To ting er tydelige med det samme, man kommer indenfor i Steffen Langes hjem i Grauballe, en lille landsby nogle få kilometer uden for Silkeborg. Den ene er, at manden, der byder velkommen, har en svagt syngende dialekt, der afslører rødder i det sønderjyske eller i dette tilfælde det danske mindretal i Sydslesvig. Den anden ting fylder næsten hele synsfeltet i den smalle gang, man træder ind i, for her er nemlig kunst på alle vægge og flader.
Sort-hvide litografier, især med fuglemotiver, hænger side om side og gør gangens tema klart, mens det i den tilstødende stue især er malerier med landskabsmotiver, mere eller mindre figurative, ekspressive og farvestrålende. Og med de to ting slået fast, er scenen faktisk sat for samtalen om kunstens rolle og betydning for Steffen Lange. For den er ikke bare til pynt eller glæde i indretningen af et hjem. Den har været med den 65-årige forfatter, journalist og tidligere chefredaktør på Midtjyllands Avis, lige siden han voksede op i Flensborg – som dansk dreng i Tyskland, der allerede tidligt fik blik for de sprækker og nye syn på virkeligheden, ikke mindst billedkunsten, gav ham adgang til. I kælderen står derfor mindst 100 indkøbte værker, som der slet ikke er plads til på væggene. Endnu flere litografier i et arkivskab. Og to værelser fyldt med læste bøger om henholdsvis kunstnere i det ene rum og teorierne bag kunsten i det andet.
På spisebordet i stuen ligger endnu flere bøger. Det er de værker, Steffen Lange selv har skrevet. Men de handler ikke om de billedkunstnere, vi normalt er interesserede i at vide mere om, fordi vi kender deres kunst og véd, at den er berømmet. Det er tværtimod navne som Ejnar Nielsen, Tonny Hørning og Carsten Frank, der præger titlerne. Den 26. januar kan han føje endnu en til stakken. Om Kai Gøtzsche, en kunstner og eventyrer, der er mere kendt i både USA og England, end han er herhjemme. Det har nemlig altid været de knap så kendte kunstnere, der har appelleret til Steffen Lange. Og hvis han skal prøve at sætte ord på hvorfor, ja så havner vi igen syd for grænsen – i et barndomshjem, hvor begge forældre var lærere for børn af det danske mindretal – og som heldigvis også havde billeder på væggene.
”Og det var især dem af Hans Busch-Alsen, jeg var meget glad for. Han var født på Als, inden Genforeningen, da det stadig var tysk. Men han var jo også dansk og tog derfor selv det ekstra efternavn ’Alsen’ for at markere sit tilhørsforhold. Als havde jo faktisk udråbt sig som en selvstændig republik på et tidspunkt, så det var også et statement at kalde sig netop det navn.”
Den sydslesvigske kunstner Busch-Alsen malede landskaber. Ikke pussenussede, men ekspressive landskaber, og den stil har fulgt Steffen Langes smag lige siden. Og den fik endnu mere styrke, da han som ung gymnasieelev faktisk lærte maleren personligt at kende.
”Jeg havde en lærer i gymnasiet, der blev sygemeldt i en periode, og så fik vi en vikar. Det var Busch-Alsen. Med alpehue og kunstnersjæl. Det at møde ham som et menneske af kød og blod betød virkelig meget for mig. Dels at lære ham at kende, men også at erkende, at kunstnere er mennesker som du og jeg. De har ganske vist en særlig evne, men de har de samme udfordringer og livtag med eksistensen, som vi andre. Jeg tror, det var i mødet med ham, at min særlige interesse for kunstnernes personlige historie opstod.”
Som andre gymnasieelever havde Steffen Lange også sit eget malergrej og forsøgte sig med nogle penselstrøg på lærreder. Men selvom han virkelig ønskede at besidde evnen, måtte han erkende, at andre var mere egnede til kunstertilværelsen end ham. Til gengæld kunne han da studere kunsthistorie, tænkte han – og begyndte derfor på studiet ved Københavns Universitet efter gymnasietiden på Duborg-Skolen i Flensborg.
”Jeg flyttede til København i 1972 og trådte ind på universitetet med al min nysgerrighed og lidenskab for kunsten og troede, jeg skulle høre en masse om Chagall, Picasso og Van Gogh. I stedet blev jeg præsenteret for et omrids af noget, der både kunne ligne en hest eller en zebra og skulle bruge flere timer på at diskutere stregerne sammen med en flok modne forstadskvinder, der vist mest var der for at få tiden til at gå. Men det, der for alvor slog mig ud, var den marxistiske indoktrinering, der lå over hele studiet, koblet med en forfærdelig selvhøjtidelighed. Så jeg holdt kun halvandet semester og forlod universitetet og drømmen om det akademiske meget slukøret og dybt skuffet.”
Og med en ituslået drøm om at gøre sin kunstinteresse til en akademisk levevej satte Steffen Lange kursen mod Haderslev, hvor han aftjente sin værnepligt i Slesvigske Fodregiment. Selvom det egentlig bare var en periode, der var mere båret af pligt end af lyst, så fik tiden som soldat alligevel afgørende betydning. For ikke kun én, men to gange brækkede Steffen Lange benet i forbindelse med en fodboldkamp, mens han var ved regimentet, og derfor blev han trukket ud af den sædvanlige soldater-tjans og fik i stedet til opgave at skrive artikler til soldaterbladet.
”Mens jeg gik på gymnasiet havde jeg også skrevet lidt for ungdomsredaktionen på Flensborg Avis, og nu kunne jeg igen mærke, at det med at skrive faldt mig let – og at jeg især godt kunne lide at interviewe folk. Selve samtalen har altid været det, jeg har brændt mest for ved journalistikken. Derfor begyndte jeg på Danmarks Journalisthøjskole efter tiden i Haderslev, og siden kan man vel godt sige, at jeg har kunnet forene min journalistiske profession med min lidenskab for kunsten. Ikke mindst i de bøger, jeg har skrevet i min fritid, hvor research, interviews og skriveproces har givet mig mulighed for at komme tættere på at forstå de enkelte kunstnere.”
Da Steffen Lange blev chefredaktør for Midtjyllands Avis i 1994 betingede han sig da også, at han ud over at stå som den overordnet ansvarlige for avisen fortsat ville have mulighed for at skrive i avisen – selvfølgelig ledere, men derudover om kunst og kultur.
”Det har altid været mit særlige helle, og dér jeg kunne fordybe mig i modsætning til den dag til dag-journalistik, der ellers præger en avis.”
Den første bog kom i 1998. Skrevet tidligt om morgenen, inden resten af familien stod op, og sidst på aftenen, når de var gået i seng. Præcis som alle de andre bøger, der er kommet til senere. Den handler om maleren Ejnar Nielsen (1872-1956), der på trods af udstillede værker på både Statens Museum for Kunst og Den Hirschsprungske Samling kun er beskrevet meget lidt i den danske litteratur. Og hvor hans særlige tilknytning til den midtjyske by Gjern, mellem Hammel og Silkeborg, nærmest ikke er nævnt. Han kom gående dertil en juliaften i 1894. Til fods, for det var før jernbanens tid, alene fordi københavneren fra Kongens Nytorv havde læst om stedets vidunderlige natur og nu var taget af sted for at finde nye motiver.
”Jeg opdagede ham, mens jeg var lokalredaktør på avisens redaktion i Gjern, og det slog mig, at han trængte til at få sin egen bog. Det, der ellers var skrevet om ham, var skrevet ud fra et københavnsk perspektiv. Mødet med den midtjyske natur og mentalitet var helt fraværende. Og siden har jeg skrevet om andre kunstnere, der på samme måde også har manglet en stemme. Kunsten er jo som et isbjerg, hvor mange kun får øje på toppen, hvor vi har kunstnere som Picasso og Chagall og dem, der ellers lige er oppe i tiden. Men jeg er mere optaget af de andre, dem der er knap så synlige. Og helt grundlæggende er der nok et demokratisk ideal i netop dén tilgang, for jeg mener, at alle skal have en stemme. Både når det gælder journalistikken, hvor den lokale historie for mig at se er mindst lige så vigtig som den landsdækkende, men også i kunsten. Dem, der er helt fremme i folks opmærksomhed, er der jo nok, der skriver om og tager sig af.”
Det demokratiske ideal kan Steffen Lange også koble til sin opvækst som del af det danske mindretal i Slesvig.
”Det har jo gjort mig meget bevidst om, at mindretallet også har en stemme, og selvom jeg voksede op i 50’erne og 60’erne, hvor forholdet mellem tyskere og danskere var blødt meget op, så var jeg jo anderledes. Jeg gik i en lille dansk skole, spillede fodbold i en dansk klub og talte et andet sprog. Og jeg oplevede da også engang at blive væltet på cyklen og få tæsk af nogle tyske drenge, udelukkende fordi jeg var dansker. Så på den måde har respekten for minoriteterne og ofte ubemærkede altid haft min særlige opmærksomhed.”
De senere år er det en anden af de oversete kunstnere, der er blevet skrevet frem. Her har Steffen Lange haft travlt med at trevle livshistorien op om Kai Gøtzsche, der ellers bare var signaturen på et par af malerierne på svigerforældrenes væg – med et efternavn, der svarer til hans kones. Og det har vist sig at være endnu en spændende kunstnerfortælling, der gemmer sig bag navnet. En mand, der oplevede to verdenskrige og boede og malede i både Italien, Schweiz og USA, hvor han i dag er mere kendt end i sit hjemland, og blandt andet har restaureret kirker og malet kulisser til Hollywood. Foruden at blive nær ven og rejsefælle med den engelske forfatter D.H. Lawrence. Både Steffen Lange og hans kone, Pia Gøtzsche, har brugt meget af deres tid på at rejse i hans fodspor, og den 26. januar er det derfor ikke kun den nye bog, der bliver præsenteret, men også en helt ny udstilling med indsamlede værker af kunstneren, der havde et særligt forhold til Blicher-egnen og derfor nu skal pryde væggene på Museum Silkeborg i Thorning.
”Og selvom jeg nok ikke har modtaget troens nådegave, så er der mange religiøse motiver hos flere af de kunstnere, jeg har beskæftiget mig med. For det er jo de eksistentielle spørgsmål i tilværelsen, der altid har optaget mig hos kunstnerne. Deres evne til i kunsten at berøre tilværelsens store temaer og vise sprækkerne. Og i virkeligheden er hele mit liv, min tankegang og moral nok gennemsyret af kristendommen. Jeg mangler bare selv ’det sidste’, troen.”