De vandrer imellem os som pailletbeklædte rumvæsener, Agamemnon og Klytaimnestra, mens vi sidder behageligt bænket i Aarhus Teaters Scala-foyer, oplyst i neon. De overjordiske skabninger er fra en anden tid, det er tydeligt i deres tale. Men deres glitrende hypermoderne ydre fortæller os, at de kæmper med noget, der vedrører os lige nu, især i disse valgtider.
Det er demokratiets fødsel, der er på spil i Aischylos’ 2500 år gamle urdrama ”Orestien”, som Aarhus Teater meget modigt har kastet sig over. Instruktør Runar Hodne lader oldtid møde nutid i en genrehybrid, der er lige så sær som de skabninger, den fremstiller.
Det komplekse drama folder sig ganske klassisk ud i munden på de ni skuespillere. Det begynder i foyeren, da kong Agamemnon vender hjem efter sejr i Den Trojanske Krig, og hans kone, Klytaimnestra, higer efter blodhævn, efter at han har ofret deres datter. Hans liv får senere ende på scenen i Scala-salen, hvor flere ugerninger udfolder sig i alle salens hjørner og kanter. I sidste akt indtræder den skønne Athene og stiller sønnen Orestes til ansvar over for guderne for mordet på sin mor. Spørgsmålet er, om han skal straffes, eller om han blot har hævnet sin far og dermed udført en retfærdig handling.
Oldtidsdramaet er tilsat rumlige lydlege fra lydkunstner Jenny Rossander, der opererer på den danske musikscene under aliaset Lydmor. Fra sin plads på forscenen bygger hun med sine særlige atmosfæriske toner en elektronisk klangbund, som de smukke væsener kan gå på. De svøbes i Ulrik Gads vilde rum- og lysdesign og nye skønne klæder, glitrende heldragter, skabt af den danske modedesigner Mark Kenly Domino Tan. Sølvpailletter reflekterer lys uendeligt i et ultrablankt lakgulv, indtil lyset går helt ud, og vi er overladt til tekst og lyd alene. Det er måske den smukkeste visuelle iscenesættelse, jeg endnu har set. Men effekterne er mange. For mange.
Oprindeligt blev ”Orestien” spillet som et heldagsdrama, men her er handlingen kogt ned til små to timer. Det giver uundgåeligt nogle overspring, og man skal have mere end almindeligt godt styr på sin oldtidskundskab for at holde sammen på intriger og karakterer i ensartede kostumer, der væver sig ind og ud af hinanden.
Og selv i sin forkortede version er der mange ord, og de har mere end almindeligt svært ved at konkurrere med de visuelle og auditive lag. Vi ser knapt den centrale konflikt mellem tro, skæbne og det frie valg hos Grækenlands magtmennesker og Hellas gudedynasti, og essensen i deres moralske diskussioner undslipper os. ”De græske guder er funky,” mener instruktøren. Men det er teksten egentlig ikke, og der skal mere end en flot indpakning til at skabe identifikationen på tværs af tidsaldre.
Heldigvis får vi en billedskøn finale, hvor Rikke Lylloffs Athene danser en magtdans af en anden verden, mens hun prøvende lægger grundstenene til demokratiet én for én. Her finder ord, lyd og lys sammen til en højere enhed, der burde have præget resten af forestillingen.
Aarhus Teaters opsætning af ”Orestien” har som udtalt mål at udfordre det klassiske og puste nyt liv i værket. Men urdramaet ender med at stå som en uvedkommende brun museumsgenstand midt i et hårdt pumpet moderne modeshow.