Johannes Larsen Museet i Kerteminde på Fyn er under alle omstændigheder altid et besøg værd: Dette intime monument over Alhed (1872-1927) og Johannes Larsen (1867-1961) og Fynbomalerne og deres arvtagere i bredere forstand. Udvidet i forlængelse af det kunstnerhjem, de to malere skabte i naturskønne omgivelser. Stadig i dag med et af Johannes Larsens favoritmotiver, ænder og andet fjerkræ, vraltende i haven mellem husene.
Ligesom Skagensmalerne i 1880’erne var også efterfølgende Fynboerne og siden Bornholmerskolen knyttet til en egn af landet. Der fandt de deres motiver. Her bidrog de til forståelse af stedernes kvaliteter og identitet. De forskellige kunstnerkolonier er på sin vis i familie med hinanden, udsprunget som de er af sammenlignelige ambitioner, og det giver god mening, at Oluf Høst (1884-1966) nu udstilles i netop Johannes Larsens museum. Lørdag åbnede særudstillingen "Oluf Høst".
De to kunstnerkollegaer mødtes kun én gang. Det var i 1948, da Johannes Larsen var på Bornholm for at besøge maleren Olaf Rude (1886-1957) og i den forbindelse også traf Høst, som han senere skulle karakterisere som ”en af de fineste kolorister i dansk kunst”.
En stor del af udstillingens omkring 100 værker er lånt fra Oluf Høst Museet i Gudhjem på Bornholm, der i lighed med Johannes Larsen Museet også er indrettet i kunstnerens tidligere hjem. Suppleret med lån fra andre museer og private samlere, så det bliver en dækkende fortælling om Høst.
De søgende år
Det er en fin og på flere måder bevægende udstilling, hvor den besøgende modtages med et selvportræt samt tre af Oluf Høsts mest kendte, tilbagekommende motiver: en af Bornholms rundkirker, gården Bognemark og en aftenhimmel med stjerner i det fjerne. Dertil kommer en tidstavle med praktiske årstal og nogle foruroligende oplysninger om de tragedier, der ikke svækkede Oluf Høsts evne til og behov for at male, men som må have været noget af det sværeste at bære for et menneske.
Som ung konfirmand stak Oluf Høst til søs og sejlede som dæksdreng på verdenshavene i et par år. At lære at navigere efter himmellegemerne kan nok give et perspektiv på verden, der også foldes ud i ”naturpsalmistens” – Oluf Høsts egen selvkarakteristik – sene værker, hvor maleren ser ud i universet og evigheden.
Tilbage i Danmark kommer han som 16-årig i malerlære, men opgiver for at realisere drømmen om at blive kunstmaler og modtager lidt spredt undervisning af blandt andre Johan Rohde (1856-1935) og Harald Giersing (1881-1927) samt på Vermehrens malerskole. Udover at tillægge sig en vis tilbageskuende malestil er det på Gustav Vermehrens skole, han møder sin hustru, Hedwig (1887-1973), hvis ”lille væsen jeg længes så nederdrægtigt efter”, som han skriver i en af sine logbøger. En sømand skriver selvfølgelig ikke dagbog men logbog, og Høst skrev mange hundrede af slagsen.
De unge år er de søgende år. Også for Høst der – som man kan se i en af udstillingens sale – prøver sig lidt frem mellem stilarterne for at finde sin egen.
Bevægelsen mod abstraktion
Trods ægteskab med Hedwig, tilbringer Høst lange perioder på Bornholm, hvor han finder sine motiver, samtidig med at han under påvirkning af nye strømninger i europæisk maleri – ikke mindst Cézanne ”og hans apostel (Karl) Isakson”, som han noterer – opnår en friere penselføring og en mindre bunden, naturalistisk forpligtelse over for motivet. Han bevæger sig mod abstraktionen og en slags afdæmpet ekspressionisme uden at slippe den motiviske forankring. Hedwig kommer fra et hjem med penge, og på et tidspunkt kan familien – nu udvidet med to børn – fusioneres på Bornholm, bygge rede og udvide den med atelier.
Derfor stemmer han også konservativt i midten af 1920’erne. Han var ganske vist erklæret kommunist. Men ikke glad for et socialdemokratisk forslag om formueskat. Det – og så hans livsstil med hus, tjenestefolk og bil – huede ikke lyrikeren Otto Gelsted (1888-1968) og arkitekten Poul Henningsen (1894-1967) og andre i det kulturradikale miljø. Men de slår dog ikke hånden af ham. Gelsted skriver en bog om ham i 1936, samme år som Høst deltager i biennalen i Venedig, og året efter han køber gården med det selvopfundne navn, Bognemark, som han maler igen og igen. Set gennem døgnets, vejrligets og årstidernes skiften. Andre motiver føjer sig til. Silderøgerier, gårde i brand, ekspressionistiske himle.
Rædslernes forløsning
Det er på det tidspunkt, den dæmoniske gæst træder ind i et selvbevidst dansk kulturelt miljø, der blandt andre også omfatter forfatteren Ole Wivel (1921-2004) og forretningsmanden Knud W. Jensen (1916-2000), der siden skulle blive kunstmuseet Louisianas grundlægger. Alle delte de en intellektuelt sværmerisk forgabelse i en østrigsk litterat, Fritz Waschnitius (1901-81), der ikke blot dyrkede det heroiske, det vitalistiske og lyrikeren Stefan Georg, men også var nazist.
Historien vil vide, at det var Waschnitius, der overtalte Oluf Høsts søn, Ole, til at melde sig til Østfronten. Et skænderi blev Oles og faderens afsked, og af en film af Rasmus Nielsen, der vises under udstillingen, fremgår det, at Ole måske mente, at han ville forløses som maler ved synet af rædsel og nød, for nu at låne udtryk fra Tom Kristensen. Det kostede Ole Høst livet i 1943, og det må have ændret alt for de efterladte.
I særklasse som kolorist
Oluf Høst forløste sin sorg i stadig stærkere billeder, som man kan se på udstillingen. Nogle med religiøse motiver som en pietà og en scene forestillende den skelsættende begivenhed på Golgata. Han trådte ind i en ny kunstnerisk særklasse som en større kolorist. Men det er ikke glade farver – heldigvis kan man sige – men derimod mere inderlige og ofte lyriske billeder, der synes at handle om ikke blot iagttagelse af landskabet, men om det at være menneske.
På den måde kan udstillingen siges at sætte sit stemningsmæssige præg på den besøgende. Tankerne kan samle sig om alvoren og det vigtige i tilværelsen. Ikke mindst gribende er det store maleri ”Vinterdagen dør” fra 1943. Som talrige andre gengiver billedet Bognemark med den vel mest berømte vognport i dansk kunst. Gennem den ser man igen og igen i forskellige temperamenter og tidspunkter landskabet bagved oplyst af sollyset. Vinterdagen dør. Natten venter. Eller måske anes forårets komme og altings opblomstring, livets cyklus, den store rytme.
Men i ”Vinterdagen dør” ses Ole ligesom på vej ud og væk, mens konturerne af en kæreste, der blev efterladt, står sådan lidt og skutter sig i udkanten. Gennem vognporten ses sollyset. Men er det vinterens afslutningen eller aftenrøde på Golgata?
En sidste stor og overvældende motivkreds synes af afrunde udstillingen. Oluf Høst malede en række billeder af stjernehimlen og nærmere bestemt Orions bælte. I en ældre bog af Jens Henrik Sandberg, tidligere direktør for Oluf Høst Museet, er citeret en stump fra et digt af Thøger Larsen:
”Orion mit stjernebillede, / jeg længes efter dig, / du klare nat og den frie mark”.
Det kan man fornemme ved mødet med Oluf Høsts Orion-billeder, men også at universet og den prosaiske virkelighed smelter sammen i en slags forklarelse. I malerierne mødes Orion, der befinder sig et sted omkring 1600 lysår borte, med landskabet og en almindelig glødepære, der lyser lige uden for vinduet, hvor maleren står og arbejder. Med sine billeder. Men vel også med sig selv og sin sorg?
Oluf Høst. Johannes Larsen Museet, Kerteminde. Til 12. marts.