Per Øhrgaard: Hvad kan vi lære af Tyskland i dag? Mere kulturel kvalitet

Hverken i nyhedsdækningen af kulturlivet eller i den politiske debat snobber man nedad i Tyskland

"Selvfølgelig findes alskens bras også i rigt mål i Tyskland! Men der findes også mere kvalitet," skriver Per Øhrgaard.
"Selvfølgelig findes alskens bras også i rigt mål i Tyskland! Men der findes også mere kvalitet," skriver Per Øhrgaard. Foto: Mikkel Møller Jørgensen.

Efter Befrielsen i 1945 var der kræfter, som ville have tysk ud af den danske skole. Nu var der føget ugræs nok over hegnet, så nu skulle vi vende ryggen til det onde sydfra og koncentrere os om os selv og vore nordiske nabolande. Min historiebog i mellemskolen i 1950’erne hed ”Nordens Historie”, og i den forekom Tyskland enten slet ikke eller som fjendeland.

”Al vor fortræd er tysk!”, siger allerede Hans Puff i Johannes Ewalds skuespil ”Harlekin Patriot” fra 1772.

Samme Ewald skrev en begejstret ”Ode til Indfødsretten”, da Danmark som et af de første lande i 1776 indførte en statsborgerskabslov, som skulle udelukke tyskere fra offentlige embeder.

Men allerede her så man, hvor svært det var at holde stien ren. For de tysktalende holstenere var kongens undersåtter, og dem kunne man jo ikke lukke ude.

Forsøget på at lukke tysk ned blev ikke til noget – i 1946-47. Det var ikke, fordi man holdt af tyskerne, men fordi besindige folk indså, at hvis vi ikke længere lærte tysk, ville det først og fremmest gå ud over os selv.

Det var jo ikke for tyskernes skyld, at vi lærte deres sprog, men for vores egen – for bedre at kunne orientere os i verden og i bedste fald påvirke den.

Tysk var tidligere ganske selvfølgeligt. De europæiske åndsstrømninger nåede os via Tyskland, en stor del af den danske stat var tysktalende, og dannelsesrejsen begyndte i Tyskland. Indtil 1772 kommanderedes der på tysk i hæren. Det er derfor, Jeppe på Bjerget kan lidt tysk, han har nemlig sprunget soldat. Vibeke Winge har foruden sin disputats om dansk og tysk skrevet en munter og oplysende bog om emnet med titlen ”Pebersvend og poltergejst”, som hermed anbefales. Dansk historie kan ikke studeres uden kendskab til tysk.

I 1946 skrev Vilhelm Grønbech en spydig artikel mod dem, der ville af med tysk i skolen: ”Englændere, Tyskere og vi andre”, trykt i hans og Hal Kochs fælles tidsskrift Frie Ord.

”Forslaget er så tiltalende, fordi det synes at være så let at realisere. Man afskaffer ganske simpelt tyskundervisningen i skolen, eller hvis det skulle vise sig for radikalt, giver man kun en nødtørftig vejledning til handelsrejsendetysk. Men har man nu ikke været så konsekvent, at man har overset konsekvenserne? Danmark har en historie, og at skære Tyskland ud af den med et rask snit går vist ikke.

Blandt andet levede der engang i Tyskland en mand, som hed Luther, han er for øvrigt ikke rigtig død endnu. Det bliver svært at tale om den danske kirke og det danske åndsliv uden at komme til at strejfe ham og Reformationen – den løber os endnu i blodet. Og at drøfte Grundtvig med fortielse af Fichte og Herder og Schelling kan nok også have sine vanskeligheder – der bliver nogle kedelig tomme parenteser. Den gamle kæmpe havde øvet sine kræfter på karlene der sydfra.

Hvordan vil man bære sig ad med Søren Kierkegaard, der ikke tænkte en tanke uden at den havde sin brod vendt mod Hegel, og ligefrem talte Hegels sprog på besynderligt godt dansk? Eller hvad siger man til den vigtige epoke for godt hundrede år siden, da dansk og tysk, over Holsten, åndeligt talt var to dialekter af samme sprog? Det ejendommelige og betydningsfulde ved slutningen af det attende århundrede var jo, at Danmark ikke blev en åndelig provins af et stort tysk rige; befrugtningen gik begge veje og fremkaldte et rigt liv her i vort land. Dengang lagdes blandt andet grunden til modstandsviljen mod et tysk hegemoni.”

Lidt senere skriver Grønbech:

”Var det ikke værd at betænke de mulige følger af en sådan åndelig og især sproglig grænselukning?”

Det var det dengang, men i mellemtiden har den fundet sted. Det tyske sprog er stort set forsvundet under danskernes horisont. Det læres stadig lidt i skolen, men ikke på et niveau som tidligere og dermed sjældent på et niveau, der kan bygges på senere i livet. Det må ellers være det afgørende kriterium for det, man lærer i skolen.

Her er der ikke tale om en bevidst afstandtagen fra det tyske, men om en bevidstløs given efter for sproglige monopoltendenser, som ingen orker at stille noget op imod, og som lidt efter lidt har gjort nationen åndeligt fattigere. Det rammer ikke blot tysk, men også fransk og andre sprog. Danmark har som helhed i dag færre sproglige kompetencer end for et par generationer siden. Nationen er mere isoleret fra sin nærmeste nabo og mere uvidende om sin egen historie end før. Den ”åndelige og især sproglige grænselukning” er en realitet.

Med ordet ”åndelig” kommer vi ulykkens årsag nærmere. Den afgørende forskel på 1946 og nu er, at argumenter som Grønbechs ikke længere spiller nogen rolle. Luther og Fichte og Herder og Hegel, og hvad de alle sammen hedder, er ganske irrelevante, dem behøver vi ikke at kende til og da slet ikke på første hånd. I dag er ”handelsrejsendetysk”, som Grønbech hånligt sagde, blevet til ”tysk på konferenceniveau” og anses for det allerfineste. Det fungerer bare ikke, for det kan ikke fungere uden alt det andet, som Grønbech talte om.

Den tiltagende instrumentalisering af uddannelserne har drænet dem for det indhold, som gjorde dem frugtbare. De bliver ringere af at blive snævre og målrettede, vel at mærke også ringere til det, de målrettes til.

Den radikale politiker P. Munch var efter Første Verdenskrig en drivende kraft i oprettelsen af Rask-Ørsted-Fondet, hvis formål var at ”hjælpe danske videnskabsmænd til at få deres arbejder ud på et verdenssprog”. Man regnede ikke med, at selv forskere uden videre kunne meddele deres vigtige tanker på et andet sprog end deres eget. Og man ønskede frem for alt heller ikke, at de skulle ophøre med at bruge deres modersmål.

I en rigsdagsdebat i 1922 udtalte P. Munch, at med den massive tyske påvirkning, Danmark havde været og stadig var genstand for, var det nødvendigt, at vi fik et ”så nært samarbejde med fransk og engelsk åndsliv som på nogen måde muligt”. Vi skulle ikke være afhængige af én påvirkning, men søge inspiration mange steder.

I dag er vi afhængige af én påvirkning, og vi søger ikke inspiration andre steder. Vi behandler vor kultur, som vi aldrig ville behandle vore penge: Vi investerer næsten det hele i en eneste aktie. P. Munch mente ikke, at vi skulle kvitte Tyskland, men at vi ikke skulle nøjes med det tyske. Der er heller ingen grund til at kvitte det amerikanske. Men der er grund til ikke at nøjes med det.

Det er der så meget mere, som vi i kraft af vort slægtskab med Tyskland langt bedre kan vælge og vrage, end vi kan over for det amerikanske, som vi ofte sluger råt, fordi vi i grunden ikke forstår det. Som Grønbech skrev: Det tyske blev altid omformet, revideret – og modsagt! – i Danmark. Det var en inspiration til selvtænkning, ikke til kopiering.

Og hvad kan vi så lære af Tyskland i dag? I kulturel henseende niveau. Man snobber ikke nedad i kulturdebatten og den politiske debat, man har i det offenligt finansierede tv en nyhedsdækning, som står langt over, hvad vi kender til i Danmark, og man har i kraft af landets størrelse aviser, som vi kun kan drømme om.

Selvfølgelig findes alskens bras også i rigt mål i Tyskland! Men der findes også mere kvalitet. Mit yndlingseksempel i medierne er ”Tagesschau” klokken 17 på ARD. Efter det kommer der et program, som hedder ”Brisant”, og som er en slags boulevardpresse: petitstof og kendissladder og så videre. Begge dele findes altså. Men de er skilt ad, og man er ikke tvangsindlagt til snak, hvis man hellere vil have seriøs information. Er man til snak, kan man også få det, endda som den rene vare.

Og hvad kan tyskerne lære af os? Det må de selv finde ud af.

Per Øhrgaard er professor, forfatter og tysklandsekspert.