Livet er ikke retfærdigt. Selv Jesus var flygtningebarn, og krige har altid uskyldige ofre – som dengang 86 børn og 18 voksne blev dræbt af et britisk fejlbombardement af Den Franske Skole i København den 21. marts 1945. Hidtil har ingen danske filmskabere turdet gå ind i ruinerne af den meningsløse begivenhed så tragisk tæt på Befrielsen, hvor den kulturelle genrejsning af Danmark nærmest straks begyndte med film om de slemme tyskere og gode danske modstandsfolk og deres brave allierede.
Men i næste uge kommer Ole Bornedals spillefilm ”Skyggen i mit øje” om det ulykkelige kapitel i danmarkshistorien, der blev udløst af, at et britisk bombefly var styrtet ned ved Den Franske Skole på vej til at bombe Gestapos hovedkvarter, Shellhuset. De næste unge britiske bombepiloter fra Royal Air Force troede, at røgen fra det nedstyrtede fly viste, hvor de skulle bombe.
”Det her er den største katastrofe, der er sket i nyere dansk historie, målt i civile tab. Men fortællingen har været svær at håndtere i efterkrigstiden. Den har hverken været fortrængt eller fortiet, men historien har ikke været nem at fortælle, fordi den er indviklet. Det var jo vores helte fra Royal Air Force, der var skyld i, at ulykken skete, da de ved en fejl bombede Den Franske Skole og slog de uskyldige børn og nonner ihjel,” siger filminstruktøren Ole Bornedal, der både har instrueret og skrevet filmen, som han har tænkt på i over 20 år.
Forbandede Gud
Teknisk og praktisk set har det først været muligt at lave filmen nu, men den er ikke bare endnu en krigsfilm. For han har ønsket at se krigen gennem børns øjne. I filmen følger publikum børnene Henry (Bertram Bisgaard), Eva (Ella Josephine Lund Nilsson) og Rigmor (Ester Birch Beck) og deres familier, men samtidig spiller filmen også på religiøse følelser, som Ole Bornedal har kæmpet med hele livet. For fejlbombningen af Den Franske Skole rammer også lige ind i ondskabens problem og et af teologiens største spørgsmål: Hvis Gud er god, hvorfor er verden så ond og uretfærdig?
Selv nåede Ole Bornedal for eksempel aldrig at kende sin egen far, og da han som 27-årig også mistede sin mor, reagerede han ved at skælde ud på Gud.
”Visuelt må det have lignet scenen fra ’The Shawshank Redemption’ (’En verden udenfor’, red.), da Tim Robbins kravler ud af kloakhullet og strækker hænderne i vejret, mens det regner, lyner og tordner ned over ham. Det gjorde det også, da jeg trådte ud på min mors altan i regnen efter hendes død. Men for mig var det ikke en forløsning, for jeg skreg højt op mod den rasende himmel og forbandede Gud, fordi han ikke hjalp mig, da det gjaldt,” siger Ole Bornedal, som siden blev irettesat af sin præsteven Johannes Møllehave, som ikke mente, at han skulle have forbandet Vorherre.
”I dag kan jeg også godt se, at jeg nok havde et naivt billede af Gud som en superhelt, der skulle klare alle mine problemer. For Gud er jo nok ikke den adventurehelt, som mange gerne ønsker at gøre ham til: ’Gud hjalp mig ikke, da jeg gik konkurs, eller da mit barn blev sygt, så han findes ikke.’ Men Gud er, som jeg forstår det, ikke en velfærdsstat eller et sygehusvæsen, der skal fikse vores problemer. I hvert fald ikke i dette liv. Han er vel det sted, den platform, hvor man gerne kan finde balance midt i meningsløsheden,” siger Ole Bornedal og læner sig lidt frem i stolen hos SF Film, inden han fortsætter med at tale om sin egen tro og tvivl.
”Jeg vil så gerne tro. For jo ældre jeg bliver, jo mere absurd bliver det at insistere på det store tomme intet. Min rebelske ateistiske modstand, den venstrefløj, jeg voksede op med og dens firkantede tilgang til virkeligheden, giver ingen mening, jo ældre og jo klogere jeg bliver. For klogere bliver jeg helt sikkert med alderen,” siger Bornedal med et smil.
”Jeg forsøger hele tiden at lede efter et svar og taler ofte til Vorherre Jesus om at komme og give mig tegn. Og indimellem springer der små gnister af lys midt i meningsløsheden. De dage, hvor den er dominerende. For jeg er tvunget til at lede efter roen hver dag. Jeg kan ikke finde den i den næste bog, jeg læser. Jeg kan bestemt ikke finde freden i nyhederne, jeg kan ikke finde den i tidens usikre klangrum, hvor jeg føler, at skingre woke-stemmerskaber uro og splittelse. Det piner mig, at jeg ikke kan frigøre mig fra min daglige bekymring over, at puritanismen er ved at sejre over 400 års dannelseskultur, som er ved at blive hældt i en politisk døbefont af dumhed. Så jeg er nødt til at jage min indre fred,” siger han og tilføjer:
”Så dér lander vi så alligevel ved min hovedreligion. Den, som altid har reddet mig og redder mig dagligt: min familie, mine fire børn og så min religiøse sidegeshjæft: at lave film.”
Alle er både svin og engle
I ”Skyggen i mit øje” forener filminstruktøren og familiefaderen alle sine religioner, da hans datter, Fanny Bornedal, spiller novicen Theresa, der har mistet sin tro under Anden Verdenskrig, hvor mange netop spurgte sig selv, hvor Gud var, mens millioner af jøder blev kørt til udryddelseslejre af nazisterne.
Theresa arbejder som lærerinde hos Sct. Joseph Søstrene på Den Franske Skole, hvor hun blandt andet diskuterer ondskabens problem med sin abbedisse (som spilles af Susse Wold). Men Theresa møder også den unge forvirrede hipo-politibetjent Frederik (Alex Høgh Andersen, som også er blevet rost for at spille skurk i tv-serien ”Vikings”), som er i landsforræderisk tjeneste for fjenden og måske endda Djævelen. I en central scene spiller Bornedal på, at både nonnen og ”hipo-svinet” er klædt i sort.
”Mange af efterkrigstidens film om Anden Verdenskrig har lignet de gamle cowboyfilm, hvor helten havde en hvid cowboyhat, mens skurken bar en sort. Stolte modstandsfolk i lyse cottoncoats og modvind i håret og nazister klædt i sort og ar ned over øjet, så det var nemt at skelne de gode fra de onde. Men alle mennesker bærer både det gode og det onde i sig. Livet er ikke sort/hvidt, men fyldt med nuancer. Det er bare så meget sværere at forstå, og det er nok også en af grundene til, at fejlbombningen af skolen ikke er blevet fortalt før i spillefilm. Ikke alene fik britiske piloters danske børns blod på samvittigheden. Flere hipo-folk døde også i forsøget på at redde dem. Og det gør jo billedet forvirrende. En overgang ville Frihedsmuseet ikke vise billeder af hipoer i ruinerne, fordi den fortælling ville være for svær at forstå. Hipo-svin var jo hipo-svin,” siger Ole Bornedal, som synes, at vi lever i en tid, hvor begrebet tilgivelse er i færd med at blive begravet.
Filminstruktøren tøver, før han svarer på, om han tænker specifikt på MeToo og klimakampen.
”Nej, det er helt generelt,” kommer det så.
”Det er interessant, at alle de her ’gode mennesker’, som mener, de har svarene på alt, sigter efter at dyrke det bedste, det ufordærvede, det rene, det uskyldige, det aseksuelle, det retfærdige, det ikke-ildelugtende menneske – og dermed ophøjer sig selv. Man forurener de andre og renser dermed sig selv. Og allerdybest set, så er det en kristen myte, de her perfekte mennesker leder efter: Paradiset FØR æblet! Så jeg er ærligt talt lidt skræmt over de fjendebilleder, der bliver skabt. Manglen på tilgivelse, forståelse eller bare en helt banal forståelse for, at ingen er fejlfri, og at vi alle dybest set er nogle svin! Men også engle! At vi er det hele, og at vi i fællesskab med kulturen, Vorherre, kærlighed og sund fornuft kan bære os selv og hinanden gennem alle kriserne. At man ser på verden og medmennesket med lidt større generøsitet. Når vi ligger på dødslejet, er alle de diskussioner jo, undskyld mig, dybt ligegyldige. Så handler det kun om det vigtigste: ’Fandt jeg kærligheden?’,” siger han og tilføjer:
”Men der er for lidt kærlighed og i øvrigt alt for lidt humor og selvironi i tiden. Alle er bange for at sige det forkerte. Og så vender vi i en vis forstand tilbage til ’Skyggen i mit øje’, som er en film, der viser en katastrofe, som er meget kompleks.”
Det onde i de gode
Ole Bornedal oplevede selv, hvordan ”humoren blev sparket til hjørne”, da han ikke kunne få filmstøtte til sin film ”Kvinder” forrige år:
”En af hovedbegrundelserne var, at jeg havde skrevet et satirisk manuskript, hvor en af karaktererne åbenlyst var kvindehader. En meget overdrevet karakter, hvis replikker til tider var helt ekstreme og komiske. Men det blev ganske enkelt bandlyst af filmkonsulenten. Det fik mig polemisk til at spørge, om jeg så heller ikke måtte lave den næste film om holocaust? For det er åbenbart mere farligt at lave en fiktiv, mandschauvinistisk klovn end en fiktiv nazist. Og det bekymrer mig. For jeg tror ikke, at vi vinder noget ved at give hinanden mundkurv på – og slet ikke i kunsten,” siger Ole Bornedal og vender tilbage til filmen om fejlbombningen af Den Franske Skole.
For et underliggende tema i filmen er også det farlige ved at pålægge sig selv tavshed – især når det handler om traumer.
”Der var ligesom to kampe, de overlevende piger fra skolen skulle overleve. Først skulle de overleve bomberne, de nedstyrtede kældre, hospitalsopholdet og tabet af deres kammerater, men bagefter skulle de så også overleve tavsheden. De her piger var stort set alle sammen traumatiserede, men terapien var at glemme det, og det var også det, som forældre fik at vide: ’Tal ikke om det.’ Nogle af pigerne endte på psykiatriske hospitaler, og nogle af de overlevende lider stadig af det,” siger Ole Bornedal, som allerede har haft lejlighed til at vise filmen for de sidste af de overlevende og en del af de nonner, der kendte deres ældre søstre, som overlevede bombningen.
”Nonnerne var heldigvis rørte og taknemmelige over filmen. Og bagefter trykkede de på alle filmens religiøse elementer, som jeg i begyndelsen ikke selv havde tænkt så meget over. Ganske vist handler filmen om bombningen af Den Franske Skole og Shellhuset, men for mig består filmen nu mest af børn og følelser, og flere af nonnerne, der mødte op for at se filmen, takkede mig især for at portrættere hipoen som et menneske. De ser det vigtige: tilgivelsen. Og at det gode findes i de onde, lige så vel som at det onde findes i de gode. Og lige meget hvor meget de gode råber op, så bliver de aldrig lukket ind i Paradisets Have igen!”.
Anmeldelsen af ”Skyggen i mit øje” kan læses i avisen på torsdag den 28. oktober.