Hvornår og hvordan fik du idéen til at skrive bogen?
Jeg blev spurgt af forlaget, om jeg ville medvirke i serien ”Kristendommen ifølge …”. Jeg var lidt tøvende, fordi jeg tænkte, jeg ikke var teologisk funderet nok til at kunne udtale mig om, hvad kristendommen er. Jeg er dog i dag glad for, at jeg sagde ja, for det viser sig, at jeg i mange år har været optaget af det menneskesyn, som jeg kalder tingsliggørelse; det, at vi anvender medmennesker som middel og ikke mål i sig selv, hvilket er at bryde med en gylden etisk regel. I min bog kalder jeg det den ottende dødssynd.
Tingsliggørelsen hænger sammen med den materialistiske tilgang, vi har i dag, hvor tingsliggørelsen af mennesket bevirker, at vi føler, vi har magt over tingene. Selv begreber som sorg og depression prøver vi at sætte ind i scoringssystemer, så vi kan måle det. Vi kommer til at tænke rationelt frem for irrationelt, fordi vi tænker med hjernen i stedet for hjertet. Men hver gang vi fjerner os fra tingsliggørelsen og møder mennesket med dets smil, sorger og bekymringer, betages vi af medmennesket, men fratages samtidig styremuligheden. At forlade tingsliggørelsen er også at forlade magten over den anden.
På hvilken måde er bogen blevet anderledes end den, som du forestillede dig at skrive?
Den er blevet anderledes på den måde, at det er gået op for mig, i hvilken grad det, som har interesseret mig gennem tiden, er det menneskesyn, at medmennesket ikke må tingsliggøres. Derfor var det en fornøjelse at skrive bogens indledningskapitel, hvor jeg udtrykker, hvorfor jeg ser det som noget gennemgående.
Hvilken bog har inspireret dig mest i arbejdet med denne bog?
Der er to bøger. Den ene er filosoffen Martin Bubers ”Jeg og du”, hvor han skriver om, at man kan etablere et jeg-og-det-forhold til sit medmenneske, men det, som giver fylden, udviklingen og medmenneskeligheden, det er jeg-og-du, næsten som ét ord.
Ved jeg-og-det søger vi at måle, veje og forstå medmennesket, men vi får ikke noget igen. Der skal være et jeg-og-du-forhold.
Den anden er G.K. Chestertons ”Fritænkeri og rettroenhed”, hvor han giver mange eksempler på, at livet er irrationelt, og vi forstår det irrationelt med hjertet. Hvordan skulle man forstå en sætning som ”kun fordi jeg har dig, kan jeg klare de problemer, som du uvægerligt giver”, hvis ikke med hjertet, for det er et logisk paradoks. Det vil sige en logisk meningsløshed, og alligevel giver det mening.