Dette er den tredje bog om samtidens politiske fortrædeligheder fra Carsten Jensens hånd siden august sidste år. Det kan indledningsvis konstateres, at han ikke har skiftet mening. Carsten Jensen taler flygtningenes sag og kritiserer tidens danske og europæiske politikere for deres flygtninge- og udlændingepolitik. Som i de øvrige bøger er bogen delt op i nummererede kapitler af gennemsnitligt kun godt en sides længde, og det er svært at se, hvad der begrunder denne findeling af stoffet, især når denne bog faktisk er væsentlig mere sammenhængende end de forrige. Den formår over lange stræk at samle sig om et hovedtema, nemlig skildringen af enkelte flygtningeskæbner, både nogle, han har læst om, og nogle, han har truffet selv. Den lidt kryptiske titel tematiseres allerede i bogens første sætning: ”Du er 4 år gammel, og om 30 sekunder er du død.”
Historien er, at en lille dreng i maj 2018 stod i fare for at falde ud fra en altan i en gade i Paris. En fremmed mand kravlede 12 meter op ad husets facade og reddede ham. Manden er illegal migrant fra Mali. Det er effektivt fortalt af Jensen. Temaet er slået an: faldet, og hvordan det undgås.
Med sin umiskendeligt gode pen peger han på, at flygtninge også er mennesker, og at flygtningepolitik har en tendens til at se bort fra denne omstændighed. Han stiller flygtningenes menneskelighed meget skarpt op over for det, han betragter som en umenneskelig politik. Billedligt knytter han det til myten om Ikaros. Så er det europæiske dannelsesperspektiv også dækket ind. Faldet er også politisk. Det er Jensen meget om at vise, hvordan alting graviterer mod laveste fællesnævner.
Heri ligger også bogens største svaghed. Carsten Jensen er så indtaget i sin egen humanisme, at han ikke kan se, at politikere også er mennesker, eller at der kan være gode grunde til den førte politik. Han tvivler ikke på sit eget standpunkts moralske uangribelighed. I hans univers kan flygtninge tilsyneladende ikke gøre noget forkert og politikere ikke noget rigtigt.
Derfor er Jensen også ude af stand til at beskrive den udvikling, der har fundet sted. Han har råbt ulv så længe, at han ikke længere er i stand til at identificere en ulv, selvom den bider ham i halen. Han har trukket nazi-kortet så tit, at han løber tør for ord den dag, da han faktisk møder en nazist. Om Dansk Folkepartis gruppeformand skriver Jensen for eksempel:
”Skaarup har viljen, men mangler heldigvis Goebbels’ demagogiske talent”.
Peter Skaarup er altså ikke alene nazist, men en talentløs nazist, er hvad Jensen mener. Det forekommer at være et meningsløst retorisk kneb. Hvad så, når der opstår ikke kun et, men to opstillingsberettigede partier til højre for Dansk Folkeparti? Er de så nazister med nazisme og endnu mere nazisme på?
Carsten Jensen mener, at store dele af det danske politiske spektrum fra Mette Frederiksen til Rasmus Paludan udgør en forskelsløs sump af forkasteligheder, fordi ”mange politikeres ordvalg ikke adskiller sig meget fra Paludans”.
Skal man være lidt imødekommende over for Jensens generalisering, kan man jo godt se, hvordan politikere langt inde i de regeringsbærende lag har ernæret sig ved stiltiende at appellere til synspunkter, som Paludan udtrykker åbent. Det er den såkaldte hundefløjtepolitik (dog-whistle-politics), altså at politikere, idet de formelt holder sig inden for rammerne af partiprogrammet, i deres retorik spiller på under- eller overtoner, der appellerer til ekstremerne. På den anden side underkender Jensen den substantielle forskel, der faktisk er mellem de opstillingsberettigede partier til Folketinget. Og dermed gør han sig blind og døv over for en forståelse af de kræfter, der er på spil i flygtningepolitikken. For eksempel at det vil gøre en meget stor forskel, hvis Nye Borgerlige eller Stram Kurs kommer i Folketinget.
Mere interessant er Jensens diskussion med Flemming Rose om, hvad ytrings- og religionsfrihed betyder. Rose mener, at der er et klart skel mellem ord og handlinger, således at loven kun skal regulere handlinger og stille alle ord frie. Dette skel kan imidlertid ikke drages så håndfast, mener Jensen, og deri er denne anmelder enig. Ord kan fungere som handlinger, og nogle handlinger er blot kommunikation.
Det giver for eksempel mening at regulere opfordringer til lovstridige handlinger, mens det er vanskeligt at forbyde bogafbrændinger, især efter at blasfemiparagraffen er fjernet fra straffeloven. Udfordringen er at dele sol og vind lige, og det har politikere erfaringsmæssigt svært ved. Når de forsvarer ytringsfriheden, er det gerne deres meningsfællers ytringsfrihed, de mener. Det er derfor, vi har uafhængige domstole til at afgøre den slags.
Men også Carsten Jensen bør feje for egen dør. Når ordet skaber, hvad det nævner, og når han ikke har andet end foragtelige ord til overs for de demokratisk valgte politikere, bidrager han aktivt til undergravning af tilliden til det eksisterende politiske system. Og det er jo ikke, fordi han selv ødsler med konstruktive forslag til, hvordan der kan rettes op på alle de elendigheder, han ser omkring sig. Han kan kun finde ud af at være imod.
Carsten Jensen er velskrivende negativitet. Han lever på nas. Han fortærer af det demokratiske forråd, og så hjælper det ikke så meget, at han gør det med kniv og gaffel.