En høj mand med en komisk flamsk accent træder ind på scenen under berliner-teatret Volksbühnes syv timer lange opførelse af Goethes ”Faust”. Karakteren bryder sig tydeligvis ikke om stykket, som han omtaler som ”provinsielt”. Faust kvitterer ved at hælde en fadøl ud over mandens hoved til morskab for publikum.
Selvom gakkede afvigelser fra den oprindelige fortælling er et af Volksbühnes adelsmærker, kan sketchen forekomme noget kryptisk. Men har man fulgt den kiv og strid, som har præget det tidligere østtyske teater det seneste år, er der ingen tvivl: Sketchen er en af teatrets slet skjulte protester mod den belgisk-fødte, tidligere leder af kunstgalleriet Tate Modern i London, Chris Dercon, som senere på året overtager ledelsen af Volksbühne, et af Tysklands mest særprægede og banebrydende teatre gennem årtier.
”Det, der udstiller sig i kampen om Volksbühne, er ikke bare modstanden mod en ny teaterledelse, men et principielt spørgsmål om Berlins kulturelle sjæl,” siger Moritz Schramm, lektor ved institut for kulturvidenskaber, Syddansk Universitet, hvor han forsker i tysk kultur og historie.
De færreste havde formentlig forudset den bølge af vrede, der rejste sig med bystaten Berlins beslutning sidste år om at ansætte den 58-årige Chris Dercon.
En mand hældte – i virkelighedens verden – en øl ud over ham til en fest, og en anden har råbt ”din hund!” efter ham på gaden. Berlins delstatsregering yder betydelig finansiel støtte til Volksbühne og har samtidig ret til at udpege dets direktør, og Dercon blev ifølge kultursekretær Tim Renner udpeget for at give teatret ”en radikal ny start”. Men ifølge kritikere er han ikke andet end en kurator hentet direkte fra den stærkt kommercialiserede kunstverden i London og uden erfaring med teater, ikke mindst Sprechtheater, som centrerer sig om det talte ord og er et af Volksbühnes kendetegn.
Berliner-avisen Tagesspiegel taler om et ”afgørende spørgsmål for hele byen”. I juni 2016 skrev 200 af Volksbühnes ansatte, herunder nogle af dets mest berømte skuespillere og instruktører, et åbent brev til bystyret, hvori de fordømte ansættelsen:
”Denne forandring repræsenterer en historisk nivellering og nedbarbering af (teatrets) identitet. Det kunstneriske arbejde med sociale konflikter er fordrevet til fordel for en globalt orienteret konsensuskultur med (fokus på) ensartet præsentation og salgsmønstre.”
Frygten og protesterne blandt dem, der ønsker at bevare status quo, er velbegrundede, mener Matthias Warstat, professor ved institut for teatervidenskab, Freie Universitet, hvor han blandt andet forsker i teaterhistorie og forholdet mellem teater og samfund.
”Volksbühne er ikke et teater som ethvert andet i Tyskland. Det har været det vigtigste teater for kunstneriske nybrud efter 1989 i det genforenede Berlin og har formået at samle de mest nyskabende kunstneriske positioner gennem 1990’erne,” siger han.
Med denne arv in mente havde mange teaterinteresserede i Berlin håbet på et nyt lederskab, der ville opretholde nogle af Volksbühnes traditioner, siger Matthias Warstat.
”Beslutningen om Chris Dercon lægger imidlertid op til et hårdt brud, da han har gjort sig inden for visuel kunst og utvivlsomt har mange erfaringer som kurator, men ikke inden for teater,” siger han.
Lektor Moritz Schramm er ikke i tvivl om, at Berlin risikerer at miste en enestående kultur-institution.
”Volksbühne har en lang tradition for avantgardistisk kritisk kunst, mens den nye ledelse står for underholdning og oplevelses- og eventkultur. I manges øjne vil det føre til en kommercialisering af den kritiske kunst; at et af Europas mest interessante teatre sælger ud. Jeg tror, der er en reel fare for det,” siger han.
Chris Dercon har bebudet, at han vil nedbryde skel mellem genrer og ligestille kunstarter som dans, skuespil, film, musik og billedkunst, og teatrets kommende program har et stærkt internationalt præg med mange udenlandske kunstnere.
”Men Volksbühne forbliver et politisk og socialt engageret teater,” siger han til det tyske nyhedsbureau dpa.
Mistroen til Dercons evner som teaterdirektør forklarer imidlertid kun delvist den vrede, som ansættelsen af ham har rejst. Bag striden lurer en større konflikt, som handler om kolliderende syn på fremtidens kulturelle Berlin: Skal storbyen, ikke mindst de gamle arbejderkvarterer omkring Volksbühne, forsøge at fastholde et lokalt magtkritisk og historiebevidst særpræg med rødder i det forhenværende Østtyskland? Eller skal byen åbne sig mod den verden, som Dercon ifølge både kritikere og iagttagere repræsenterer: En stadig mere globaliseret verden af turister, boligspekulanter og unge ikke-tysktalende europæere, som åbner nye virksomheder fra deres bærbare computere på Berlins hippe kaffebarer.
”Der ligger en frygt dybt i den kollektive psyke om, at byen er ved at miste sin identitet,” sagde Berlins kulturstatssekretær, Tim Renner, for nylig til avisen Süddeutsche Zeitung.
Og hvis forandring er lig tab af identitet, er der grund til at frygte udviklingen. Cirka 120.000 mennesker flytter hvert år til Berlin, og heraf er 68 procent fra ikke-tysktalende lande. Samtidig forlader 50.000 oprindelige berlinere hvert år byen.
”Kløften udvider sig hele tiden,” sagde Tim Renner.
Volksbühne bliver i denne kulturkamp betragtet som en af de sidste bastioner mod et stadig mere kommercialiseret og globaliseret Berlin, og selvforståelsen som utilpasset samfundsrevser er dybt rodfæstet i teatrets historie. Det tog sin begyndelse med en organisation sidst i 1800-tallet, som tilbød billige teaterforestillinger til byens fattige arbejderklasse. I 1914 havde organisationen rejst penge nok til at bygge sit eget teater, som lå i hjertet af det proletariske Berlin, i dag Rosa-Luxemburg-Platz, hvor kommunister og politifolk jævnligt lå i slagsmål.
Teatret blev bombet af de allierede under Anden Verdenskrig og i 1950’erne genopbygget ved hjælp af stål fra Berlins ruiner. Det nye Volksbühne og arbejderkvarteret Prenzlauer Berg, som teatret grænser op til, blev centrum for systemkritiske kunstnere, og teatret spillede en central rolle i den fredelige protestbevægelse, der førte til Murens fald og det østtyske regimes sammenbrud i 1989.
Efter genforeningen i 1990 og lukningen af en række teatre i det forhenværende, fattige Øst, gik Volksbühne en usikker fremtid i møde. Den 41-årige østtysker Frank Castorf blev teatrets redning, da han i 1992 overtog ledelsen. Castorf blev hurtigt kendt for sine lange, komplekse politiske stykker, som blandt andet tog den tyske genforening under hård behandling – en begivenhed, som mange østtyskere har et ambivalent forhold til. Castorfs betydning kan ikke overvurderes, mener Robin Detje, forfatter til biografien ”Castorf – provokation som princip”.
”Han ændrede kursen for hele teaterverdenen,” siger Robin Detje.
”Han forbandt en næsten historisk avantgarde fra begyndelsen af det 20. århundrede med den meget specifikke historiske sammenhæng af hans tid og skabte noget helt nyt,” siger han.
Under Castorfs nu legendariske ledelse fastholdt Volksbühne i 1990’erne sin position som hjemsted for de utilpassede systemkritikere, nu den punkede og outrerede undergrundskultur, som også trivedes i nabokvarteret Prenzlauer Berg, og som var stærkt kritisk over for kapitalismen. I dag skal man imidlertid lede længe efter denne kultur.
”Hele området er blevet strømlinet og ligner Østerbro i København. Der er en reel fare for, at det alene bliver en forlystelsespark for turister og børnefamilier,” siger lektor Moritz Schramm og peger på, at udviklingen gør sig gældende for hele det centrale Berlin og mange af kvartererne omkring centrum.
For eksempel blev det 9000 kvadratmeter store, farverige Kunsthaus Tacheles i Oranienburger Strasse i Mitte lukket i 2012 efter i 22 år at have tjent som kollektiv for kunstnere, som flyttede ind efter Murens fald. Nu er bygningen spærret af, og nedrivningen i gang.
Med Castorfs afgang og Dercons overtagelse af Volksbühne frygter mange, at den sidste bastion mod Berlins kommercialisering går tabt. Man får en fornemmelse af, at det er en kulturpolitisk beslutning at fokusere på oplevelseskultur og turisme, mener Moritz Schramm.
”Det er en ond cirkel, for hvis man vender sig fra de kreative kræfter, vil man ikke tiltrække nye kreative kræfter udefra. Byen taber dermed karisma. Mange danskere er interesserede i Berlin, netop fordi den har en kreativ undergrundskultur,” siger han.
Men protesterne mod forandringerne ved Volksbühne er alene udtryk for en ”aggressiv provinsialisme”, mener Robin Detje, som er en del af berliner-kunstnergruppen ”bösediva” og forfatter til biografien ”Castorf – provokation som princip” om den afgående legendariske direktør.
”Alt det, der for østtyskere var smertefuldt ved genforeningen, er kommet op igen, og for nogle mennesker er Castorfs Volksbühne blevet et symbol på den tabte østtyske kultur,” siger han.
Kritikerne bør dog huske på, at også Castorf skabte store omvæltninger, da han i sin tid overtog ledelsen, påpeger Robin Detje.
”I de 25 år, han drev stedet, ændrede mange ting sig omkring ham. Man er nødt til at følge med virkeligheden, ellers bliver ens teater forvandlet til et museum over én selv,” siger han.
Ifølge Robin Detje bør kritikerne slippe deres sentimentale forestillinger om Berlins sjæl og give den nye teaterdirektør en chance frem for at ture frem med beskyldninger om, at han er ”neo-liberal” – et yndet skældsord i Berlins venstreorienterede kredse.
”Han er bestemt ikke neo-liberal, og han slår mig heller ikke som værende Djævelen,” siger Robin Detje.
”Jeg kan faktisk slet ikke se nogen fare. Han er meget professionel og har gode forbindelser på et internationalt plan, og han vil behandle kunsten på en måde, som svarer til Berlin, som byen er nu. Det vil efter min mening sige en kulisse for turister, for turismen synes at være dens vigtigste økonomi. Hvis Berlin har mistet sin sjæl, hvilket er en meget romantisk idé, så må den finde sig en ny sjæl,” siger han.
Volksbühne er groet fast i en ensidig tankegang og trænger til at blive rusket igennem, mener også Annette Jael Lehmann, professor i visuel kultur og samtidskunst ved Institut for Teatervidenskab ved Freie Universitet i Berlin.
”Jeg anerkender Volksbühns fremragende præstationer og traditioner, men teatret er på nogle områder forældet. Teater skal grundlæggende være kritisk over for det kapitalistiske samfunds uretfærdigheder, og problemer med vor tids neoliberale kultur skal adresseres, men Volksbühnes koncept er meget begrænset. Teatret har en stærk socialistisk arv, men i en globaliseret verden må man bringe forskellige stemmer sammen, som ikke alene er baseret på én ideologi,” siger hun.
Berlin kæmper med store problemer med gentrificering og festturisme og stigende huslejer, men det er for snævert at forbinde denne debat direkte med debatten om fremtidens Volksbühne, mener Annette Jael Lehmann.
”Debatten åbenbarer snarere en kulturel kamp om, hvorvidt teater skal forblive en klassisk kunstform eller være en blanding og en udvidelse af kunsten, som rækker ud over genrer. Jeg håber, at den nye direktør vil skabe ny energi og udvide genren. Teatret skal altid være i dialog med andre kunstgenrer. Men indimellem har Volksbühne haft en meget traditionel forestilling om, hvad teater er. Så vidt jeg kan se, er det nye program meget forskelligt,” siger hun og peger blandt andet på, at det kommende program under Chris Dercon byder på forestillinger i Volksbühnes nye søsterbygning ved den nedlagte lufthavn Tempelhof i det sydlige Berlin.
”Programmet er en erklæring mod kommercialisering og mod kunstmarkedet, så der er ingen risiko for, at Volksbühne blot vil blive en festzone,” siger hun.
Stadig flere berlinske teatre såsom Hebbel-am-Ufer (HAU) og Sophiensaele går over til en ”kurator-model”, hvor kunstnere og grupper kun medvirker i kortere perioder, påpeger professor Matthias Warstat.
”Disse vellykkede institutioner har vist, at kurator-modellen har sine fordele. Ikke desto mindre er det en anden model end et teater med et permanent ensemble og et langtidsrepertoire. Denne ældre teatermodel kan virke lidt gammeldags i dag, men kan samtidig sørge for meget stærke relationer mellem et lokalt publikum og bestemte direktører, skuespillere og kunstnere, som virkelig er engageret i én institution, og det har været tilfældet med Volksbühne,” siger han.