Gårdporten lyser museumsgæsterne i møde med en bagvedliggende appelsinhimmel, der trækker øjet direkte ind i den lille, orange firkant midt i et af Oluf Høsts mange malerier af sin bornholmske gård ved Gudhjem.
Selve gården Bognemark, som den store bornholmske maler købte i 1925, er nu for længst nedlagt. Men motivet kender de fleste. For Høst nåede at høste nærmest endeløse rækker af vidt forskellige mesterværker ved at male den samme på overfladen lidt ordinære gård, men i hans hænder blev den et kunstlaboratorium, der kunne forvandle de slidte gårdvægge til lærreder i alle slags farver – og den gamle gårdport til selve himlens port. For der var som regel altid et bagvedliggende lys i hans værker, uanset hvad han malede – og uanset om gårdporten var åben eller ej.
Den nyligt afdøde tidligere leder af Oluf Høst Museet i Gudhjem, kunsthistorikeren Jens Henrik Sandberg, kaldte derfor Høst for en stor metafysisk maler. Og det er heller ikke tilfældigt, at det netop var Høst, som den senere store kirkekunstner Sven Havsteen-Mikkelsen (1912-1999) opsøgte for at lære at male himlen ned på jorden.
”Sven Havsteen-Mikkelsen var nok i virkeligheden Høsts eneste elev, og gennem 10 år kom han tæt på Høst og hans familie i Gudhjem, hvor Høst gjorde, hvad han kunne for at give sine kunstneriske og malertekniske erfaringer videre. Og der er store ligheder i deres koloristiske værker. Det kan vi se et eksempel på senere,” lover museumsinspektøren Lotte Nishanthi Winther, som sammen med kollegaen Tine Nygaard er kurator på udstillingen ”Oluf Høst Vintervisit”. Og bag hende hænger Høsts lille Bognemark-maleri med den magiske orange firkant på en dybgrøn velkomstmur på Bornholms Kunstmuseum, som i forgårs endelig kunne genåbne dørene til den største Høst-udstilling i mands minde.
”En vanvittigt dygtig maler”
Udstillingen havde været ventet længe, for ved siden af Kristian Zahrtmann og måske Olaf Rude (1886-1957) regnes Oluf Høst af mange for at være Bornholms største maler nogensinde. I første omgang var der dog kun mulighed for et kort visit for gæsterne. Blot én dag nåede ”Vintervisit” at have åben i december, inden coronarestriktionerne lukkede landets museer. Men nu er det endelig igen Høst-tid på Bornholms Kunstmuseum, der i forvejen råder over en af landets største samlinger af Oluf Høst-værker. Og til udstillingen har museet også fået lov til at plukke frit i Oluf Høst Museets værker, da det charmerende lille museum i Høsts eget hjem og have i Gudhjem for øjeblikket gennemgår en større renovering, så øens – og i denne sammenhæng verdens – to største samlinger af Høst-værker endelig vises sammen.
Ved at rykke Høst-museets værker den lille tur fra den gamle, åndfulde villa Gudhjem til Bornholms Kunstmuseums modernistiske museumsbygning i Rø er det kuratorernes håb, at man også vil se Høsts værker i et andet lys på de hvide vægge her, hvor det bliver tydeligt, hvor stærke farver Høst egentlig brugte.
”På Oluf Høst Museet kædes Høsts liv og værk helt naturligt sammen i hans hus, men her har vi faktisk sat en parentes omkring Høsts biografi. For den kan fylde så meget, at man nærmest kan glemme, hvad han har skabt, så her lader vi værkerne tale for sig selv og viser, hvilken vanvittig dygtig maler Høst var. Derfor har udstillingen her også meget mere end lokal interesse. For Høst var faktisk en dansk maler i international liga. Før verden lukkede ned ved begyndelsen af Anden Verdenskrig, var det ham, der sammen med blandt andre Olaf Rude repræsenterede Danmark ved biennalen i Venedig, og han havde også haft udstillinger i Berlin og New York, hvor han blev sammenlignet med tidens største kunstnere. Og han kendte dem også.
Emil Nolde (tysk maler, 1867-1956, red.) og Oluf Høst var gensidigt inspirerede. Høst var for eksempel også meget inspireret af Paul Cezanne (frank maler, 1839-1906, red.). Og selv var han ligesom samtlige danske kunstnere som Rude, Isakson og Lergaard meget optaget af at skabe det moderne maleri. At give maleriet fylde i sig selv, så det ikke blev reduceret til, hvad det forestillede,” siger hun og peger på, hvordan Høst med sine stærke, koloristiske malerier også kan minde om mestermalere som norske Edvard Munch og hollandske Vincent van Gogh, som hver for sig havde lignende kunstopfattelser.
Vejen hjem til gården
Det var dog måske en anden maler, der inspirerede ham allermest. For Oluf Høst var gift med kunstmaleren Hedvig Wiedemann Høst (1887-1973), og på udstillingens første tidlige værker fra 1913 kan man se to mere sarte malerier, der næsten kunne være malet med samme hånd. Det ene af Oluf Høst forestiller et bybillede i Dragør og det andet af Hedvig Wiedemann Høst et sceneri i Italien. Det støvede farvevalg og fornemmelsen af firkantede former er dog næsten ens. Men man fornemmer hurtigt Høsts farveudvikling.
Udstillingens næste sammenstilling er nemlig to værker af Oluf Høst og Olaf Rude ved siden af hinanden med samme ekspressive penselstrøg og stærke farvevalg, selvom Rude i den fase var mere kubistisk inspireret. Til gengæld har Oluf Høst her på dette tidlige værk fra 1918-19 et farvevalg, der netop minder om Vincent van Goghs med en knaldgul himmel over et skrigende grønt skib på et oprørt blåt hav med fede ekspressive penselstrøg.
Kun et rustikt malet dannebrogsflag vender vandret som et nøje anbragt klistermærke på det oprørte hav. Selve sceneriet blev Sven Havsteen-Mikkelsen måske inspireret af, da han så sent som i 1990 malede altermaleriet af stormen på søen til Sankt Nicolai Kirke i Rønne. Skibene har i hvert fald helt samme hældning på begge stærkt koloristiske malerier. Men det er nok formen og farven, som Sven Havsteen-Mikkelsen lod sig mest inspirere af, mener Lotte Nishanthe Winther.
Tydeligst ses det kunstneriske slægtskab mellem to kunstnere måske her på udstillingen, hvor Høst maler himlen over Gudhjem blodrød på et værk, mens Sven Havsteen-Mikkelsen på sit eget senere udaterede værk fra Grønland ligeledes har malet himlen rød som en postkasse over en flammende horisont.
”Det er så dominerende i farven, at vi ikke kunne have det hængende herinde,” forklarer Lotte Nishanthi Winther, da hun har vist hen til Havsteen-Mikkelsens værk, der rødmer fra sin plads omme bag hjørnet. I velkomstsalen kan man dog også se, at de kirkelige motiver heller ikke var Høst fremmed. Her er både dramatiske værker med motiver af Jesu korsfæstelse, nedtagelsen af Jesu livløse lig fra korset og de vise mænds besøg i Betlehem. Men det er i udstillingssalen, der vender ned mod Østersøen, at Høst virker til at have fundet hjem.
Selvom udstillingen her muligvis er den største Høst-udstilling i museets historie, har kuratorerne helt bevidst fravalgt Høsts andet berømte motiv af Orionbæltet over sin klippefyldte æblehave i Gudhjem, men gennem værker af både Høst og hans samtidige kunstner ledes man således automatisk hjem til gården Bognemark.
”Under Anden Verdenskrig, hvor Høst var tvunget til at blive på Bornholm, fandt han en hel verden med sin egen gård som motiv. Det kan virke gådefuldt, hvorfor han malede så mange malerier af sin bornholmske gård, men vores bud er, at det netop var, fordi han var kommet op på sådan et højt internationalt niveau, at han havde brug for et laboratorium til at findyrke sine studier af, hvordan man skaber et stærkt maleri, der kan fungere med sine farver og sin sanselighed frem for at gengive virkeligheden. Og det fandt han lige her,” siger hun og peger hen på udstillingens endevæg, hvor en række af Høsts bedste Bognemark-billeder – og et enkelt af konkurrenten Niels Lergaard – hænger side om side og lyser museumsgæsterne mesterligt i møde.