På en af Fritz Jürgensens tegninger sidder en ung laps tilbagelænet og forklarer sin far og sin onkel, hvordan verden nu ser ud – nemlig anderledes end dengang:
”Ja Fa’er, det kan have været rigtigt i Din Tid; men husk paa at Verden ikke staaer stille. Hvad der i vore Dage passer sig og ikke passer sig, det troer jeg nok, jeg bedre kan have en Mening om end baade Du og Onkel!”
De to gamle tager sig til hovedet, mens den unge fløs elegant trykker på toppen af sin stok, så den danner en lille bue ned mod hans knæ.
Han er øretæveindbydende. Men han har tidsånden på sin side. Og sådan har det altid været. Det er ikke kun moden, der skifter. Det er også meget andet, og mens moden måske skifter fra år til år, er bevægelserne på andre områder langsommere, men kan også gå mere i dybden. Forskellige epoker, ja årtier, har forskellige opfattelser – ikke kun af, hvad der passer sig, men også af, hvad der er værd at vide, og hvad man ikke behøver at beskæftige sig med.
Engang skulle man kunne latin, hvis man ville noget i verden.
Selv Holbergs Per Degn vidste, hvad det var værd. Derfor ville han ikke miste det latin, han kunne, for hundrede rigsdaler. Det risikerede han heller ikke, for næppe nogen ville give så meget for hans latin.
I dag har matematikken indtaget latinens plads. Der er ligegyldigt, om man kan latin, ja i det hele taget, om man kan sprog. Derimod kan man stort set ikke blive til noget uden matematik. Den kræves på et eller andet niveau på alle klassetrin og i de fleste studier, uden at det altid står klart hvorfor. Og så er det ikke mere end 60 år siden, at nogle årgange nysproglige gymnasiaster slet ikke havde matematik på skemaet. Jeg hører til de årgange, og derfor har jeg det som manden hos Storm P., der siger:
”Livet er svært – men matematik er sværere.”
Og hvor vil jeg hen med det? Til den skindebat, som i sommerens løb har udfoldet sig om dele af den humanistiske forskning. Mere eller mindre hysteriske råb om vagt i gevær har lydt, fordi dele af forskningen har taget en anden retning end den, nogle frustrerede politikere og enkelte ditto forskere kunne ønske sig.
Selv Folketingets flertal lod sig narre. Men her er indsigt i videnskab og forskning heller ikke udbredt. Det er jo elitært, og elite vil vi kun vide af i sportens verden.
Undervejs er der mindet om de skrækkelige følger, den marxistisk inspirerede humanistiske videnskab angiveligt fik i 1970’erne. Her kan jeg tale med, for jeg begyndte min videnskabelige løbebane dengang. Jeg var ganske vist ikke marxist, og jeg syntes, at de mest rabiate marxister var ret skøre. Men jeg var da glad for at blive udfordret af de dengang nye tanker. Jeg lærte meget også af dem, jeg ikke var enig med. Og både verden og jeg står endnu.
Meget af det, som dengang opfattedes som provokerende, er i dag helt selvfølgeligt. Det indgår i dannelse og tankegang også hos mange, der slår syv kors for sig ved ord som ”68” eller ”marxisme”. Ligeledes har elementer af neoliberalismens menneskesyn og adfærd sneget sig ind selv hos dem af os, som anser neoliberalismen for en universel ulykke. I et tilstrækkelig langt liv kan man opleve både at være i pagt med tidsånden og i opposition til den. Men helt unddrage sig den kan ingen.
Det er sandsynligt, at nogle af de teser, som nu diskuteres i ånds- og samfundsvidenskaberne, ikke holder. Og hvad så? Sådan har det altid været. Noget overlever, noget sorteres fra. Men hvis ikke det alt sammen var der, hvis der altså ikke var noget at sortere i, ville vi alle være fattigere.
Diversitet er godt, ikke kun i naturen, men også i videnskaben, og påstande om ensretning har hverken i 1970’erne eller nu haft ret. Det viser enhver oversigt over forskningsbevillinger og karrierer, og det ses af bøger, artikler og debatindlæg. Mest spalteplads blandt de sidste får lige nu de, som påstår, at de ikke kan komme til orde. Sådan er verden fuld af paradokser.
Klummen ”eftertanken” skrives af professor, forfatter og tysklands-ekspert Per Øhrgaard og bringes i avisen hver anden fredag.