Prøv avisen
Bog

Hvorfor bliver man ond?

5 stjerner

Man kan mærke personlighederne i bogen næsten lige så tydeligt, som var de til stede i rummet. Det gør de etiske overvejelser, de enkelte gør sig, vedkommende

”Og han brød sig ikke om kærlighed, hvor dum og sårbar den havde fået ham til at føle sig. Hvis han nogensinde giftede sig, ville han vælge en, som aldrig kunne nå hans hjerte. En han hadede, sågar, så hun aldrig kunne manipulere med ham.”

Ordene er 18-årige Coriolanus Snows, hovedpersonen i Suzanne Collins’ nyeste roman, ”En fortælling om sangfugle og slanger”. Bogen er en såkaldt prequel, der foregår 64 år, før hendes kendte ”Hunger Games”-trilogi (2008-2010) udspiller sig.

”Hunger Games” er et fænomen, som i popularitet næsten er på niveau med Rowlings ”Harry Potter”. Collins’ bøger er solgt i millionvis af eksemplarer, og filmatiseringen med Jennifer Lawrence i hovedrollen er blevet til nogle af de bedst indtjenende film nogensinde.

”Hunger Games”-trilogien er en dystopi, der foregår i en fjern fremtid. Den kendte verden er opdelt i 12 forarmede distrikter og en særdeles teknisk avanceret og nærmest dekadent hovedstad kaldet Capitol, som styrer de 12 distrikter. Hvert distrikt leverer forskellige råstoffer og produkter til hovedstaden. Befolkningen i distrikterne er undertrykte og har ingen politisk indflydelse. På grund af distrikternes tidligere mislykkede opgør med hovedstaden, straffes de ved, at Capitol årligt gennemfører de såkaldte Hunger Games. Disse skal understøtte undertrykkelsen og dermed sikre magtbevarelsen. En pige og en dreng fra hvert distrikt udvælges til at skulle kæmpe til døden i en teknisk avanceret arena, indtil kun én er tilbage. Kampen transmitteres i døgndrift i hele landet. Det er muligt at spille på vinderen og også sende gaver ind til deltagerne via droner. I ”Hunger Games”-bøgerne følger man Katniss Everdeen, der ender med at vinde Hunger Games. Hun bliver efterfølgende hovedfiguren i et oprør, der efter mange ofre vælter den kyniske præsident Snow af magten.

At vælge præsident Snow som hovedperson i den nye roman, er interessant. Der er gods i de onde karakterer!

Collins er for klog til at gøre Snow for gennemskuelig og lade ham være ond fra begyndelsen af. Snow er martret af sin families fattigdom. Den har tidligere været en del af eliten og ejet fabrikker, men disse er blevet bombet og ødelagt under borgerkrigen 10 år tidligere. Begge Snows forældre er døde, og han bor i stedet for med sin bedstemor og kusine. De lever stort set af bønner og kartoffelskræller, og Collins bruger mange ord på at beskrive deres armod. Snow er klog og meget optaget af at gøre Snow-navnet anerkendt igen. Han udvælges af den sadistiske doktor Gaul til at være mentor for en af de kvindelige deltagere i den 10. udgave af Hunger Games, Lucy Gray fra Distrikt 12. En skrøbelig og vanskelig kærlighedsaffære opstår mellem de to.

Samtidig opstår der et ulige venskab mellem Snow og en af hans skolekammerater i gymnasiet, Sejanus Plinth. Han er søn af en af de nyrige fra Distrikt 2, der er flyttet til Capitol, før krigen sluttede. Problemet med Sejanus er, at han har en samvittighed og fortsat identificerer sig selv som værende fra et af distrikterne. Det gør det ikke nemmere for Sejanus, da han udnævnes som mentor for Markus, der skal kæmpe i arenaen som den ene af de to fra Distrikt 2. Sejanus gik nemlig i skole med Markus i Distrikt 2. Gode Sejanus bliver ved med at trække Snow ind i vanskeligheder, hvilket bringer Snow i reel livsfare, idet doktor Gaul holder øje med Snow. Doktoren kan i Snow se et talent, som kan udnyttes.

For Snow bliver det en kamp mellem at vælge det, som han ved er rigtigt, og det, som vil give ham magt og ære. Snow synes, at Sejanus er naiv og alt for idealistisk og foragter ham, fordi han ikke er en del af den gamle magtelite. På den anden side kan han ikke lade være med at beundre Sejanus’ mod og etiske kompas.

Det, der bærer historien, er Collins’ karaktertegning. Man kan mærke personlighederne i bogen næsten lige så tydeligt, som var de til stede i rummet. Det gør de etiske overvejelser, de enkelte gør sig, vedkommende.

Kommercielt er det sikkert smart, at romanen i så høj er bygget over en Hunger Game-kamp, ganske som trilogien. Der er dog noget problematisk i, at der forudsættes for meget bekendt, så en ny læser, der begynder med denne bog og ikke i lige så høj grad er inde i selve universet, vil have svært ved at forstå hele historien. Ganske vist får man forklaringen på, hvordan de ubehageligt rå kampe er opstået, men selve borgerkrigen får man intet at vide om. Det gør afstraffelsen endnu mærkeligere, når nu der i romanen kun er gået 10 år, siden oprøret sluttede. Hvordan var distrikterne særligt grusomme i forhold til hovedstaden? Hvorfor mon afstraffelsen skulle være så ubegribelig ondskabsfuld?

Doktor Gaul kommer ganske vist med en forklaring, og Snow forsøger også at forstå og uddybe den for læserne, da han erklærer sig enig i filosofien bag. Jeg synes dog ikke, at forklaringen giver mening. Som læser sympatiserer man naturligt mere med Sejanus end med Snow, også selvom det er tydeligt, at Sejanus aldeles mangler den snuhed, der skal til for at lykkes.

Men måske skal man holde lidt igen med sin kritik, for hvem har nogensinde kunnet forklare, hvorfor rendyrket ondskab er nødvendig på en overbevisende måde?

I virkeligheden skal vi her måske kun forstå, hvorfor den giver mening for Snow, og tage romanen som en utroligt engagerende fortælling, der viser såvel ondskabens som godhedens magt og den skrøbelige balance, der er mellem de to yderpunkter.

Der er gods i de onde karakterer!