Prøv avisen
Film

"Little Women" er et bedårende udstyrsstykke om kærlighedens og skabelsens kraft

5 stjerner
De fire March-søstre – Meg (Emma Watson, yderst til venstre), Amy (Florence Pugh), Jo (Saoirse Ronan) og Beth (Eliza Scanlen, yderst til højre) – bliver ikke ophøjet til noget overjordisk ungt, de bliver til store piger, unge kvinder. – Foto: SF Studios.

Det er en perlende fryd at genbesøge netop den udstyrsødsle ”Little Women”. Her er næstekærligheden og det særligt pigede på samme tid bedårende og et studie i åndelig livsduelighed

Enhver klassikergenlæsning bliver læst ind i en ny tid. De bedste bliver læst af et oprigtigt menneske, der nærmest kannibalistisk æder sig ind på originalen, optager det for at berige verden med et nyt, selvstændigt værk.

I den unge hitinstruktør Greta Gerwigs tilfælde er L.M. Alcotts ikoniske fortælling ”Little Women” fra 1868 (”Pigebørn” og ”Unge Kvinder”) om fire søstres liv under Den Amerikanske Borgerkrig så tydeligt blevet en del af hendes selv. Og tiden, der er vores, sætter sine rappe aftryk.

”Empowerment” (myndiggørelse), kritik af ægteskabet som en økonomisk transaktion og idealistisk pacifisme er trukket tydeligere op. Men uden at øve politisk vold, uden autoritært at kvæle det, der gør fortællingen så charmerende.

”Little Women” er fortællingen om de fire March-søstre, der lever i et dannet og oplyst hjem, hvor kårene er trange, men kærligheden stor. Det er fortællingen om at finde kærligheden og om en ung kvinde, hovedkarakteren Jos, kunstneriske dannelse.

Gerwig, der stod bag forrige års lige så florlette og modne mesterværk ”Lady Bird”, svælger igen i kampen for at finde sig selv og undervejs indse, at man altid allerede er. Dette blik for det pigede, uden seksualiserede undertoner, gør det feminine til ånd, til åndelighed, til kunstnerisk sensibilitet, livsduelighed og fundament for dannelse.

De fire March-søstre – Jo (Saoirse Ronan), Meg (Emma Watson), Amy (Florence Pugh) og Beth (Eliza Scanlen) – bliver ikke ophøjet til noget overjordisk ungt, de bliver til store piger, unge kvinder.

Gerwig dyrker det pigede, de jublende hvin, de lange ben, der hvirvler op og ned ad trapperne, det lange hår, der virrer rundt ved spisebordet. Og ved at gøre det pigede så tydeligt, dyrke det og idyllisere det, fjerner hun næsten også det kønnede, det kønsspecifikke.

Så når værket forvilder sig ud til tilskueren, bliver det indoptaget igen, i en ny mentalitet, en ny sjæls indre hvirvlende vinde.

Tove Ditlevsens vidunderlige strofe ”Der bor en ung pige i mig, der ikke vil dø” er en slags poetik for Gerwigs film. For det særligt mesterlige består i, at instruktøren, der også har skrevet manuskriptet, uhøjtideligt hopper i Alcotts lineære fremstilling, knytter pigebørn og kvinder sammen. Det giver ”Little Women” en aura af modenhed, løfter den ud af pigeværelset og ind i alle hjertekamre. Uden at være sentimental bliver filmen en portal til tidligere tiders selv. Både kvindeskæbner gennem tiderne og det enkelte menneskes udviklingshistorie. Hvilken henrivende triumf!

Med Alcott og Gerwig bliver det pigede nærmest ophøjet til etisk fordring, for næstekærligheden er søstrenes medsammensvorne gennem opvæksten. Det er gennem Marmee (Laura Derns) kærlige myndighed og gennem krigens vedvarenhed i baggrunden af ethvert bal, at den grundlæggende romantiske fortælling bliver langt større.

Præstationerne på lærredet er drømmeagtigt skønne. Saoirse Ronans drengede Jo veksler mellem selvstændiggørelse og hysteri, da hun klipper håret af for at brødføde den fattige familie i hytten i skoven. For den mindrebemidlede March-familie er fattigdom et livsvilkår, og økonomien løber under det hele.

Pigerummet er nærmest sakralt, men Gerwig går ikke andægtigt til værket. Ved at klippe i tid, ved at lade os vide, at også døden kommer, lever det dennesidige i pagt med det hinsidige.

Ligesom Alcott gør Gerwig op med arketypen om det kvindelige som det underlødige. Hun gør det i stedet til det væsentlige. Så da Jo i starten af filmen, som så mange andre kvinder før og efter hende, trækker vejret forventningsfuldt ude foran et kontor af lutter mænd, er det ikke kærligheden, hun trippende venter på. Det er kunstnerisk anerkendelse for sine ”skriblerier”, der viser sig at være et vældigt værk om pigebørn.

”Little Women” er et bedårende udstyrsstykke. Ødsel med musik og mennesker. Det samlede hele, kameraføringen, musikken, farverne, kostumerne, de vidunderlige skuespillere, flyder sammen og bliver til et værk, et hele, så stilsikkert, så forbilledligt. Det bliver næsten en fetich, her er absolut ingen angst for det smukke, de store billeder, den underliggende musik. Gerwig tager det pigede tilbage og gør det stærkt.

”Kvinder er mere end kærlighed, men jeg er så ensom,” siger Jo, da hun har sagt nej til ægteskab for at hellige sig ordene, skrivningen, troen på, at kvinder kan leve selv, kan være selv, uden en mand. Alt imens troen taktfast slår livsanskuelsen an.

Næstekærligheden og selvopofrelsen er uomgængelige livsvilkår. Det er ikke dogmatisk. Det er en selvfølgelighed. Det er ganske henrivende.

Tove Ditlevsens vidunderlige strofe: ”Der bor en ung pige i mig, der ikke vil dø”, er en slags poetik for Gerwigs film.