Mens vi venter på Weekendavis-journalisten Poul Pilgaard Johnsens bog om Ringen, der udkommer næste år, udsendes nu en helt anden bog om Ole Wivel-sagen. Den sag er som måske bekendt afsløringen fra 2001 af, at digteren og forlæggeren Ole Wivel og Louisiana-grundlæggeren Knud W. Jensen som ganske unge i de første besættelsesår, mens fjenden stod i landet, havde sværmet for pan-germanske og vil nogle mene krypto-nazistiske idealer.
Denne bog er skrevet af Anita Brask Rasmussen, journalist på dagbladet Information, og som den lidt ejendommelige titel Hånden over Ole skal antyde, handler den om, hvordan Wivels venner og gamle medkæmpere på kulturparnasset reagerede meget voldsomt, ikke på afsløringen, men på selve debatten om fortidens synder overhovedet. I et læserbrev i netop Information den 16. oktober sidste år skrev Klaus Rifbjerg, Torben Brostrøm, Bente Hansen og senere afdøde Erik Knudsen blandt andet: At blive hængt op på sin ungdoms vildfarelser kan være belastende, at skulle slæbe rundt på dem til sine dages ende og ud over døden er uanstændigt. Det er livsforløbet, der tæller, indsatsen i den store sammenhæng. Kun den, der har rene hænder, kaster den første sten. Og hvem har det?
At erfarne frontfigurer i den offentlige debat vil lyse en bestemt debat i band er nok bemærkelsesværdigt, men det kan som problemstilling ikke bære en hel bog. Hånden over Ole er derfor en blandet landhandel. Den har en vis dokumentarisk værdi ved at give et samlet resumé af det lidt, vi reelt ved om de unge skønånders gøren og laden i årene 1939-43, og den fortæller også historien om, hvordan afsløringen egentlig kom til veje. Der er dog ingen nye eller sensationelle oplysninger for den, der har fulgt debatten tæt.
Dernæst har Anita Brask Rasmussen interviewet læserbrevsskribenterne Rifbjerg, Brostrøm og Bente Hansen og selvom de siger interessante og tankevækkende ting, er bogens scoop og egentlige berettigelse dog, at Anita Brask Rasmussen også har fået overtalt forfatteren Tage Skou-Hansen, Ole Wivels gamle ven, til et interview. Han var ikke medunderskriver. Han forholder sig nemlig kritisk til Ole Wivel, selvom han var tættere både på ham og på besættelsesårene end de andre venner. På den anden side er det måske netop grunden til, at han tager fløjlshandskerne af. Skou-Hansen synes, at Wivel skulle have fortalt ham historien. Både fordi de var nære venner, og fordi Wivel burde vide, at Skou-Hansen ikke ville fordømme ham. Han har netop viet store dele af sit forfatterskab til at udforske personlige valg og motiver under besættelsen.
Rifbjerg & co. havde to gode grunde til deres intervention, dels deres venskabelige solidaritet med Wivel, dels et ønske om, at der må være proportionssans i vurderingen af et menneskes hele liv og gerning.
De havde dog også en for mig at se ganske dårlig grund. De ville partout læse Wivel-affæren ind i den verserende danske kulturkamp og slagsmålet om den kolde krig. De skriver: At han (Ole Wivel, red.) måtte opfattes som venstreorienteret, har sandsynligvis ikke mindsket forargelsen over tidligere synder, og det er da også tydeligt, at man på højrefløjen gnider sig tilfreds i hænderne ved endelig at have fået en irriterende modstander på krogen. Altså: debatten må afvises, fordi det er de andre, fjenden, de højreorienterede, der er ude efter en af vore. Det afgørende er ikke, hvad der bliver sagt, men hvem der siger det. Det er vist, det man i gamle dage på venstrefløjen kaldte lejrtænkning, og som i dag hedder dem og os. Men sådan kan man ikke føre debat.
For sagen er jo, at Ole Wivel-sagen, helt hinsides personhensyn og kulturkamp, er vanvittig vigtig. At Wivel og Knud W. Jensen, rigets bedste mænd gennem hele efterkrigstiden, havde den slags skeletter i skabet, kaster et helt nyt lys over det 20. århundredes danske ånds- og samfundshistorie. Hvorfor? Fordi man i diskussionen af politisk ekstremisme i Danmark altid har haft som præmis, at venstre-ekstremisme var de gode og ædles beklagelige vildfarelse, mens højre-ekstremisme var de onde og dummes forudsigelige vildfarelse: den alt for autoritetstro småborger eller unge frustrerede mænd som Tykke fra Morten Nielsens berømte digt. Wivel-sagen viser, at sådan behøver det ikke forholde sig. De gode, selv de bedste, kan have været draget af det handlekraftige Hitler-Tyskland. Det argument giver Klaus Rifbjerg dog intet for. Han demonstrerer en mærkelig trang til at drukne principielle diskussioner i provinsiel polemik. Det er for ham bare noget med, at nogle gerne vil have Wivel og Knud W., de dér pengedrenge fra Vedbæk og folk med hvide shorts og tennisketsjere på HIKs baner ned med nakken. Så meget for det kulturradikale udsyn.
Brostrøm har lidt fortrudt ,at han skrev under på læserbrevet, Bente Hansen indrømmer, at hun slet ikke havde læst sagens akter, før hun skrev under, og man sporer en vis second thought. Måske havde de fire en sag, der ikke var helt god nok. Wivels fortid må alligevel gerne blive diskuteret, men så skal det være under ordnede forhold og ikke som hetz.
Det var litteraten Jørgen Hunosøe, der i sin tid startede det hele med en artikel i tidsskriftet Nordica i år 2000 om Ole Wivels tidlige digtsamlinger fra 1940erne, som han havde slettet af sit forfatterskab. Artiklen påkaldte sig en del kritik fra anmelderne, herunder Deres overtegnede (dengang i Berlingske Tidende), fordi den var temmelig insinuerende omkring Wivels angivelige krypto-nazisme uden at give nogen særlig dokumentation.
Sagen var, at Hunosøe via private forbindelser var kommet under vejr med stærkt belastende digte og breve fra den unge Wivels hånd, men dem ville han ikke benytte eller åbenbare i artiklen. Han angiver som grund blandt andet en frygt for de juridiske konsekvenser. Problemet var bare, at Hunosøe temmelig uprofessionelt i betragtning af hvor meget han slår på, at han er litterat i sine ræsonnementer under hånden forudsatte den hemmelige viden, som han ikke selv ville afsløre, og som ingen læsere kendte til. Det var derfor ikke småting, der blev sagt mellem linjerne. Mange blev stærkt ophidsede på Wivels vegne og beskyldte Hunosøe for at være ude i et privat hævnmotiv. Og Wivel selv, der havde nægtet at trykke et svar i Nordica sammen med artiklen, trykte et par måneder efter en lille pamflet med et både raffineret og tilintetgørende svar til Hunosøe. Godt brølt, løve, tænkte Wivels venner og støtter.
Men Ole Wivel kendte jo om nogen den virkelige historie, og at gå frem i offentligheden og polemisk insistere på den retoucherede fremstilling, han havde givet af Ringen tilbage i sine erindringer Romance for valdhorn fra 1972, var simpelthen hara kiri for åbent tæppe. Hunosøe overgav nemlig det belastende materiale til Jyllands-Posten, og Wivel blev hængt til tørre på torvet til chok og bestyrtelse for alle dem, der havde troet på hans version. Wivel kommenterede kun lidt og resigneret-afglidende på afsløringen (i et telefoninterview, jeg lavede med ham til Berlingske Tidende den 9. marts 2001). Han døde i 2004.
At Ole Wivel fortav sin hemmelighed gennem årtier er til at forstå. Den ville have været ødelæggende for ham i de første mange, mange år efter krigen. At det kunne lade sig gøre er i kriminalistisk forstand fascinerende og har nok en forbindelse med, at han og Knud W. Jensen blev så magtfulde, som de blev. Beskyldninger og rygter om Ringen har i det omfang, de overhovedet blev ventileret, forekommet parodisk langt ude og usandsynlige.
At det på det personlige plan kan lade sig gøre at leve med sådan en hemmelighed er gådefuldt, ikke mindst fordi Wivel som sin tyske kollega Günter Grass, der også bar på en hemmelighed, ofte kunne være meget moralsk på andres vegne! Mens han selv fremstod som hellig. Et dobbeltspil af rang, men som Rifbjerg og Brostrøm beskriver, var der i det hele taget en stor taktiker og en stor iscenesætter gemt i Wivel. Der er dog næppe nogen grund til, som bogen gør, at anlægge en konspiratorisk tone i beskrivelsen af Wivels enorme indflydelse i efterkrigstidens kulturliv. Det meste har skyldtes dygtighed, slet og ret.
Wivel skrev påfaldende tidligt sine erindringer og lindede her lidt på låget med en pæn version af Ringen. Og den holdt han sig til livet ud. Havde han fortrængt så effektivt og i så mange år, at han på en måde havde glemt sandheden? Havde hans egen fremstilling fået så meget magt over hans sind, at han nu så den som virkeligheden? Wivel satsede i hvert fald alt på, at hans version kunne holde livet ud. Og han tabte.
Tage Skou-Hansen mener, og det synes jeg er rigtigt, at Wivel skulle have fortalt sandheden sidst i 1990erne, da Hanne Engberg var i hans arkiv i forbindelse med sin bog om Heretica og fik arkivet smækket i, da hun kom for tæt på. Pludselig var der igen en enorm interesse for besættelsestiden, og på en ufanatisk måde, hvor man forsøgte at få alle nuancerne og de ikke-fortalte historier med. Man kan tilføje, at Wivel allerede i årevis havde været selvpensioneret i forhold til sin offentlige rolle som kulturel eminence. Han sad oppe på Skagen. Ude af Gyldendal. Ude af Lousiana. Han havde ikke noget at miste. Han kunne måske tværtimod give en masse til nye generationer ved selv at fortælle den hele historie.
Det magtede han imidlertid ikke. Måske var han for meget fra en anden tid, uden vor tids trang til offentlige bekendelser. Måske var der endnu fjender, han ikke ville unde den fornøjelse. Han gjorde det i hvert fald ikke, og det har på den korte bane kostet ham hans eftermæle. Unge studerende siger: Ole Wivel, nåh, er det ham nazisten?, fortælles det i bogen.
Det har været sagt før. Det siges også i denne bog. Og jeg skal gerne (igen) slutte mig til koret. Wivels døtre bør bryde hemmeligheden og lade et hold af kompetente forskere, som de har tillid til, grave sig igennem deres fars store arkiv, der nu er klausuleret på Det Kongelige Bibliotek. Det er den bedste måde, de kan forsvare deres fars ære på. Og samtidig vil det være en velgerning i forhold til den danske samfundsdebat og kulturhistorie, som Ole Wivel brugte så meget af sit liv på at deltage i og sætte i bevægelse. At åbne arkivet vil i den forstand være i hans ånd. Selv om det næppe var hans sidste vilje.
Anita Brask Rasmussen: Hånden over Ole. 141 sider. 199 kroner. Informations Forlag. Udkommer i dag.
