Prøv avisen

Også litteraturen kan åbne døre til livet efter døden

I ”Brødrene Løvehjerte” beskriver Astrid Lindgren livet efter døden i landet Nangijala, en dal fuld af blomstrende kirsebærtræer. Foto: Mutou Mamoru/Ritzau Scanpix

I litteraturhistorien findes eksempler på helt konkrete forestillinger om efterlivet. Moderne forfattere beskæftiger sig dog hellere med de efterladtes sorg, mener ekspert

En eventyrlig dal fuld af blomstrende kirsebærtræer. Sådan forestiller mange mennesker sig livet efter døden. Det er takket være forfatteren Astrid Lindgren, som beskrev landet Nangijala i sin i dag ikoniske børnebog ”Brødrene Løvehjerte” fra 1973.

Siden da har et utal af forfattere skrevet om død og sorg, men kun få har beskæftiget sig med efterlivet, som det helt bogstaveligt kunne se ud.

”Der er kommet et stort fokus på at undersøge, hvad døden er, fordi det er et sted, hvor man som forfatter virkelig kan teste etiske, moralske og personlige forhold. Men det, man skriver om, er forløbet op til selve døden, og hvad sorgen gør ved os som mennesker. Efterlivet for den afdøde fylder meget lidt,” siger Morten Auklend, der er norsk lektor ved Aarhus Universitet og har forsket i litteratur om døden.

Han nævner Naja Marie Aidts ”Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage” fra sidste år som et eksempel på, at alle afkroge af dødens virkelighed afsøges, uden at man bevæger sig ind i spørgsmålet om, hvorvidt den døde lever videre et andet sted, og hvordan det sted ser ud.

”Mange ser efterlivet som religionens område. Men litteraturen opfatter vi som et sted, hvor man har lov til at tale om alting, også det, vi ikke kan erfare, og måske netop derfor kunne efterlivet også være et område for litteraturen,” siger han.

Anne Marie Mai, professor i litteratur ved Syddansk Universitet, ser ganske få eksempler i nyere dansk litteratur. Hun hæfter sig ved digtningen som et sted, hvor der i glimt fremkommer billeder af efterlivet:

”Vi har for eksempel digterens Simon Grotrians surrealisme, som også er ret udfordrende i sin forestilling om det hinsides,” siger hun.

I Klaus Høcks ”Eventyr”, om digterens mors død, findes et smukt billede, hvor moderen bliver taget imod af sin egen far i en anden dimension end den jordiske.

Også forfatteren Bo Green Jensen har skrevet et digt, med titlen ”Michael i haven”, om sin afdøde ven Michael Strunge. Digtet handler egentlig om en kirkegård, fortæller Anne Marie Mai.

”Man kan tolke det sådan, at referencen til kirkegården som en have også rummer forestillingen om et efterliv,” siger hun.

Steen Klitgård Povlsen, lektor i litteratur ved Aarhus Universitet, har også forsket i litteratur om døden og ser ikke umiddelbart markante eksempler på efterlivsforestillinger i nutiden.

”Man ser indimellem det greb, at forfatteren lader deres hovedperson tale fra det hinsides, og det kan jo tolkes som en forestilling om et liv efter døden, bortset fra at det, de taler om, er deres liv og ikke livet efter døden,” siger han.

Siden Dantes ”Den guddommelige komedie” fra 1300-tallet har megen litteratur rummet det samme arkemotiv: En bevægelse mod døden og nedstigen til dødsriget – og derefter genopstandelsen.

Blandt litteraturforskere diskuteres det, hvorvidt dette motiv optræder i et af dansk litteraturhistories absolutte hovedværker, Tom Kristensens ”Hærværk” fra 1930, siger Steen Klitgård Povlsen.

Her står sidst i bogen om hovedpersonen, Ole Jastrau, at ”han lå og døde på Christianshavns Vold”.

”Her har vi enden på en dødsspiral. Ole Jastrau ligger på jorden. Men så kommer der 30 sider bagefter, hvor han vågner, går ind i byen igen og møder sin gamle kæreste derinde. Det hele munder ud i, at han sidder på en bar med en ven og diskuterer, hvorvidt han skal rejse til Berlin og tiltræde en stilling som forelæser. Det kunne læses som en efterlivsforestilling. Jeg tror ikke selv på den læsning, for der står slet og ret ’han vågnede’. Men hvis man tolker det som en slags genopstandelse, så ville pointen være, at så sker der ingenting, når vi er døde. Så fortsætter livets sædvanlige problemer,” siger Steen Klitgård Povlsen.

Nej, så er det straks rarere at forestille sig Astrid Lindgrens magiske Kirsebærdalen som det sted, man kommer hen, når det hele slutter. ”Brødrene Løvehjerte” er gået hen og blevet en nyklassiker også for voksne, og det er måske, fordi den ud over at være en god historie er en sjældenhed, siger Anette Øster, ph.d. i børnelitteratur:

”Jeg synes, det er meget svært at komme med eksempler på nyere litteratur, som på samme måde bevæger sig helt om på den anden side og beskriver den verden. Men det turde Astrid Lindgren altså, og det har også gjort, at værket i dag er meget udbredt,” siger hun, og tilføjer:

”Jeg tror, sagnet om Nangijala har hjulpet os til at tale om noget, som kan være utrolig svært at nærme sig. Der kan være forskellige svar rent trosmæssigt, men her er et svar, som er til at holde ud at tænke på.”