer Dianes (Anne Dorval) lettere forhutlede tilværelse med enebarnet Steve (Antoine-Olivier Pilon). Diane er enke og kan ikke få tilværelsen til at hænge sammen længere, efter at ægtemanden og alle de løse penge er væk. Steve lider af ADHD i tredje potens, og han er anbragt på et hjem for utilpassede unge.

Men nu skal han hjem til mor. For han har brændt institutionens cafeteria af og brandskadet en af sine kammerater. Hvis ikke mor tager sønnen til sig, vil han blive tvangsfjernet. I kulissen truer et sagsanlæg, der potentielt kan ruinere begges tilværelse.

”Mommy” skildrer den hverdag, som pludselig indfinder sig i det lejede hus i forstaden. Mor og søn i tæt samspil. De er ramt i hjertet begge to og uden evne til at kommunikere deres følelser andet end i ekstrem form. Også fysisk.

For står dampen ud af den viltre pubertetsdreng, så ligger arv og prægning lige for. Mor med det evigt raslende store sæt nøgler er lige så utrolig og utilpasset som sin søn. Forholdet udarter. Naturligvis. Moderens kærlighed er grænseløs og ligger dybt i generne. Sønnens kærlighed er ikke mindre, og den frigørelse, han skal igennem, forvandler sig til tvang. Løsrivelsen er som en klassisk tragedie af Sofokles. Ødipus er rykket til Canada og kører på skateboard, og far er allerede slået ihjel. Men ve den erstatning for ham, der kommer inden for døren eller bare nærmer sig den.

Det er der så heldigvis en kvinde, som gør i stedet. Genboens hustru, den stammende og hæmmede Kyla (Suzanne Clement). Gradvist kommer denne ménage a trois til at fungere. Et stykke af vejen i Xavier Dolans fortælling tror man ligefrem på, at det vil lykkes for dem alle tre at finde deres form på rejsen igennem livet og de canadiske forstæders lukkede miljø. Frigørelsen ligger i svøb hos dem alle tre; der skal ikke så meget til at folde drømmens faner ud.

Men når man som Steve og hans mor har med ADHD at gøre, så bliver ”ikke så meget”, pludselig, uvarslet og uventet, til ”alt for meget”, og så knækker filmen.

Der er stærke og hjerteskærende scener i Xavier Dolans melodrama. De ubrydelige bånd mellem mor og søn trækkes ud til bristepunktet, ligesom den tætte relation køres op mod det anmassende og intimiderende. ”Mommy” er en meget fysisk film, og Xavier Dolan har et fint blik for det fysiske aspekt af uforløst og umulig kærlighed.

Instruktøren synes også at kende til problematikken indefra, hvad der forlener hans film med psykologisk troværdighed. ”Mommy” er rigere på nuancer end ”I killed My Mother” og formår - ikke mindst i kraft af det brillante skuespil hos hovedaktørerne - at forlene deres affære med ægte nærvær.

Ud over at instruere har Xavier Dolan også skrevet manus og klippet ”Mommy”. Det har han gjort overbevisende i den forstand, at filmens formsprog i sig selv er teatralsk og hektisk ophidset. Som et kammerspil og kukkassedrama, der er gået amok med en æstetik hentet fra musikvideoen, bærer ”Mommy” selv præg af dampbarnets ustyrlige adfærd. Det er sine steder på kanten til det anstrengende, men generelt fungerer det og holder beskueren fast i den uløselige problematik.

”Mommy” er en film fuld af indre uro og frigørelsestrang. Som mor og søn nægter den at give op og give slip. Didos hit ”White Flag” fra 2003 kører på lydsporet, og man fornemmer sangerens trodsige følelse af at være forelsket og ikke at ville give op og gå ned, omsat til filmisk sprog og visuelt forløst med ung rastløs energi. ”Mommy” fik fortjent Juryens Pris på sidste års Cannes Film Festival.