Prøv avisen
Kunst

Også når naturen lukkes ude, sniger den sig ind

4 stjerner
Med inspiration i maleren Johannes Larsens nære forhold til naturen, der omgav ham, er 12 billedkunstnere fra en række nordiske lande blevet bedt om at forholde sig til, hvordan naturen påvirker deres kunst. Foto: Ole Friis

Maleren Johannes Larsens forhold til naturen er udgangpunkt for en vidtspændende udstilling på hans museum i Kerteminde med en række nordiske billedkunstnere

18 fotos af det samme skovparti. Så tilsyneladende enkelt er et af resultaterne af den undersøgelse, der er udgangspunktet for udstillingen ”Nature – Home & Workplace” på Johannes Larsen Museet i Kerteminde.

Med inspiration i maleren Johannes Larsens nære forhold til naturen, der omgav ham, er 12 billedkunstnere fra en række nordiske lande blevet bedt om at forholde sig til, hvordan naturen påvirker deres kunst. Alle de pågældende bor og arbejder i naturen og repræsenterer mange forskellige udtryksformer – ud over fotografi er det maleri, installation, skulptur, lydkunst og mixed media.

Det er islændingen Pétur Thomsen, der har skabt serien med skovbilleder. Umiddelbart virker hans udspil måske lidt pauvert. Men i virkeligheden er dets gentagelser med variationer mere engagerende end flere af de mere subtile værker. Dette at fotografierne er taget ikke alene på forskellige årstider, men også på forskellige tidspunkter af døgnet ansporer til fordybelse og dermed til erkendelse af naturens mangfoldighed: Dens uforanderlighed er i stadig forandring.

En af de deltagende kunstnere, Lisbeth Eugenie Christensen, fortæller i den folder, der skal gøre det ud for et katalog, at hendes atelier i Tommerup på Fyn er uden vinduer – magtpåliggende som det er for hende ikke have et direkte kig ud i naturen. Hvad årsagen til hendes holdning er, angives ikke. Men mere interessant er også hendes erfaring: Også når naturen lukkes ude, sniger den sig ind.

Hendes billeder er studier i, hvordan dette kan finde sted. En stor fuglefjer er landet i et af dem. Det samme er vist månen. Og mørket er lyst og let som en sommernat.

Hvor er naturen, spørger man, mens man betragter svenskeren Andreas Erikssons maleri ”Cave”. Ser man alt fra inde fra den hule, som titlen hentyder til? Er det dens mørke, der omslutter det meste af billedfladen? Med et andet maleri, ”Cirque” af samme kunstner, er vi sluppet ud af alt, hvad der kan minde om en hule. At åbne sanserne for det åbne rum, der folder sig ud, opleves som en befrielse. Vi er mellem dansende farver, i et overskud af glæde, et cirkus af liv.

Også når man betragter danskeren Søren Martinsens billeder, stiller man spørgsmålet: Hvor er naturen? Og det på trods af at man på en måde godt kan se den. Men den er stramt styret – af mennesker. Styret næsten til uigenkendelighed. De rette linjer, den herskende orden, er udsprunget af drømmen om beherskelse. Naturen skal ikke komme for godt i gang, den skal holdes nede. Men mørke, truende uvejrsskyer minder om, at den drøm er en illusion. Når alt kommer til alt, gebærder naturen sig, som den vil. Svaret på det stillede spørgsmål er altså, at naturen først og fremmest er i de mørke skyer, der unddrager sig forsøget på dominans.

Spørgsmålet om naturens tilstedeværelse gentages derimod ikke, når man ser danskeren Christina Malbeks billeder. For i dem er den overalt. Blot antydet, alligevel livskraftig – en frodighed voksende ud af den hvide tomhed. Poesien er lige så nærværende hos Malbek, som den er fraværende hos Martinsen. Kunstnerne demonstrerer konsekvensen af to forskellige grundholdninger: Er naturen ven eller fjende?

Bidrag, der i den grad skiller sig ud, er finnen Esko Männikkös nattefotografier af døde vækster. Det er som et besøg en naturens kirkegård. Forstemmende dystert er det. Men det er fin fotokunst, med atmosfære og perspektiv. Billederne, der for mig virker som udstillingens hovedværker, er som indgange til altings ende, altings død. Men selv lever de.

Det mest spøjse værk er grønlænderen Inuk Silis- Høeghs digt på flaske. Først blev det skrevet med rødt på is. Da digtet var smeltet, hældtes det op i den flaske, der er stillet frem til beskuelse. Det er et værk, hvor selve processen er det afgørende.

Man kan opfatte ”Nature – Home & Workplace” som vidtspændende eller flimrende. Under alle omstændigheder er det svært at samle indtrykkene af udstillingen i overskuelige konklusioner. Men man kan da i hvert fald fastslå, at de værker, der vises, er udtryk for et betydelig mere komplekst syn på naturen end hos inpiratoren, Johannes Larsen. Når man på vej til og fra salene med de aktuelle naturudsagn passerer hans billeder, passerer man samtidig en anden tid.

Udstillingen ”Nature – Home & Workplace” kan både opfattes som vidtspændende og som flimrende.
Ud over fotografi rummer udstillingen på Johannes Larsen Museet kunstformer som maleri, installation, skulptur, lydkunst og mixed media.