Prøv avisen

Oh at være en opdagelsesrejsende!

I klummen Genlæst skriver et fast panel hver tirsdag om klassikere fra litteraturens verden. Hvis du har en idé til en klassiker, som panelet kan genlæse, så skriv til kultur@k.dk Foto: colourbox.com

Joseph Conrads Mørkets hjerte har det hele: Den er spændende, symbolistisk og sær. Sejl sommeren i møde med hovedpersonen Marlowe ned ad floden

Dette er til alle, der endnu ikke har læst Joseph Conrads Mørkets hjerte fra 1902. Den findes i flere danske oversættelser, hvoraf den seneste og virkelig gode er Niels Brunses fra 1997. Lån den eller køb den, og man vil stifte bekendtskab med 120 små sider, der har optaget utallige læsere verden over gennem 110 år.

Egentlig er det mærkeligt, at den ikke er længere, for dens sætninger har det med at dynge mange ord op omkring mørket for at bestemme, hvad det betyder og hvad mørkets hjerte er for noget?

LÆS OGSÅ: Livsangst og sproglig klarhed

Det er en bog om en ekspedition op ad en stor flod ind i en urskovs mørke for at hente en udsendt bestyrer af elfenbenshandel hjem til civilisationen. Mr. Kurtz kaldes han, men det er ikke meget, vi får at se til ham i handlingen, for han er som person selv en af de betydninger, som mørket har. Hvordan forstå dette tilsyneladende pragtfulde og på samme tid bestialske menneske?

Det forsøger vor fortæller flere år efter ekspeditionen, da han til nogle venner på et andet skib genfortæller forløbet: Turen ind til Kurtz eller ind i mørkets hjerte og man forstår, at fortællingen bliver en myte om alle ekspeditioner, om alle projekter, der søger en ny viden, ja alle, der søger at forstå et andet menneske. Mørket i det imperiale kontinent (Afrika) bliver billede på det mørke i vores forståelse af os selv og vores omverden, det mørke, vi til syvende og sidst havner i.

Mørkets hjerte er et intet, hvorfra der udgår en sugende kraft næsten som fra et sort hul (før man opdagede sådanne). Det er det, vores bevidsthed stræber efter at løse som en gåde, en gordisk knude, men som bevidstheden efterhånden stivner i som følge af mængden af forskelligartede menneskelige motiveringer.

Selv står vores fortællerjeg, Marlowe, over for Kurtz stemme: Kurtz talte. En stemme! En stemme! Den klang dybt til det allersidste. Den overlevede hans styrke til i veltalenhedens prægtige foldekast at skjule det golde mørke i sit hjerte. Ja, han kæmpede, han kæmpede. Hans trætte hjernes vidder blev nu hjemsøgt af skyggeagtige billeder billeder af rigdom og berømmelse, som lydigt gik i ring omkring hans uudslukkelige begavelse for ædle og stolte udtryk. Min tilkommende, min handelsstation, mine ideer det var emner for de ophøjede fraser, han fra tid til anden lod lyde. Skyggen af den oprindelige Kurtz sad på sengekanten hos den hule parodi, hvis skæbne det var at blive begravet i den uberørte urjord.

Marlowe er selv splittet over for dette magtmenneske, der i forhold til tidens officielle moral har begået så mange afskyelige og mørke handlinger for at sikre sig det indbringende elfenben. Marlowe bøjer sig for hans patos og ser samtidig Kurtz syge ynkelighed. Og denne mands stemme lyder for ham som en tone ud af mørkets hjerte.

En fortællen, det ikke helt er muligt at forstå, men som antyder sider af mennesket dets ondskab, brutalitet, men også overraskende godhed. Til slut skal Marlowe til Kurtz enke tilbage i England udtale sig om Kurtz sidste ord. Skønt Marlowe ved, at det var rædslen, så lader han mørket brede sig over for enken og siger, at det sidste ord var hendes navn! I denne situation betyder mørke hele den løgn, vores bevidsthed frembærer, for at vi skal genere hinanden mere end højst nødvendigt.

Men også hele Marlowes tur fra England til urskovskoloniens hjerte er en rejse gennem imperialismens løgnagtigheder. Alle de smukke ord, som skjuler simpel grådighed efter indbringende råstoffer, og som har mord og drab som betingelse for at opnå dem. Conrad lader vores fortæller ironisk indse alle disse ting, således at hans fortælling bliver en kritik af imperialismen og kolonialismen. Men samtidig har den også sin samtids opfattelse af de indfødte som en slags børn, som de hvide hersker over. Intet under, at Mørkets hjerte er blevet en af den postkoloniale litteraturforsknings yndlingstekster. Men den er som sagt mere end det. Den er hele det symbolistiske årti omkring 1900 dets drøm om at kunne udgrunde sindets mørke dybder: Freud, psykologien, religionsvidenskaben, fænomenologien er fra disse år.

Og så er den spændende som en drengebog fra næsten samme tid: Oh at være opdagelsesrejsende på vej gennem en urskov frem mod mørkets centrum: målet! Der viser sig at være en skygge!