Per Øhrgaard med lille sprogligt opstød: Hvorfor skal vi nu kalde Hviderusland for Belarus?

Vi kalder jo allerede København for Copenhagen. Og en skønne dag er der heller ikke længere nogen, der ved, hvad Hviderusland var for noget

Forfatter og tysklandsekspert Per Øhrgaard undrer sig i denne udgave af "Eftertanken" over, at flere og flere navne skal udtales på engelsk.
Forfatter og tysklandsekspert Per Øhrgaard undrer sig i denne udgave af "Eftertanken" over, at flere og flere navne skal udtales på engelsk. Foto: Mikkel Møller Jørgensen.

Hvad er der egentlig galt med Hviderusland? Temmelig meget, men hvorfor skal landet pludselig hedde Belarus? Især når det alligevel er det samme: Hviderusland er en i hvert fald omtrentlig oversættelse af Belarus.

Sådan kalder landet sig selv, siger man som forklaring. Men det er naturligvis ikke forklaringen. Den lyder, at sådan siger man på engelsk. For skulle man rette sig efter, hvad landene kalder sig selv, skulle vi også gå omkring og sige France og Italia, for ikke at tale om Deutschland! Eller Hellas, som vi tillader os at kalde Grækenland, uden at det endnu har været sat til debat.

Lidt anderledes ligger det med Nederlandene, som vi i daglig tale kalder Holland. Anderledes fordi Holland kun er en del af staten Nederland (som vi så egentlig skulle sige). Her er det ikke kun et spørgsmål om, hvad landet kalder sig selv, men om hvorvidt betegnelsen er rigtig. Men vi bruger den, og nederlændere er udmærket klar over, at mange uden for deres eget land gør det.

Bynavne går heller ikke ram forbi. At den danske ambassade i Belgien stadig ligger i Bryssel og ikke i Bruxelles, ved nok kun ambassaden selv (men måske bruger vi det franske navn for at få EU til at se mere fremmed ud?). Jeg bekender, at Peking stadig løber mig lettere i munden end Beijing, som heller ikke helt rammer den kinesiske udtale. Men det er igen indflydelse fra det engelske. Tyskerne siger fortsat Peking og har vist ikke tænkt sig at lave om på det.

Dem – altså tyskerne – orienterede vi os tidligere efter, når det gjaldt fjernere navne. Vi sagde Neapel og Florens og Venedig, medens Mailand for Milano så vidt jeg kan se gik ud af dansk tidligere. Nu siger alle vist Napoli og Firenze. Efter mit øre står det nogenlunde lige mellem Venedig og Venezia, og ingen af os siger Roma, skønt det er det, byen hedder.

I dag er det lige før, at vi kalder vor egen hovedstad Copenhagen, fordi det er så ”internationalt”. Det er det jo ikke, det er bare engelsk. Franskmænd kalder byen Copenhague, tyskerne udtaler trods den næsten identiske stavning Kopenhagen anderledes end amerikanerne.

Det kan være besværligt, når navne skifter, for eksempel de polske stednavne, som vi tidligere overtog fra deres tyske form, også fordi nogle af dem faktisk var tyske indtil Anden Verdenskrig: Breslau, Stettin, Swinemünde – ja man så selv Warschau for Warszawa, skønt byen lå uden for det delvis tysktalende område. Skal vi tale om tyskernes belejring af Sankt Petersborg eller deres nederlag i Volgograd? Særlig besværligt kan det være, når de gamle navne optræder i litteraturen:

”Hvorfor svulmer Weichselfloden ...”, spurgte Carsten Hauch, og det kan man vel ikke forestille sig ændret til ”Wisla-” (helt bortset fra, at l’et ikke er et l, men min computer kan ikke skrive det rigtige polske bogstav). Eller skal vi kalde Thomas Manns berømte novelle ”Døden i Venezia”? Niels Brunse har i sin Shakespeare-oversættelse omdøbt det drama, der før i tiden hed ”Købmanden i Venedig”. Det skal blive interessant at se, om det slår igennem.

Det gør det måske nok en dag. Efter retskrivningsreformen i 1948 fortsatte mange aviser med at skrive navneord med stort eller aa for å eller begge dele. Det gik, indtil der ikke var flere typografer tilbage (der var endnu typografer dengang), som kunne den gamle retskrivning. Egennavne kunne få lov at beholde aa. I øvrigt kom restskrivningsreformen ikke ud af den blå luft. Mange havde allerede tidligere skilt sig af med de store bogstaver i navneordene og med det gamle aa. Og efter Besættelsen var tiden inde til at markere distancen til Tyskland og samhørigheden med Norden.

En skønne dag er der heller ikke længere nogen, der ved, hvad Hviderusland er for noget. Om de til den tid ved noget om Belarus, skal jeg ikke kunne sige.

Klummen ”eftertanken” skrives af professor, forfatter og tysklands-ekspert Per Øhrgaard og bringes i avisen hver anden fredag.