Mændene i Peter Handkes bøger er ofte dybt optagede af en sag eller situation, men registrerer alligevel omgivelserne – regndråber på vejen, en stemmes klang, solens nuancer af gul – med en ekstrem opmærksomhed.
Det gælder eksempelvis i ”Målmandens angst ved straffespark” fra 1970, hvor Josef Bloch føler, at nogen eller noget er efter ham, og det gælder den unavngivne mand i ”Forsøg over jukeboksen” fra 1990, som forlaget Batzer & Co også har ladet oversætte fra tysk.
Sidstnævnte er desuden del af en serie af ”Forsøg over”-bøger fra den østrigske nobelpristagers hånd, der alle forholder sig til et givent emne og blander fortælling med en form for essayistik. Og i ”Forsøg over jukeboksen” møder læseren en forfatter, som er taget til Spanien og har udset sig en lille bjerglandsby som det optimale sted – ro og frisk luft – til at skrive sin bog om jukeboksen.
I Soria, ”denne verdensforladte by”, vil han endelig sætte sig og nedfælde sine tanker og sin viden om den blinkende musikmaskine. Om dens kulturelle betydning og om dens stadige marginalisering; hvordan den i dag stort set er fortrængt af spillemaskiner.
Læseren forstår, at bogen skal blive hans magnum opus, hans hovedværk, men forstår også gradvist, at det bliver ved de indledende øvelser. At fortælleren enten ikke kan finde sig til rette eller nærer en indre uvilje eller frygt mod at gå i gang med at skrive. Læs bare her:
”Et værelse der vendte ud mod en lukket baggård gjorde ham tungsindig, et der vendte ud mod en åben plads ville distrahere ham for meget, i et mod nord var der for lidt sol til at skrive, i et mod syd ville papiret blænde ham i solskin”.
Det fortsætter sådan, med undskyldninger og præstationsangst, men hvor det ville gøre de fleste fjerne og distræte, registrerer forfatteren selv de mindste detaljer omkring sig. Han er på samme tid helt til stede, som om alt er vigtige tegn og budskaber, og helt indkroget i sit bogprojekt. Det er typisk Handke sådan at lade sine mænd drive rundt i en umulig tilstand, som kan forekomme psykotisk.
Men der er også noget sørgmodigt over forfatteren i ”Forsøg over jukeboksen”, der dirrer af nærvær, men er så tynget af egne ambitioner om at beskrive jukeboksene:
”Han ønskede kun, før han også tabte dem af syne, at fastholde og anerkende, hvad en ting kunne betyde for en og især, hvad der kunne udgå fra noget der bare var en ting.”
Denne form for fænomenologi interesserer ikke bare forfatteren i bogen, men også Handke. Hans forfatterskab er i hvert fald fulde af indgående beskrivelser af ting og tilstande, og måden de virker sammen på. Men det raffinerede ved ”Forsøg over jukeboksen” er, at forfatteren under sine forfejlede forsøg på at finde et sted at skrive og med sine tanker om, hvad bogen skal indeholde, faktisk får beskrevet jukeboksens kulturhistorie for læseren. På en bagvendt, meget Handke’sk facon bliver vi indsat i dens opståen, dens udbredelse og dens gradvise udfasning.
”Forsøg over jukeboksen” har måske ikke helt samme niveau som den vidunderligt snurrige ”Forsøg over svampenarren” eller samme eksistentielle bundtræk som ”Ulykkelig og uden ønsker”, men Handke er altid værd at læse. Der er noget over selve måden, hvorpå han tilgår sprog og fortælling – to størrelser vi kender til bevidstløshed –, som får begge dele til at virke friske igen. Og sådan er det altså også, når Handke arbejder i små, mindre forpligtende bøger som denne, hvor oversætter Hanne Lund udmærket fanger tonen og fint videreformidler den stakkels mands på samme tid sansende og indadvendte værensform. Som nok kun findes i Handkes uforlignelige forfatterskab.