Mesterlig, dystopisk opsætning af Pusjkins ”Spar Dame”

Mennesket befinder sig i et eksistensmørke i Liam Scarletts mesterlige, dystopiske opsætning af Pusjkins ”Spar Dame” for Den Kongelige Ballet, hvor hovedfiguren Hermann er billede på både en kamp for forstand og humanitet

Andreas Kaas som Hermann i ”Spar Dames” sidste scene, galehuset Obukov. –
Andreas Kaas som Hermann i ”Spar Dames” sidste scene, galehuset Obukov. – . Foto: Henrik Stenberg.

Musikalsk slår koreografen Liam Scarlett allerede med åbningstakterne vinklen an for sin læsning af Aleksandr Pusjkins novelle ”Spar Dame”: Den rytmiske energi i det gribende, frembølgende og bærende tema for balletten, som komponisten Martin Yates effektivt og medrivende låner fra ”Lizas Arioso” fra Tjajkovskijs Pusjkin-opera, er i ængstelig og ustoppelig konflikt med den melodiske linjes klagesang.

”Om lidt slår klokken midnat” lyder som de spørgsmål om fortrydelse og forbrydelse, der kommer til at stå over hele iscenesættelsen og som et varsel om det skæbne-ur, der sættes i gang i prologen.

Her ligger kernen i Scarletts forståelse af ingeniørofficeren Hermanns tragedie: Som kortene vendes i hasardspillet på det grønne bord i Versailles, hvor den russiske grevinde Anna Fjodorovna, kendt som ”la Vénus moscovite”, først taber og efterfølgende – med hjælp fra den franske esoteriker Saint-Germain – vinder en formue i kortspillet faro, transformeres ikke kun grevinden, men hele selskabet fra elegante adelsfolk til todimensionelle umennesker; groteske, hæslige profilfigurer, monstre.

Grevinden betaler for sine vinderkort i det flygtige, gysende øjeblik, hvor Saint-Germain lægger sin hånd på hendes bryst og symbolsk trækker hjertet ud af spilleren: Uden empatiens hjerte er det levende menneske som en død, manglen på empati er døden, og prisen, grevinden har erlagt, er hendes egen humanitet.

Kizzy Matiakis som grevinden, der i Versailles sælger sin menneskelighed for vinderkortene i hasardspillet faro. –
Kizzy Matiakis som grevinden, der i Versailles sælger sin menneskelighed for vinderkortene i hasardspillet faro. – Foto: Henrik Stenberg

Dette fortabelsens dybe mørke, som Hermann også suges ned i, er den dominerende baggrund i Jon Morrells symbolstærke scenografiske billede, hvor få og enkle sætstykker og rekvisitter forvandler scenen fra officerskvarter i Sankt Petersborg til balsal, boudoir og galehus.

Her genfortæller Liam Scarlett nærmest ord for ord Pusjkins novelle i et utroligt detaljeret og koreografisk præcist narrativ over syv scener: fra første gang, den unge officer Hermann hører vandrehistorien om grevindens hemmelighed fra sine soldaterkammerater, til hans møder med hendes plejedatter, Liza, som han kynisk kurtiserer bag ryggen på den gamle, som han endeligt tager livet af.

I en koreografisk fortolkning forudsætter en danset monolog et stort dramatisk og ekspressivt register af både koregraf og danser for at finde udtryk for den kompleksitet, de spørgsmål og tanker, en tekst kan rumme.

Det mestrer Liam Scarlett med kalligrafisk klarhed og overblik, men koreografisk er det især i anden akts truende, omskiftelige balscene, at ”Spar Dame” til tonerne af Tjajkovskijs ”Valse Caprice” i en farverig pallette løfter sig både kunstnerisk og følelsesmæssigt. Her lykkes det Scarlett at formidle den flydende og farlige verden mellem fantasi og virkelighed, Hermann bevæger sig i, at skabe et billede på det stormende følelseshav, den naturaliserede tysker, hvis tilsyneladende ro skjuler ”glødende lidenskaber og en tøjlesløs fantasi”, er ved at drukne i.

Hvor den engelske koreograf henter sine historiefortællende redskaber fra sine forgængere ved Royal Ballet i London, Sir Frederick Ashton og Sir Kenneth MacMillan, så bærer denne hvirvlende og virtuose ensemblescene, der rent formalistisk og metaforisk er aftenens berusende højdepunkt, mindelser om George Balanchines ”La Valse” (1951).

”Da han ingen tro havde, var han – som det i reglen plejer at være tilfældet – til gengæld så meget desto mere overtroisk,” skriver Pusjkin om Hermann.

Det overnaturlige er et centralt element i ”Spar Dame”, som Liam Scarlett til gengæld ikke rigtig har fokus på eller lykkes med. Det skyldes fra hans side især en overspillet og unødvendig sammenvævning af spillelidenskab og det erotiske, særligt i relationen mellem grevinde Anna Fjodorovna – i Pusjkins tekst en kone på firsindstyve år – og Hermann.

Det er ikke noget overbevisende valg at tegne denne kontakt og gøre titelpartiet til en danserolle.

Andreas Kaas som Hermann og Kizzy Matiakis som grevinden i en fatal konfrontation med erotiske undertoner. –
Andreas Kaas som Hermann og Kizzy Matiakis som grevinden i en fatal konfrontation med erotiske undertoner. – Foto: Camilla Winther

Grevinden, der ”sad sminket og i sin gammeldags stads, som et uformeligt, uundgåeligt stykke møbel, henne i en eller anden krog af salen”, er ganske vist sminket ligbleg og klædt som et rokokospøgelse, men når hun glider i smidig spagat og svinges rundt som en adræt jitterbugdanser, så mister rollen gravitas og troværdighed som figur forbandet og frosset i tid.

Som ringen sluttes til tonerne af Lizas sørgesang med Hermanns triumf og fallit ved spillebordet, og mørket lukker sig fuldstændigt om protagonisten som billede på hans mentale sammenbrud, sætter eftertankerne om moral, dødssynd og straf ind sammen med anerkendelsen af et kunstnerisk historisk højdepunkt med fremtidigt potentiale for Den Kongelige Ballet og dens dansere.

Solodanser Andreas Kaas portrætterede på førsteholdet en frenetisk, hvileløst drevet Hermann med en idealistisk overbevisning; på andetholdet skabte Alexander Bozinoff også en sympatisk, men mere viljeløs og forvirret figur.

Vi har endnu til gode at opleve den monstrøse, ryggesløse Hermann, der har en profil som en Napoleon, et hjerte som en Mefistofeles og mindst tre forbrydelser på sin samvittighed. Det kunne være solisten Jón Axel Fransson.