Vi husker bedst den halvrustne Chevrolet kørende af sted i høj fart med Benny som chauffør, Egon som co-driver og Keld nervøst rumsterende på bagsædet.
Nu står bilen, en model Bel Air fra 1959, der som flugtbil på en måde har ageret fjerde medlem af Olsen-Banden i rækken af kup, i gårdhaven bag Viborg Museum.
Den er ubetinget den største genstand i den helt særlige udstilling, der nu officielt gør Olsen-Banden til dansk kulturhistorie.
”Det er skide godt, Viborg,” sagde Benny alias skuespilleren Morten Grunwald, da han iført ternet blazer, men uden stumpebukser og gule sokker, forleden åbnede udstillingen.
”Det er et halvt århundrede siden, at eventyret om Olsen-Banden begyndte, og ingen af os drømte dengang om, at vi skulle ende på museum. Men jeg må sige, at det hele er meget livagtigt, og at Viborg Museum virkelig har været med til at genoplive myten om den folkekære bande. De andre (Ove Sprogø, Poul Bundgaard og Kirsten Walter, red.) ville også have nydt det og tænkt: Ih, så skal vi da til Viborg,” siger Morten Grunwald, da vi, efter den officielle åbning er overstået, sætter os ved spisebordet midt i Kjeld og Yvonnes stue, der er en vigtig del af udstillingen.
Den sidste sætning bliver sagt med lidt mere afdæmpet stemme.
Det er tydeligvis bevægende og vemodigt for den nu 81-årige skuespiller, at kollegerne bag de to andre bandemedlemmer og Kjelds kone Yvonne ikke lever længere.
”I en årrække indspillede vi nogle uger hver sommer, og jeg husker de somre som meget stimulerende. Det var altid en glæde at mødes med drengene og pigerne, og da det kun skete en gang om året, så nåede vi aldrig at blive trætte af hinanden. Som Poul Bundgaard engang sagde, så var vi livsvenner. Jo, de mennesker var meget vigtige for mig,” tilføjer Morten Grunwald.
Udstillingen på Viborg Museum er tro mod kronologien i de 14 Olsen-Banden-film: Indledningsvis bliver Egon løsladt fra Vridsløselille Fængsel med en indpakket plan under armen.
En plan, der skal tilrettelægges i detaljer ved spisebordet i Kjeld og Yvonnes stue.
Det kommende kups økonomiske potentiale røbes og planlægges, og de besøgende bliver ført fra Yvonnes univers med storblomstrede kjoler og en tyrefægter på væggen til planafdelingen.
Her er der et gensyn med de mange genstande, der udgør elementerne i Egons geniale plan.
Der er pruttepuder, nullermænd, småpenge, gamle oste og tomme Tuborg-flasker. Og der er billeder af kongefamilien, en fiskestang, barberskum, et lommepartitur til Kuhlaus syngespil ”Elverhøj” og en mængde andre ting og sager, man normalt ikke forbinder med kriminalitet. Helt præcist er der 112 effekter, som Olsen-Banden har brugt i sine mange kup.
Næste stop i udstillingen, der vises over syv rum, er mødet med et ægte Franz Jäger-pengeskab fra Berlin efterfulgt af et større kup i Hallandsens kontor. Men som altid går det galt. Først med Bøffens obligatoriske tilfangetagelse af Egon, en heftig biljagt gennem 1970’ernes København og den lige så obligatoriske tilbagevenden til Vridsløselille.
Udstillingen tager også publikum med ind bag filmene og fortæller om, hvordan de rent praktisk er blevet til, men også om den samfundskritik, som de rummer. Det gælder ikke mindst deres vedholdende latterliggørelse af statens etater. Her har Axel Strøbyes kendte politiuniform sin naturlige plads.
I rummet, hvor de tre bandemedlemmer er opstillet som fotostater i den legendariske rækkefølge med Egon Olsen i front, Benny i midten og Kjeld med jordemodertasken bagest stiller Morten Grunwald beredvilligt op til fotografering. Han er i det meste af sit liv blevet genkendt som spradebassen Benny, og det har han ikke haft det fjerneste imod.
”Jeg har selvfølgelig også lavet mange andre ting, men Benny har været en stor del af mit arbejdsliv. Jeg er tit blevet spurgt, om det ikke er forfærdeligt, når folk klasker mig på ryggen og kalder mig Benny. Men altså, jeg synes jo, det er dejligt, for det er et udtryk for, at de kan lide rollen. Jeg har naturligvis også lavet mange andre ting, men Benny har været en stor del af mit arbejdsliv, og jeg glæder mig over, når folk kan genkende ham i mig,” siger han.
Morten Grunwald er kommet i en alder, hvor han må støtte sig til en stok, og kan ikke længere lave det karakteristiske spjæt med benene, som Benny er så berømt for. Det var, fortæller han, iøvrigt helt tilfældigt, at den gakkede gangart blev en fast ingrediens i filmene. Den opstod i indspilningen af en af de første film, hvilket kan han ikke huske, hvor Olsen-Banden stak af fra en benzinstation uden at betale.
”Altså der syntes Benny jo, at det var gået så skide godt, at han måtte tage et lille hop af glæde. Da Balling så om aftenen så optagelserne igennem, ringede han til mig og sagde: Morten, det der må du aldrig holde op med. Og sådan gik det til, at Benny ikke kunne gå i takt og af og til tog et lille ekstra hop for at følge trop bag Egon.”
Hvorfor tror du, at Olsen-Banden-filmene stadig er så populære og kan samle høje seertal, når de vises i fjernsynet?
”For mig siger det noget om Erik Ballings store kvalitet som historie- og eventyrfortæller og hans samarbejde med Henning Bahs, der bragte en hel særlig galskab ind i filmene. Og så handler det ikke mindst om Ballings enestående evne til at besætte rollerne rigtigt. Se bare på ”Matador”, der er ikke én eneste fejlplacering,” siger Morten Grunwald og fortsætter:
”Det er publikum, der bestemmer, om noget skal leve videre, og når Olsen-Banden gør det, handler det også om, at mennesker kan genkende noget af deres liv, og samtidig er filmene et underholdende indslag i en måske triviel dagligdag. Jeg ser dem selv, når de kører i fjernsynet, og griner, når jeg synes, Balling er ekstra genial. Der er højdepunkter i dem alle sammen, men jeg kan ikke skelne dem fra hinanden. For mig er det én lang film.”
Det kan undre, at det først sker nu, at Olsen-Banden kommer på museum, og hvorfor det netop er i Viborg. Det beror som så meget andet på tilfældigheder. Olsen-Banden er også et stort hit i Tyskland, og ledelsen af Viborg Museum fik i sensommeren sidste år nys om, at det tyske museum Kunsthalle Rostock viste en udstilling med banden med titlen Mächtig Gewaltig. De fik så lyst til at gøre det samme. Det betyder, at en del af effekterne i Viborg også var med i Rostock, men samtidig er der kommet en hel del nye til, for Viborg har villet lave deres egen version.
”Vi er gået ydmygt til opgaven, vel vidende at Olsen-Banden har en hel særlig status i dansk filmhistorie. Det er et stykke kulturarv, som vi meget gerne vil være med til at bevare,” siger museets leder Brian Wiborg.