BZ-bevægelsen er blevet beskrevet som Ungdomsoprørets forkælede, voldelige lillebror. Og BZ’s folkelige gennemslagskraft var også langt mindre.
Alligevel havde BZ-bevægelsen for længst smagt på politiets tåregas, da Kim Larsen i 1983 fik Danmarkhistoriens største pladesucces nogensinde ved ”strisserstridigt” at synge ” de kylede gas gennem vinduerne/så tårene de trillede i stuerne/ åh ja/midt om natten” . Og året efter blev ”Midt om natten” også soundtracket til den ligeledes folkekære Erik Balling-film af samme navn fra 1984 – med Kim Larsen i rollen som militant slumstormer.
Men da så Kim Larsen tilbød at hjælpe de unge BZ’ere ved at bruge nogle af sine musikmillioner til at købe et af deres besatte huse til dem, så de kunne få fred for ordensmagten, takkede de upænt nej.
”De skulle ikke nyde noget af at have penge fra sådan en popsanger. For ham identificerede de sig slet ikke med,” siger Peter Øvig Knudsen, der i dag udgiver bogen ”BZ – du har ikke en chance. Tag den”.
Bogen bygger blandt andet på interviews med tidligere BZ’ere, mens andre ikke skulle nyde noget af at tale med sådan en pacifist, der var kendt for sine voldskritiske bestsellere om Blekingebanden og Hippiebevægelsen. Og før han overhovedet fik startet på bogen om BZ, blev der blandt andet udsendt breve mellem BZ’erne om ikke at tale med ham. Det gjorde mange – anarkistisk nok – alligevel. Men brevskriverne var bange for, at han ville skrive en slags forfaldshistorie om, hvor voldelige BZ’erne var.
De fleste oprørsbevægelser har to ansigter – et voldeligt og et pacifistisk. Det gælder også BZ-bevægelsen, understreger Peter Øvig Knudsen. Men mange forbinder nok også stadig BZ’erne med stenkastende, forkælede forstadsbørn i elefanthuer, der altså hverken ville vide af Kim Larsen eller barmhjertige bureaukrater, som ellers forsøgte at hjælpe dem til at få en lovlig plads i byen (de tog imod Ungdomshuset på Jagtvej fra kommunen, men fortsatte volden og husbesættelserne for at skabe deres egne bofællesskaber). For det var først og fremmest deres eget fællesskab, de var drevet af, forklarer han:
”Fællestrækket for dem alle sammen var, at de oplevede et fællesskab, som de ikke havde oplevet før. Her var der plads til alle, så længe man var imod systemet. For de unge definerede sig nok i høj grad i kraft af modbilleder, som man fandt i de etablerede autoriteter. Og sådan endte man med at bekræfte hinanden i et fælles verdensbillede og et værdisæt, der til tider kunne ligge fjernt fra normen i det almindelige, socialdemokratiske velfærdssamfund.”
Når det eskalerede i voldelige angreb på politiet, blev det også retfærdiggjort internt af bevægelsens egne historier, som hurtigt kunne forvride virkeligheden i deres retning.
”Det er et faktum, at politiet overreagerede, da de gassede BZ’erne ud af den besatte gummifabrik Schiønning & Arvé i 1981. Nogle af BZ’erne var kun store børn på 13-14 år, da det skete. Men det blev senere brugt af BZ som en slags manipulerende grundmyte, som man genfortalte for de nye unge for at vise, hvor ondt politiet var. Og sådan blev det pludselig en legitim grund til at kaste med sten og endda molotovcocktails. Og det, som mange tidligere BZ’ere fortryder i dag, er, at de ikke sagde fra overfor den brug af vold. Lars Grarup, der senere har fået en fin redaktørkarriere, er en af undtagelserne. For han stillede sig op på fællesmøderne og tog afstand fra volden. Det turde mange af de andre, der egentlig var imod brug af vold, bare ikke. Men fra begyndelsen var bevægelsen ikke tænkt som et voldeligt fællesskab.”
”Initivgruppen” kaldte BZ’s unge idémænd sig i erkendelse af, at ordet initiativ simpelthen var for svært at udtale. Og i efteråret 1981 indkaldte de til en slags lang fest og opfordrede gæsterne til at tage toiletpapir og soveposer med, fordi festen godt kunne trække ud. For ”festen” bestod i at besætte en forladt rugbrødsfabrik, som de unge BZ’ere forestillede sig, man sagtens kunne bruge som en slags kunstnerisk bofællesskab.
Det blev begyndelsen på en lang række besættelser af forladte bygninger og aktioner, der endte på forsiderne af aviserne, men for BZ’erne selv var der tale om én lang fest i de besatte huse, hvor køleskabene altid var fyldte af mad og vin, fordi de 30 bedste butikstyve i byen også var BZ’ere, som en af kilderne i Peter Øvig Knudsens bog fortæller.
”BZ’ernes musik var ikke Kim Larsen, men punk. Men på nogle måder kunne deres bofællesskaber godt minde lidt om hippiernes kollektiver, ligesom flere af dem var børn af hippier. BZ’erne var til gengæld meget færre, og det var mere klart, hvem der var med. Hvis man gik ind i bevægelsen, var det 100 procent. Og med tiden blev det heller ikke helt nemt at komme med. Man skulle i hvert fald helst vise, hvor langt man ville gå, og det var også med til at optrappe volden. For det var ikke sådan, at der stod en stor velkomstkomite og bød nye velkommen i klubben. Men hvis man for eksempel kastede en sten mod politiet, viste man jo, hvem man hørte til.”
BZ’ernes historie er også historien om (en del af) Peter Øvig Knudsens egen generation. I begyndelsen var han også selv tiltrukket af bevægelsen og dens stærke fællesskab, men aldrig af dens brug af vold.
”Tidligt blev det en del af min egen etik, at ens egne stærke værdier aldrig kan retfærdiggøre, at man skader andre. Det blev også konklusionen for en af bogens medvirkende, der midt under en kamp med politiet opdager en flok betjente, der ikke var meget ældre end ham. De var rædselsslagne som ham selv. Og først dér kunne han se dem som medmennesker, så han forlod både kampen og BZ. For så snart man begynder at betragte andre med anderledes holdninger som fjenden, bliver det farligt. Derfor er jeg pr. princip pacifist, i hvert fald i fredstid, og jeg synes, at de voldelige BZ’ere glemte deres medmennesker i jagten på deres egne mål. Det er altid en fare, når man bliver en del af et lille, lukket værdifællesskab, der tror, at de kan tillade sig alt i deres egen sags tjeneste.”