Mon ikke der er en stigende andel af os, der tænker, at verden er ved at gå op i limningen?
Når man ytrer det, er der imidlertid altid en glad sjæl, der siger, at sådan har det altid været. Det skal vist forstås sådan, at så er der ikke så meget at være bekymret over. Men mon ikke der er?
I modsætning til det indtryk, man kunne få af medier, er det hverken Trump, Brexit eller klimaet, der udgør den største trussel. Det er snarere det identitetshysteri, der har grebet verdens unge, som til dels er medieskabt, fordi det dybest set handler om opmærksomhed, og som man derfor kunne håbe på snart ville gå væk af sig selv. ”This too shall pass,” som Abraham Lincoln, mr. Bennett og flere andre gennem tiderne har sagt. Men det skal man måske ikke bilde sig ind.
Ifølge denne fremragende nye bog af Douglas Murray, ”The Madness of Crowds” (Folkemængdens galskab), udgør identitetspolitikken det dristigste forsøg på at skabe en ny politisk ideologi, man har set længe. Murray udgav i 2017 den meget omtalte, meget grundige og umisforståelige ”The Strange Death of Europe. Immigration, Identity, Islam” (Europas sære død. Immigration, identitet, islam) om en verdensdel og en kultur i færd med at begå selvmord. Den nye bog stiller skarpt på tidens offerminoriteter, og Murrays nedslagspunkter er homoseksuelle, kvinder, race og trans. Det er meget detaljeret, kritisk og rasende velskrevet. Det er en trist historie, men det er altid opmuntrende, når nogen formår at skære ind til benet.
Murrays pointe er, at identitetspolitikken ikke er noget, der er opstået tilfældigt eller kogt op i medierne, det er et bevidst produkt af postmarxismen på universiteterne, de amerikanske først og fremmest. Da den traditionelle marxisme med kapitalismekritik og arbejderklasseforhåbninger efter 1970’erne balkaniserede sig i minoriteters frigørelsesbevægelser, de nævnte og andre, blev det et vigtigt postmarxistisk projekt at ”bringe dem alle ind under samme paraply”.
Væk var klasseanalysen, man begav sig ud i at definere den nye ”udbyttede person”, hvad enten talen var om ”kvinder, studenter, unge, race-, sex- eller regionale minoriteter, plus diverse institutions- og klimakritiske grupper”. Det var ikke længere arbejderklassen, der blev udbyttet, det var alle, som lod sig definere som oppositionelle minoriteter.
Der er skabt et hierarki af ofre, og der foregår en mærkelig kamp mellem dem om, hvem der er mest offer. ”Trans” defineres i dag som den mest udbyttede minoritet, og som minoritet betragtet er den jo virkelig diminutiv.
Men man er ikke nødvendigvis kun offer på én måde. Som en del af den omtalte ideologiske paraply har man på amerikanske universiteter udviklet begrebet ”intersectionality”, som omhandler, hvordan de forskellige undertrykkelsesformer skærer hinanden, således at dette for eksempel at være en sort kvinde ikke kan forstås ad-ditivt ud fra 1) at være sort og 2) at være kvinde, men inkluderer skæringen mellem de to ting, hvilket skal forstås som forstærkende.
Dermed er der ingen ende på, hvor fintmasket offerhierarkier kan blive, for det er ikke slut med identitetsgrupperne, hvor små de end er, det stopper først ved det enkelte, såkaldt autentiske individ. Det er kun mig, der ved, hvordan det er at være mig.
Som Murray skriver, er det ærlig talt tvivlsomt, om nogen er særlig undertrykt i vores del af verden. Men jo færre undertrykte, jo mere snak om det. Homoseksuelle? Næppe. Kvinder? Mon? Trans? Her tænker de fleste vist: Fred med dem, bare vi kunne slippe for at høre mere om dem. Murray mere end antyder, at drivkraften her er opmærksomhed: ”Hvad de virkelig siger, er: ’Se på mig!’.”
De vil alle sammen forstås og anerkendes af samfundet, men mener samtidig, at det er umuligt. Murray citerer politologen Mark Lilla for at undre sig over det uforenelige mellem sætningerne ”Du må forstå mig” og ”Du kan ikke forstå mig”.
I længden er det et farligt spil, der foregår. Ledekulturer er som hunde, det er bedst at lade dem sove uforstyrret. Hvis ytringsfriheden rammes yderligere, og folk som flest tvinges til uvirkelige tiltaleformer, til at lade, som om de ikke længere mener, at der kun findes to køn, at der ikke er forskel på mænd og kvinder, eller at heteroseksualitet og homoseksualitet er hip som hap, så vil der i tidens fylde komme en reaktion. Hvad der foregår, er nærmest definitionen på Orwells ”Newspeak”.
Hvis det ikke går væk af sig selv, kan man så bare ikke ignorere det? Jo, måske hvis man holder sig væk fra alle medier og i øvrigt ikke uheldigvis tilhører en familie, hvor tingene bliver sat på spidsen. Men, som Murray skriver: ”Ofret har ikke altid ret, det er ikke altid sødt, fortjener ikke altid ros – og er måske slet ikke et offer.”
I ”læst udefra” omtaler vi en aktuel bog fra udlandet, der handler om tro og værdidebat.