Hvert år udgiver det eksklusive forlag Edition Sonblom en tekst fra ”verdenslitteraturen”, som de selv kalder det. Altid i kun 300 eksemplarer og illustreret med kunst, inspireret af teksten. Det har hidtil blandt andre drejet sig om Émile Zola, Fernando Pessoa og Robert Walser.
Det er altså europæisk verdenslitteratur, til hvis højder forlaget her løfter Henrik Pontoppidan, når man i år har kastet sin feinschmeckerglæde på hans Prins Karneval, hovedpersonen i ”Den kongelige gæst” (1908). Det er et djævelsk godt valg og den første oversættelse af Henrik Pontoppidan til tysk, siden Mathilde Mann, der oversatte de store romaner, døde i 1925. Pontoppidan er hyppigt blevet udgivet i Tyskland, også i 1970’erne og 1980’erne, men ikke i nye oversættelser.
Når det er så godt et valg, skyldes det, at novellen fremviser næsten hele Henrik Pontoppidans spændvidde som forfatter i både stil og indhold. Den umuliggør politiserende dansklæreres trættende trang til at reducere hans noveller til socialt indigneret gennembrudslitteratur. For den består også af så meget andet: karnevalsmaskerade, djævlesymbolik, ødelæggende lidenskaber og længslens evige melankoli.
Det unge lægeægtepar Arnold og Emmy tilbringer – paradoksalt nok – en søvnig og travl hverdag i Vestjylland. Seks år er gledet forbi, og de savner hverken beskæftigelse eller storby. Det er en kedelig idyl, men den er lykkelig og ufarlig. Det ville måske også være godt at forblive tilfreds med en sådan. For da en fremmed dukker uanmeldt op en aften, bryder lidenskaber, dæmoni og længsel frem af hverdagens ensformighed.
En gæst trænger sig på og hævder, at han ville besøge en ungdomsven, der imidlertid ikke var hjemme: ”Saa var det, jeg kom paa den forvovne … nej forvorpne Idé at søge ud i Egnen og anraabe den menneskelige Barmhjertighed,” som han forklarer i den danske udgave, der er blevet til en lydefri tysk version.
Manden tillader sig den spøg eller skamfuldhed at nægte at opgive sit navn og vil blot kaldes Prins Karneval, hvorved maskeraden begynder. Han iscenesætter en fest for ægteparret, der må trække i stiveste puds, og det gør doktoren kåd. Gæsten spiller en dance macabre og Schubert på klaveret, og så bliver Emmy det også. Med andre ord flammer kunsten og lidenskaberne op sammen med lysekronen.
Det bliver ikke mindre farligt af, at den fremmede ceremonimester har ”gedebukkeøjne” og udtaler håbet om at have overtalelsesevner som ”en vis Mand, om hvem det hed, at havde man først rakt ham en Lillefinger…”. Samtidig mener den skeptiske kogekone Ane, der ”jumper ind på sine Klude-Sutter”, at vide, at der lugter af svovl i stuerne. Erotik, musik og dæmoni i en oplyst vestjysk stue.
Dette pludselig indbrud af livsdrift og kaos i en småborgeridyl sætter sig for altid som en mislyd i ægteparrets tilværelse. Hverdagen bliver grå: Arnold bliver jaloux og smålig, mens Emmy bliver længselsfuld.
Selv som en gammel kone kan hun stå ved vinduet og se på ”den store Uvejrshimmel, hvor Kloder af sønderrevne Skyer ustandselig sejlede frem fra Vest som et Billede paa det Eviges Hvileløshed”. Som så mange gange før hos Pontoppidan er det kvinden, der har adgang til denne dybere virkelighed.
Arnold for sin del mener, at der på bunden af selv den uskyldigste kvindes hjerte ligger ”en Giftøgle i Dvale”, som den kongelige gæst altså kunne vække.
Og når så et lille forlag udgiver denne unaturlige længselsfortælling med stormfuldt abstrakte (netop ikke naturalistiske!) raderinger af Alexandra Frohloff (født 1978), skal danske Pontoppidan-dyrkere blot nyde denne forlagets egen spontane kunstneriske nattefest.
Hver mandag skriver vi om bøger fra udlandet, der handler om tro og værdidebat.
