Også dette har sin tid

Jørgen Stormgaard har skabt en glimrende grundbog om Karen Blixen og hendes relation til Afrika

Nils Gunder Hansen er ansat ved Syddansk Universitet og er anmelder ved Kristeligt Dagblad. I klummen "Tidens tegn" skriver han hver anden fredag om tendenser inden for kultur, samfund og hverdagsliv.
Nils Gunder Hansen er ansat ved Syddansk Universitet og er anmelder ved Kristeligt Dagblad. I klummen "Tidens tegn" skriver han hver anden fredag om tendenser inden for kultur, samfund og hverdagsliv. Foto: Ivar Myrhøj.

Lige inden den absolutte samlede, hele udgave af Karen Blixens breve fra Afrika udkommer (den 17. april) har Jørgen Stormgaard udgivet sin bog Karen Blixens Afrika. God timing.

Så vidt jeg kan se, fremgår det ikke, om han har inddraget de endnu ikke offentliggjorte breve i sin behandling, men i andre sammenhænge taler han fra en adgang til arkivet, så måske har han gjort det uden at nævne dem. I hvert fald har han skrevet en yderst sober midtvejs-fremstilling af netop Karen Blixens Afrika med udgangspunkt i Den afrikanske farm (1937) og Skygger paa græsset (1960) samt første udgave af Breve fra Afrika (1978).

Man kan dele Blixen-forskningen op i to dele: Den ene del ser historien om Livets Veje som en nøglehistorie til forståelsen af forfatterskabet, den anden del ser den som en uopfyldt utopi i forfatterindens bevidsthed. Livets Veje er lille historie om at finde mening i alle genvordighederne, finde et mønster i dem, finde tegningen af en stork i dem. Og Karen Blixen ville gerne se storken i de tab, der overgik hende.

Men hendes fortællinger handler stort set om personer, der har svært ved at opretholde troen på storken, mønsteret. Jørgen Storm-gaard tilhører den første afdeling, der tror på storkens mulighed men han diskuterer virkelig sagen og ved fantastisk meget om både Blixens liv og den kontekst, det udspandt sig i i Afrika.

LÆS OGSÅ: Monolog fra en smadret mund

I hans bog står det hele, alt hvad der er afvejet, sigtet og fundet holdbart og pålideligt, og nye og gamle læsere kan (gen)stifte bekendtskab med den efterhånden gamle slager: Karen Blixens liv.

Og man spørger sig selv, hvorfor dette liv i Afrika har fået så stor betydning som litterær myte i det 20. og 21. århundrede. Stormgaard svarer selv, at det er på grund af det kulturmøde, der finder sted mellem ung nordisk kvinde og urgammel afrikansk kultur:

Det felt, jeg har forsøgt at indkredse i denne bog, berører os i den grad i det 21. århundrede på grund af det perspektiv, der ligger i, at Karen Blixen for snart 100 år siden beviste, at mødet mellem vidt forskellige kulturer, kontakten med folk, der på afgørende områder har et diametralt modsatrettet syn på verdens indretning, er muligt.

Men det siger også noget om Stormgaards spændvidde, at han nogle sider inden kan stille et relevant spørgsmål til forfatterindens personlighed: Hvorfor havde hun dette behov for at være bestyrer af en farm og have ansvar for en stor gruppe mennesker?.

Og han svarer med hendes barndoms indespærring og deraf følgende frihedstrang. Hun ville selv bestemme og kunne gøre det på farmen, selvom hun mente at gøre det til alles bedste. Dermed åbner han for en for mig at se rigtigere forståelse af begejstringen for Karen Blixen-myten: Den er vores moderne individualitets sejrsmyte. At vi trods alle tab kan komme til at bestemme!

Bogen som ønsker at give et overblik over alt, hvad Blixen har skrevet om Afrika (hvad den faktisk gør!) er opdelt i fem kapitler efter de mottoer Karen Blixen brugte gennem sit liv. Første kapitel handler om Karen Blixens barndom og ungdom indtil Afrika 1914 under mottoet: Det er nødvendigt at sejle, det er ikke nødvendigt at leve.

Næste motto, Hvorfor ikke?, sættes over grundige tillægsportrætter af personer på og omkring farmen, sådan som vi også møder dem i Den afrikanske farm, og de bliver gavmildt støttet af citeringer fra såvel denne bog som brevene. Her er især behandlingen af Denys Finch-Hatton meget givende i sin kritik af de mange fejlagtige antagelser i Blixen-forskningen.

Tredje motto, Jeg vil svare, handler om vådeskudsfortællingen Livets veje og det mærkelige Kongens brev som trods sin magiske virkning på sårede indfødte var ganske uplettet.

Fjerde motto, Også dette har sin tid, beretter om tabet af farmen og længslen efter Afrika, efter at Blixen forlod det. Endelig femte og sidste, Vær kæk, vær kæk, vær ikke for kæk, drejer sig om de racismeanklager, der er blevet rejst mod forfatterinden, men som Stormgaard afviser som anakronismer, moderne tiders opkrævning af egen moral af fortiden.

Med en kliche står der som regel at bogen er pragtfuldt illustreret men i denne sammenhæng er det faktisk rigtigt. Illustrationerne er om ikke pragtfulde så i hvert fald hyperrelevante og de understøtter indtrykket af, at Stormgaard her har skabt en grundbog om Karen Blixen og hendes relation til Afrika.