”Du sidder bare der i træthedens lys og trækker tilfældigvis vejret rigtigt.”
I Peter Handkes ”Forsøg over trætheden” har en mand været på en strabadserende flyrejse fra Anchorage til New York med flere mellemlandinger og nul søvn. Nu er han omsider ankommet og vil egentlig bare sove på sit hotelværelse. Men et blik på gaderne under ham og ”følelsen af at forsømme noget” får ham til at gå ned og sætte sig på en fortovscafé. Og dér falder alt på plads, en ro og klarhed melder sig: ”Trætheden inddelte – en leddeling der ikke sønderdelte, men tydeliggjorde – det almindelige virvar, rytmiserede det til formens vederkvægelse – form så langt øjet rakte – træthedens store horisont.”
Handke er ikke nem at læse. Heller ikke som menneske. Han har forsvaret Serbiens blodige rolle i krigene i Eksjugoslavien og holdt tale til Slobodan Miloševis begravelse. Men det gælder om at skille tingene ad, og hvor Handke måske ikke er et stort menneske, er han utvivlsomt en stor forfatter. Det sidste har han blandt andet bevist med sine ”Forsøg over”-bøger, der forener essayistik med erindring, fiktion og poetik.
”Forsøg over trætheden” er den første i serien og udkom på tysk i 1989. Nu har forlaget Batzer & Co. så givet os den på dansk ved Hanne Lund, og som i den brillante ”Forsøg over svampenarren” lykkes hun med at indfange Handkes særegne sprog, lysende billeder og springende form.
Det er en stor bedrift, og Lund gør det muligt for læseren at opleve superstilisten Handke og samtidig følge – så godt det nu er muligt – hans tankerækker om trætheden. Og der forekommer groft sagt to slags trætheder; en god og en dårlig. Den første erindring om en af ”de gode trætheder” er fra barndommen på landet, hvor manden hjalp til med at tærske. Hårdt, fysisk arbejde, der gjorde alle møre, voksne som børn, men bagefter forenede dem ”i den fælles træthed, forliget af den og frem for alt renset”.
For at opnå den gode træthed skal kroppen mørnes. Som af flyrejsen eller tærskearbejdet. Men det er ikke en tilstand, man bevidst kan arbejde sig hen mod. Den indfinder sig ikke med nogen regelmæssighed og kan enten indtræde som ro og klarhed eller som en dyb følelse af samhørighed. For manden, der er forfatter og minder en del om Handke selv, indfinder den sig indimellem også efter mange timer ved skrivebordet.
Men ofte må manden tage til takke med den dårlige træthed, ”en grim lidelse, der forvrænger omgivelserne”, og som han første gang mærkede til en julegudstjeneste, senere som studerende på universitetet med sjælløse docenter, ”ligesom udstoppet med savsmuld” og siden sammen med forskellige kvinder.
Det er oftest det moderne, og ikke mindst det borgerlige liv, der er frembringer den dårlige træthed. Det får også den genkommende stemme i bogen til at spørge: ”Har du egentlig lagt mærke til, at du, på lettere romantisk maner, kun bringer billeder af trætheden hos dine håndværkere og jordløse bønder, men aldrig hos borgere, hverken store eller små?”.
Til det lyder svaret: ”Jeg har bare aldrig oplevet disse anskuelige trætheder hos borgere.” Og netop formen, denne spørgen og svaren er lidt anstrengende og unødvendig, ligesom teksten mod slutningen er ved at forsvinde ind i uklarheder og filtret filosoferen, som virker lidt overgjort i forhold til de relativt enkle pointer om træthed.
Sætningerne er ikke desto mindre en nydelse hele vejen igennem, men som værk er ”Forsøg over svampenarren”, hvor Handke udforsker fortællingen, mere vellykket og et af Handkes hovedværker. Det er ”Forsøg over trætheden” måske ikke. Men mindre kan bestemt gøre det. I tilfældet Handke.