Han gjorde op med det, han opfattede som død viden, og med et dannelsesbegreb, som havde mere travlt med at udelukke nogen end med at brede sig til alle. Men han havde hele sin dannelse med sig og forkastede den ikke. Han brugte den.
Dannelsestanken kom fra det tyske og blev i særlig grad udviklet omkring 1800 af folk som Goethe, Schiller og Wilhelm von Humboldt – uden at de i øvrigt slog om sig med selve ordet.
Dannelsen var et frihedsideal: den myndige borger. Dannelse krævede nok en vis viden, men først og fremmest omtanke, skønsomhed, medmenneskelighed, med andre ord aktiv viden. Dannelse var og er et socialt ideal. Man kan ikke være dannet for sig selv, som Villy Sørensen bemærkede.
Men som det går med de fleste gode tanker, blev også dannelsestanken slidt ned og blev til borgerskabets beskyttelse mod de nye klasser, i datidens Danmark først og fremmest bønderne. Derfor mente Grundtvig og andre, at bønderne skulle oplyses bedre. Det var ikke nok, at de udgjorde flertallet. Nu skulle de have del i statens styre, men så skulle de også leve op til den indflydelse, de fik. De skulle ikke bare komme med alt det, der var dem, de skulle selv blive nogle andre!
Grundtvig var bekymret i forbindelse med Grundloven af 1849: Når bønderne nu fik noget at sige, måtte man håbe, at de ikke i forståelig harme hævnede sig på de privilegerede, men tog imod gode råd fra deres mere dannede venner. Og en politisk gruppe kaldte sig da også bondevennerne.
Grundtvigs modbegreb til alt det, han ikke kunne lide, blev som bekendt folkeligheden .
Religion og kundskab måtte forankres i folket, hvis de skulle være noget værd, og hvis folket skulle føle sig forpligtet af dem. For det var den anden side af sagen.
Folkelighed var for Grundtvig ikke noget, der bare sådan var der, men noget, der skulle udvikles. Blev folkeligheden til en sovepude – i dag kalder vi det en ”værdi” – kunne han skrive et digt, som i sin første linje gjorde grin med bekvemmeligheden:
”Folkeligt skal alt nu være.”
Ret beset var Grundtvigs folkelighedsbegreb en videreudvikling af dannelsen, ikke dens modsætning. Dannelse forstået som evnen til at se ud over sin egen næsetip, til at se sig selv som del af en helhed – men også til at gøre sig umage med at blive i stand til selv at bidrage til helheden.
Kort sagt: Folkelighed var en proces, en opgave, ikke en gave. Den skulle skabes, den var ikke givet på forhånd.
Gærdet var heller ikke lavt. Der foresvævede Grundtvig et folkeligt akademi i Sorø, og han ville tilbyde ungdommen folke højskoler, ikke bare skoler. Ordet akademi har rødder i oldtidens Grækenland; det var det sted, filosofferne diskuterede. Ordet højskole kommer fra tysk, hvor det den dag i dag er en fællesbetegnelse for universiteter.
Dannelsesbegrebet blev som sagt slidt. Folkelighedsbegrebet er også blevet slidt.
Mange har misforstået det som en opfordring til antiintellektualisme, til opgør med den såkaldte elite, med ”eksperter og smagsdommere”. De overser eller vil ikke vide af, at Grundtvig ville skabe en ny elite, som skulle være for hele folket.
I dag bruges ordet folkelighed som laveste fællesnævner.
Jo plattere og jo mere åndsforladt noget er, desto oftere kaldes det folkeligt. Den forlorne folkelighed dyrkes af mange medier, som tror, at ”public service” betyder at servere åndeligt fast food, og at mange politikere, som lefler for deres vælgeres formodede fordomme i stedet for at tale til deres bedre jeg.
Grundtvig ville korse sig. Kom han igen, ville han rense templet – eller i hvert fald forsøge på det. Han troede mere på os, end vi selv gør.
Klummen ”eftertanken” skrives af professor, forfatter og tysklands-ekspert Per Øhrgaard og bringes i avisen hver anden fredag.