Mennesker er dumme, ondskabsfulde, ødelagte, ensomme, og den eneste grund til at grine, ja, det er ad, hvor latterligt de opfører sig.
Sådan er menneskesynet i stort set alle værker af den østrigske mester Thomas Bernhard, der hører til blandt litteraturhistoriens store misantroper.
At læse Bernhard er som at få lov at se menneskene og verden med den H.C. Andersen’ske troldsplint i øjet. Alt er grimt, alt er rædsomt, og sådan er det også for hovedkarakteren i den lille roman ”Beton”, der udkom første gang i 1982, seks år før Bernhards død, og som nu foreligger i Søren R. Fauths skridsikre oversættelse.
Det er igen forlaget Sisyfos, der har været så generøst at give os Bernhard på dansk, og endnu en gang sidder jeg dér og læser og tænker: Mener han det, ser han virkelig sådan på menneskene, eller er der tale om en vrængen, der er så overdreven, så konsekvent, at den snarere er udtryk for sort humor og legesyg provokation?
At læse Bernhard bogstaveligt er i hvert fald anstrengende. Også fordi han aldrig fedter for læseren. Den første sætning i romanen er eksempelvis på hele 26 linjer, og det er, som om han med dén siger: ”Jeg er ligeglad med, om du hænger på eller smider bogen fra dig”.
Men hænger man på, lærer man Rudolf at kende. En musikolog, der i 10 år har gjort tilløb til at skrive en afhandling om komponisten Mendelssohn-Bartholdy, men ikke kan få skrevet den helt rigtige åbningssætning. Og altså ikke har skrevet ét ord endnu. Som om det ikke var slemt nok, kommer hans søster hele tiden på besøg og forstyrrer: ”Allerede som barn forsøgte hun ved enhver lejlighed at forstyrre mig, at fordrive mig fra mit – åndsparadis.”
Søsteren er et rædselsfuldt menneske, forstår man, der kun ønsker at pine Rudolf og fortæller ham, at hans hus er et livsforsagende sted, ”et gravkammer”, og at han lever som en død dér ved skrivebordet.
Da Bernhard lader Rudolf fortælle historien, står det aldrig klart, om søsteren rent faktisk er sådan, eller om det bare er sådan, han opfatter hende. Som sadistisk, kynisk og afhængig af andres selskab. Det sidste er næsten værst, og selv påstår han – ret utroværdigt – ikke at have brug for andet end sit åndsarbejde i denne ”alt i alt overvurderede verden”.
Det er Bernhard classic, og det er tvivlen om alvoren altså også. Som her, hvor Rudolf i en af sine utallige digressioner fortæller om sin ungdom, hvor han var nær ved at blive ansat på en avis:
”På et tidspunkt havde jeg gennem bekendtskabet med en redaktør, som var ven med min far, haft muligheden for at træde ind i redaktionen af Die Presse, men et temmelig godt instinkt reddede mig fra at begå en sådan perversitet.”
Det er bestemt litterær kvalitet i denne tvivl om, hvorvidt man skal grine eller græde. Men lige meget, hvilken læsestrategi man vælger, skal man gennem sider med Rudolfs foretrukne ord, der blandt andet er ”frastødende”, ”ækel”, ”modbydelig”, ”afskyelig” og ”rædsom”.
Rudolf har dog en vis livskraft og rejser fra sin lille provinsby Peiskam til Palma på Mallorca i håbet om, at nye omgivelser kan sætte ham i gang med afhandlingen.
Men i Palma bliver han mindet om en tragisk hændelse, hvor en ung kvinde mistede alt. Hun var blevet et ”fuldstændig forstyrret og ødelagt menneske”, og målt mod hendes tragedie finder han det lidt lettere at bære sin egen. Hvilket jo er en meget menneskelig, men i grunden også usympatisk logik.
”Beton” byder på flere af disse mørke, indsigtsfulde passager og imponerer også med sin formfuldendte prosa, der i sin på samme tid altmodische og moderne stil kan minde om en anden genial østriger, nemlig Peter Handke.
”Beton” er nu ikke helt på niveau med ”Årsagen”, ”Træfældning”, ”Undergængeren” og Bernhards øvrige mesterværker. Men er man Bernhard-novice, er romanen slet ikke noget dumt sted at starte, da temperamentet og formsproget er typisk for hans forfatterskab. For faste læsere er der naturligvis altid plads til endnu en Bernhard-bog i reolen, men ”Beton” får trods sine kvaliteter ikke plads på den øverste hylde.