”Når jeg her har siddet sammen med repræsentanter for de forskellige virksomheder, har jeg følt det, som om det var selve organisationen af en sag, af en hvilken som helst sag, der henrykte dem, de giver sig hen deri som i en religiøs dyrkelse. De har en ren og uforfalsket kærlighed til tal, svælger og overbyder hinanden i høje cifrer og omgås dem så frimodigt og uden bagtanker, som om det begreb, som tallene betegner, var udgået af deres bevidsthed.”
Undskyld venligst det lange citat. Det er Karen Blixen, som i marts 1940 sidder i Berlin sammen med de nævnte repræsentanter. Hun var som korrespondent for Politiken og en norsk og en svensk avis taget af sted for at besøge de krigsførende magter Tyskland, Storbritannien og Frankrig og nåede kun Tyskland inden den 9. april 1940 – den 10. skulle hun have været til London. Sine ”Breve fra et Land i Krig” lod hun i 1948 trykke i tidsskriftet Heretica.
Hvad Blixen i 1940 noterede som en tysk – ikke nødvendigvis en særlig nazistisk – ejendommelighed, er i dag universel. Ikke kun begreberne, men selve de ting, man har med at gøre, forsvinder bag tallene, som påstås at afspejle virkeligheden. Eller er det virkeligheden, der tvinges til at afspejle tallene?
Det er den gamle historie om kvalitet og kvantitet, som også bliver en historie om indhold og form, om det primære og det sekundære – find selv på flere pardannelser, som for ofte bliver til modsætninger.
Det proklameres som et mål, at der skal bruges to procent af nationalproduktet på militæret. Men dermed er jo ikke sagt et eneste ord om nytte eller kvalitet. Kan man tvinge de studerende hurtigere gennem deres studier, regnes det for en succes – for hvad eller hvem? Danmarks Radio erklærer at ville konkurrere om brugerantal på nye platforme, men sørger samtidig for, at man får mindre og mindre indhold at komme med. Hvad er så vundet? I sundhedsvæsenet afløser den ene plan den anden, og der regnes og regnes – på tal, men ikke på kvaliteten af resultaterne, kun på deres mængde. Antallet af indlæggelser eller forbruget af medicin har man viden om – men bliver patienterne mere raske? Lad os ikke tale om psykiatrien.
Mandagens avis (12. september) havde ikke mindre end tre vægtige bidrag om emnet. Det ene var uddragene af biskop Peter Skov-Jakobsens tale til Dronningen, hvor han priste hende for at beskæftige sig med og tale om væsentlige emner. Det andet var samtalen med læge Christian Freitag, som gerne så, at der var større viden om de faktiske forhold hos dem, der træffer beslutninger om, hvordan de skal organiseres. Og det tredje var samtalen med tidligere museumsdirektør Kirsten Strømstad, som ser med skepsis på museernes tendens til at ville tækkes alle andre end dem, der gerne vil gå på museum. Hun mente, at hun havde været heldig: ”Jeg levede i det rigtige århundrede og var på de rigtige steder på de rigtige tidspunkter, og jeg havde velmenende læremestre og forbilleder.” Det kan jeg også sige om mig selv.
I alle tre artikler var der tale om indhold. At der skal tal til, kan vi ikke skændes om. Og hvis vi begynder på det, kan vi blive klogere for eksempel af en kronik af Niels Kærgård i Politiken for en måned siden (den 9. august). Han er økonom, fortrolig med tal og ikke i tvivl om deres nytte. Men han er også mere end de fleste af sine kolleger på det rene med deres begrænsninger og faren for, at virkeligheden forsvinder bag tallene.
Det bedyres ofte, at alt det andet, som Skov-Jakobsen og Freitag og Strømstad taler om, naturligvis er åh, så vigtigt. Men desværre kan det ikke kan måles og vejes, og så kan vi jo ikke organisere efter det. Det er ikke engang rigtigt. Det bliver også målt og vejet. Det tager bare lidt længere tid, og den vil man ikke give sig.
Enhver historisk fremstilling af en hvilken som helst epoke inddrager meget andet end tal og konkluderer ikke sjældent, at virkeligheden var noget andet end tallene. Hvis blot lidt af dette andet kom med i planlægningen, ville meget være vundet. Med tal er det ikke anderledes end med ilden: De er en god og nyttig tjener, men en ond og grusom herre.