Når unge farer vild i livet

Intens, velskrevet og vedkommende historie om tre unges eksistentielle krise

Amerikanske Gayle Forman skriver gerne om unge, som af forskellige årsager må sætte spørgsmålstegn ved hele deres eksistens. Det liv, de kendte, og den fremtid, de satsede på, er ikke længere mulig. De er ikke alene i tvivl om, hvad de skal, men om de i det hele taget har noget at leve for. Formans fokus på de ældste unges eksistentielle kvaler finder vi også hos andre populære ungdomsforfattere, især fra de engelsktalende lande. Hendes gennembrudsroman, ”Hvis jeg bliver”, som også blev filmatiseret, handler for eksempel om 17-årige Mia, som kommer ud for et trafikuheld og ender i koma netop på et tidspunkt, hvor hun stod med overvejelser om en stor karriere som cellosolist.

Formans seneste roman ”Jeg er faret vild”, som netop er udkommet, handler om tre teenagere, Freya, Harun og Nathaniel, der hver især stilles over for eksistentielle valg. Freya er allerede en rimelig kendt sanger og er i gang med at indspille en plade, der skal cementere hendes popularitet, da hun mister stemmen. Harun er muslim, men skjult homoseksuel. Han har nu af familien fået besked på, at han skal rejse til Pakistan for at finde sig en passende kone. Haruns hemmelige mandlige kæreste har af samme grund forladt ham, og Harun ved simpelthen ikke, hvad han skal stille op, men vil flygte fra alting for aldrig at komme tilbage. Nathaniel ankommer til New York efter faderens dødsfald. Han er helt alene i verden og har en desperat plan, som kun han kender.

De tre unge mødes, da Freya ved et uheld (hun ser på sin mobil i stedet for på vejen) falder ned fra en lav bro i Central Park lige oven på Nathaniel. Harun er vidne til faldet og hjælper til, da Freya, fuld af dårlig samvittighed, må føre Nathaniel til skadestuen for at blive tilset for hjernerystelse. De tre skiftes til at fortælle i bogen, og man får serveret flashbacks fra væsentlige begivenheder i deres barndom. På den måde kommer man helt ind under huden på de tre og føler klart den intensitet, som de tre unges situation giver. Man opdager nærmest ikke, at man bladrer gennem bogens sider, så opslugt bliver man af deres historie og det musketeragtige bånd, der dannes mellem dem. De vil gerne sammen finde en vej ud af den tilsyneladende uløselige situation, de hver især befinder sig i. Men overbevisningen om, at hvad det er, de skal, og at de kan det, sker umærkeligt og gradvist i løbet af romanen. Vejen ud kræver eksistentielle overvejelser: Ingenting kan blive som før, der er en afgrund, de må komme over. Det er en forhindring, som de for at forcere, nødvendigvis kræver en radikal livsændring fra dem hver især, et opgør med de voksne, der har misrøgtet dem, med de forventninger, de hver især har forsøgt at leve op til. Venskabet vil hjælpe dem, hvis de da vil ofre den fremtid, de ellers havde arbejdet hen imod.

Det kan lyde banalt og næsten skabelonagtigt, men Forman skriver, så man ser verden fra fortælleren, man synker helt ind i vedkommendes bevidsthed og ser alt fra vedkommendes øjne. Ved at fokusere på enkeltproblemstillingerne hos de tre unge bliver bogen skarp, og man kan holde styr på handling og personer uden vanskeligheder. Det er engageret dramatik, der fortæller en væsentlig historie med følsomhed og ynde.