Der er mange gode, gamle salmer, som allerede er blevet en umistelig del af vores salmeskat. Der er andre gamle salmer, som i sin tid blevet vejet og fundet for lette. Nogle af dem blev glemt og gemt væk, mens andre sidenhen alligevel vandt indpas.
Og så er der alle de nye salmer, der med tiden skal vise, om de er værd at gemme på. Nogle vil hurtigt blive sunget ind i menighederne, mens andre aldrig vil slå an: De vil hurtigt forsvinde i glemslens tåger og for manges vedkommende med rette.
Men mon ikke det kan tænkes, at vi af og til overser gode, nye salmer, fordi vi er lidt for hurtige til blot at henvise til de gamle salmers høje kvalitet og glemmer, at hver tid har sin kunst og sit sprog, også selv om budskabet er evigt? Og kan det tænkes, at problemet ikke er salmen, men at vi ikke er klar til de nye ord? Hvis vi antager, at vi på den måde kan komme til at overse gode salmer, ikke fordi digteren var dårlig, men fordi tiden ikke var moden, så kan vi vel også antage, at det samme kunne ske for ti, tyve eller tredive år siden. Og hvis det er tilfældet, så kunne det måske være in-teressant at se, ikke bare på gamle eller nye salmer, men også på dem midt imellem: De salmer, der ikke er helt nye, men som måske fortjener nyt liv.
LÆS OGSÅ: Eksklusiv kirkekoncert med Ars Nova
Sådanne salmer skrev Ole Sarvig efter min mening.
Sarvig var en af efterkrigstidens helt store forfattere, først som lyriker fra debuten under krigen og med en række digtsamlinger i midten af 1940erne. Siden som romanforfatter til fire romaner i årene 1955-63 og siden også som anmelder, essayist med mere. I 1981, hvor Sarvig tog sit eget liv, udkom en lang række salmer i samlingen Salmer og begyndelser til 1980erne. Det religiøse og det mystiske havde altid været til stede i Sarvigs digtning, men efter en periode med sygdom og død i Sarvigs nærmeste kreds sidst i 1970erne oplevede han, at salmerne væltede ind over ham og ud af ham. Og så døde Sarvig.
Det samme kan man beklageligvis sige, at hans salmer gjorde. Sarvig har kun én eneste salme med i Salmebogen fra 2003 (DDS 720), og det er både uforståeligt og ærgerligt, for der er mange fremragende salmer at vælge mellem.
Jeg tror, at Sarvig er blevet fravalgt, fordi han faldt mellem to stole, hvor ingen tog ham helt til sig.
Han var på samme tid lidt for kristen for de litterære og lidt for ukirkelig for de kirkelige.
Sarvig meldte sig i en ung alder, efter en voldsom religiøs oplevelse, ud af Folkekirken, så hans mystiske oplevelse kunne stå ren. Han var på ingen måde tilpas i en kirkelig institution, og han siger om sine salmer, at de er skrevet til to, tre få eller flere og altså ikke til menighedssang. Men selv om Sarvig havde det anstrengt med kirken, kan vi godt synge hans salmer.
Sarvigs salmer fortjener i hvert fald nyt liv, ikke mindst hvis de forenes med gode melodier. Lad dette være en opfordring til alle vore salmekomponister, så vi snart kan synge dette vers, som i den forgangne uge fik mine konfirmander til at udtrykke store, smukke tanker om, hvordan Gud på paradoksal vis kan synge til os i svimlende tavshed:
Jeg tror, at Din sjæl
fuld af stjernestøvsriger
i svimlende tavshed
nu synger og siger,
at Du er mig nær.
Eller dette vers, der taler ind i både tidens eksistentielle uro og kollektive, åndelige sløvsind, mens det samtidig kommer omkring evighed og timelighed samt forholdet mellem væren og erkendelse:
Gud, gode Gud, o, giv mig hvile
og blæs mig ren for søvnens spind,
at Du des bedre kommer ind
i det, jeg er, men ikke ved:
et væsen, som i evighed
vil klæde sig i hud og hår
i nogle år og søge fred
hos Dig!
Hør mig!
I klummen Sang&Salmer skriver sognepræst og musikanmelder Morten Skovsted løbende om udviklingen inden for sang- og salmedigtning