Økologisk kronik på rim

Rune Engelbreth Larsen er idéhistoriker og forfatter til en lang række bøger om kulturhistorie og økologi og har desuden markeret sig som medlem af Det Etiske Råd og af hovedbestyrelsen i Danmarks Naturfredningsforening. Engelbreth Larsen har med bogen ”Ararat” prøvet kræfter med den poetiske genre, og vi har her fået en digtsamling, der opsummerer hovedpointerne i tidens klimakrisediskussion:

”Holocæn abdicerer – havene stiger, indlandsisen smelter, og sneen tør,/ Atropocæn kulminerer – naturen viger, og utallige arter uddør./ Ikke på grund af den lejlighedsvise tilbagevendende finanskrise,/ men de dybereliggende udløbere af selvsamme systemkrise –/ en accelererende klimakrise og biodiversitetskrise.”

Tilsvarende er der masser af fornuftig argumentation for forfatterens ”indgroede antipatier over for truende/ troendes totalitære idiosynkrasier/ og temmelig svære allergier over for autoritære/ politikeres binære ideologier”.

Kan man nikke til de ovenstående ræsonnementer, så kan man dog undre sig over, at Engelbreth Larsen har anvendt en poetisk form til at udtrykke det, for bogens tekster minder mest om en række kronikker. Afvigelsen fra kronik- eller kommentarformen vedrører kun, at teksterne med deres ulige højremargen, rim og altmodische poetiske retorik har lighedstræk med digte. Men disse ydre træk gør langtfra en tekst til god poesi.

Artiklen fortsætter under annoncen

Digtene minder mere om ældre lejlighedspoesi end om lyrik, som man har set det i det sidste halve århundrede. Der er i teksterne ingen interesse for det, som normalt er den moderne lyriks projekt, nemlig at udtrykke et jegs inderste, ofte modsætningsfyldte følelser og fantasier i et nyt og eksperimenterende sprog. Når man hører om ”en accelererende klimakrise og biodiversitetskrise” og ”politikeres binære ideologier”, er det et logisk, funktionelt og videnskabeligt sprog, der benyttes, og ikke et sprog, der som lyrikkens, appellerer til læseren ved hjælp af sin associative kraft. Hvad angår billedsproget, står klichéerne i kø med formuleringer som ”isbræernes hvide kulisser,/ tundraens sparsomt bevoksede mosaikker”, og hvad angår det klanglige og rytmiske, er der oftest tale om nødrim i de urytmiske sætninger, som når man læser: ”Det er denne uddøde megafauna,/ som alle øvrige arter nu savner.”

Man er ikke i tvivl om, at Engelbreth Larsen med sin store viden om politik, sociologi og filosofi og sit brændende engagement i økologi og klimakrise har en masse at give sine læsere.

Men det dur altså ikke at benytte en genre og en form, som man ikke behersker og ingen viden har om, hvis man vil tages seriøst og have gennemslagskraft.8