“Hvorfor er der ikke en gud for langsommelighed?”
Sådan spørger hovedkarakteren sig selv i Peter Handkes “En forfatters eftermiddag”, der udkom på tysk i 1987 og nu – lykkeligvis! – foreligger i dansk oversættelse. Og i spørgsmålet findes faktisk en nøgle til store dele af østrigerens og nobelprismodtagerens forfatterskab, der netop synes at dyrke langsomheden og med litteraturens virkemidler etablere en opbremsning af modernitetens fart og hektik.
Det ses særligt i Handkes korte bøger, og “En forfatters eftermiddag” er ikke kun en af disse med sine 82 sider, men også en af de fineste og handler på typisk Handke-manér om en forfatter, der bevæger sig ud af sit hus og oplever alt på sin vej med skærpet opmærksomhed.
Man kan sige, at han læser omverdenen som en roman, fuld af betydningsfulde tegn og træk, og nu har han altså besluttet sig for at vandre ind til den nærliggende by. Så den her dag i december, hvor den første sne netop er faldet, tager han overtøj på, snører de fornuftige sko og går fra sit afsidesliggende hjem og når ad stier og gennem skove omsider byen, hvor han spiser et måltid. Senere sætter sig på en bodega. Inden han går hjemad igen.
Det er det ydre forløb. Hverken mere eller mindre. En eftermiddag, hvor en forfatter går en tur ind til byen og tilbage igen. Men beskrivelserne undervejs skaber dybde og fylde. Som her: “Træerne langs vejen som løb ud i hække og krat fulde af små hvide snebær. Så mangfoldigt sommerbladenes grønt havde været; lige så mangfoldigt var vinterkvistenes grå nu – det første kunne skelnes på afstand, det andet tæt på.”
De mennesker, forfatteren møder, beskrives også præcist, nærværende: “Til gengæld så han tydeligt gamlingens blottede øjne, vidt åbne som om han var blind; hans irisser havde mistet deres kulør, kun i kanten sås stadig en farvet ring; under det ene øje en pulseren i tåresækken.”
Men midt i den her hyper-opmærksomhed, som gør hvert eneste minut til en hel dag, oplever forfatteren en følelse af at være koblet af virkeligheden. En følelse af uvirkelighed, og han har da også tidligere “fået den tanke at han havde opløst sig selv i luften og var ophørt med at eksistere.”
På den ene side kan “En forfatters eftermiddag” læses som et forsøg på at beskrive forfatteres vilkår. Hvordan de benytter sig selv som antenne, som medie, og derfor selv udviskes. Altid registrerende, altid beskrivende, men sjældent rigtigt en del af det hele.
På den anden side, mere alment og eksistentielt, kan bogen læses som en filosoferen over forskellige måder at være i verden på. Om hvordan vi – alt efter psyke, sind, opvækst – er til stede i livet. Om vi bliver selvforglemmende deltagere, eller om vi stiller os mere distanceret, mere observerende an. Og for forfatteren i Handkes lille, men storartede bog er sidstnævnte position både en gave og en forbandelse. Han har bragt sig i en outsider-position, hvor han præcist kan beskrive livet, sådan som det udfolder sig i såvel naturen som blandt menneskene, men fjerner sig samtidig fra det. En tilnærmelse og en distancering i én og samme bevægelse.
Handke selv har utvivlsomt også følt, at han måtte ofre følelsen af fællesskab og samhørighed for at give os de her langsomme, omhyggelige, uhyre velskrevne små bøger, hvoraf “En forfatters eftermiddag” – der på flere stræk ligner den nu 80-årige Handkes seneste “Det andet sværd” fra 2020 – hører til blandt de allerstærkeste. Den er simpelthen en dyb nydelse at læse. Når man altså, som almindeligt moderne og mildt hektisk menneske, først har vænnet sig til den elegante, men også voldsomme opbremsning i tid og tempo.
Peter Handke: En forfatters eftermiddag. Oversat af Paul Klitnæs. 82 sider. 200 kroner. Batzer & Co.