Prøv avisen
Bog

Og det er alt nok

"Træerne vokser ikke ind i himlen./ Men de vokser ud i luften, som vi ånder/ og ned i jorden til de døde/ som vi savner. Og det er alt nok." Foto: People´s Press

Uendelig fin bog om at miste og om at komme overens med det uafvendelige

Der er tre datoer, der har en særlig plads i Charlotte Bork Høvsgaards erindring. Den 6., den 14. og den 20. oktober 2011. Den 6. oktober fik hendes mand og ungdomskæreste, Thomas, en kræftdiagnose. Den 14. oktober blev han erklæret uhelbredelig og terminal. Og den 20. oktober døde han, blot 42 år gammel, og efterlod hende alene med deres søn, Halfdan.

”Så er Thomas væk” skildrer de to uger fra diagnose til død - og de mange og lange uger, måneder og år, der fulgte.

Den skildrer Thomas' næsten uforståelige rationelle klarsyn, den skildrer hans forfald, som han finder både frygtindgydende og fascinerende, og den skildrer noget, der næsten ligner en længsel efter at komme videre, væk, og begynde den rejse, som han bliver nødt til at foretage alene.

Og man kan kun dø sin egen død, skriver hans efterladte kone, Charlotte, i sin fine fortælling, der læser sig som en lille roman. Som fortæller er hun prunkløs og personlig, men aldrig privat, og dybt, dybt troværdig.

Hun betragter sin families sammenbrud udefra og på afstand, der er en distance, som gør fortællingen almen, og vi er så langt fra det tårevædede terapeutiske afskrift eller den dramatiske dokudrama, som man overhovedet kan komme.

Det er ikke en fortælling, der vil afdramatisere det uafvendelige, eller som lover, at den kan udjævne alle de bump, der er på sorgens vej. Men den kan lindre i sin hudløst ærlige skildring af, hvordan det er at miste, i sin skildring af den skyld og skam, der slider på de efterladte, i sin skildring af alle de ting, som man kunne have gjort anderledes - og i sin skildring af den identitet, der forsvinder, når man mister en elsket.

Det rolige og udramatiske bliver på en eller anden spøjs måde det dominerende i bogen, for sådan er døden, sorgen og savnet også.

”Nåh, så er han vist død,” som Halfdan siger til sin morfar, da hans mor ringer hjem for at fortælle, at så er Thomas væk, som er den første sætning, hun skriver i sin dagbog, efter at hun har sagt farvel til sin ægtefælle, som var så meget mere end blot det.

Tilbage står så spørgsmålet om, hvordan man lever med det uafvendelige. Hvordan finder man trøst for det, som man ikke kan gøre om? Og hvem skal nu hjælpe en med at huske fortiden og med at genopfriske alt det liv, man har levet?

Det gives der ingen entydige svar på. For døden er ensbetydende med et hav af ”aldrig mere” og ”du nåede det ikke”. Med døden er det uafvendeligt forbi, skriver Charlotte Bork Høvsgaard. Men nok så vigtigt: Det havde været der.

Til sin mands bisættelse citerer hun et digt af Søren Ulrik Thomsen, der slutter: ”Men intet af dette er helt så langsomt/ at jeg kan nå at tåle/ at også dét med ét er forbi.”

Og man kunne passende lade netop Søren Ulrik Thomsen få det sidste ord i denne anmeldelse af en ganske særlig bog om sorg, som viser, at man godt kan komme overens med selv det uafvendelige:

”Træerne vokser ikke ind i himlen./ Men de vokser ud i luften, som vi ånder/ og ned i jorden til de døde/ som vi savner. Og det er alt nok.”