Hun er optaget af stederne, Amalie Laulund Trudsø, den måde hvorpå de bliver en del af os, væver sig ind i vores erindringer, så et bestemt minde altid vil være farvet af det sted, hvor det udspillede sig.
Debutromanen ”Koordinater” fra 2013 udspandt sig i byens rum og fulgte en ung kvinde i studieårene, fra forældrene ”afleverede hende” i den nye by (Øster Søgade), til hun havde vundet en form for mentalt fodfæste i sig selv og et konkret fodfæste i byens rum (Brobergsgade, Christianshavn).
”Sommerhus” har også det unge menneske og det konkrete sted i centrum. Denne gang følger vi et barn fra lille pige til ung pubertetskvinde, og stedet er det evige sommerland, nærmere bestemt Sejerøbugten. Romanen er opbygget som en perlerække af små fortællinger fra besøgene i familiens sommerhus – præcist hvornår de udspiller sig, ved man ikke, men umærkeligt skrider tiden alligevel den vej, som tid altid skrider: fremad.
De personlige fortællingers forløb skanderes af korte, faktuelle beskrivelser af de konkrete steder: Nekselø, Lammefjorden, Knarbos Klint.
Således fik i alle fald denne læser en ubetvingelig lyst til at tage bogen i hånden og skynde sig ud i – hm, ja, måske lige vente et par måneder – men så skynde sig ud i sommerlandet med dets duftende skovstier, lyse sommernætter og evige badeture.
”Om morgenen ligger havet og suger himlens næsten gennemsigtige blå til sig, de eneste synlige bevægelser i vandet er blæretangens duven omkring stenene ovre på Stenøen.”
Det er en sensibel lille pige, vi følger, men også en stærk pige, som på bogen første sider vinder kredit hos de jævnaldrende ved at vide, hvad det ekstra hul mellem benene, som de andre lige har opdaget, skal bruges til.
Den lidt gammelkloge er én rolle, en anden er lillesøsterens. Trudsø fanger alle de små spil, der er mellem søskende, hvordan man kan kappes om hinandens gunst eller dræbe alt håb med et enkelt blik. Hvordan man kan hade, men også, hvordan vreden på et splitsekund kan slå over i solidaritet, som da hun har sladret, og faderens vrede over for storebror går helt over gevind. Angeren bagefter, bevidstheden om at man, som den mindste, hele tiden også spiller pleaserens og duksens spil – hun har det lige på kornet, Amalie Laulund Troense.
Barnet er en lille seismograf, der mærker de mindste tegn, moderens skjulte irritation over, at farmor også er i sommerhuset, fars latente vrede. Men for det meste er alt godt, og barnet retter sine sanser udad i legene og samværet med børnene i de nærliggende sommerhuse.
”Sommerhus” er fortællingen om en privilegeret barndom i en tryg ramme. Man kender sit sted gennem generationers fortællinger, og de kendte ritualer blander sig med barnets altid nye erfaringer.
Det er en familie med en tydelig selvforståelse: ”Vi er en familie, der tager på bilferie, flyrejser ligger os fjernt,” som det lyder om den sommer, hvor regnen er så bastant, at de forlader sommerhuset og ender på en charter.
”Sommerhus” er en stedsspecifik roman, men det er også en almen fortælling om at blive sig selv. En lavmælt registrering af bevægelsen fra det lille barn som værende helt indfældet i familiens organisme til den langsomme udskilning, besværet med få brudt sig fri fra det elskede objekt, moderen:
”Min mor fylder mig med så mange følelser, at jeg ikke kan skille hende fra mig selv, hendes ansigtsudtryk lægger sig over mig som en hinde.”
Trudsø beskriver den bevægelse så fint. At både kroppen og sindet så at sige bliver for stort, at man begynder at trække sig, uden at man egentlig ved hvorfor, blot at det må være sådan. En særegen blanding af sorg og forventning og en erkendelse af, at man ikke kan gå tilbage, at det barndomsland, man kom fra, er lukket.
Det er sommerhuslandet heldigvis ikke, det ligger der stadigvæk som en slags fysisk beholder for alle de forsvundne år. Ved Sejerøbugten og mange andre steder.