Om smerte, sejre og herlige anekdoter: Her er tre læseværdige sportsbøger

Hvad er det, sport kan? Det er spørgsmålet, der sætter tre nye bøger om cykling, tennis og fodbold i gang

Om smerte, sejre og herlige anekdoter: Her er tre læseværdige sportsbøger

Alle disse tre nye sportsbøger er læseværdige og skrevet med særpræg. Det kan derfor virke urimeligt at anmelde samlet. På den anden side er bøgerne udgivet sammen og bærer tydeligt seriepræg med ensrettede bagsidetekster og strømlinet kapitelstruktur. For ikke at nævne Bjørn Ortmanns skarpskårne bogdesign.

Så her følger bunkeanmeldelsen. Vi begynder på sadlen.

”Om cykling” er skrevet af journalist og forfatter Tonny Vorm. Vorm er optaget af flere sportsgrene. Fascinationen af cykling skiller sig imidlertid ud. For mens han ikke kan se en boksekamp ”uden at vugge i overkroppen og levere et imaginært nyrestød” – altså leve sig ind i næveduellen, som var han der selv – betages han af cykelsporten uden indføling. Han ”har aldrig fantaseret om at køre i den gule trøje eller vinde Paris-Roubaix”.

Beskuelsens fascination bestyrkes for Vorm af den tilgængelighed, der altid har kendetegnet landevejscykling. Dels bevæger feltet sig igennem et faktisk landskab med tilskueradgang for alle. Dels er det selv i dag muligt for pressen at komme tæt på stjernerne. Få en kommentar. En sludder.

Den rumlige tilgængelighed, analyserer Vorm, kølner nemlig også idoldyrkelsen af selv feltets største stjerner, ligesom nærheden er med til at fremhæve de store bedrifters menneskelige karakter:

”Smerten er et grundvilkår i cykelsporten, og den er langt lettere at spejle sig i end Messis driblinger eller Federers baghånd.”

Vorm giver stor vægt til bogens historisk anlagte kapitel. Her begynder vi med Adam og Eva – væltepeteren – samt et idéhistorisk rids over cyklen som symbol for fremskridt og modernitet. Siden får læseren lov at smage på de første meget barske konkurrenceløb over vigtige udviklinger i løbsdistancer og pointsystemer til taktik og skiftende tidernes største ryttere og rivaliseringer. Alle myterne, som trods det erklærede ønske om ikke at romantisere rytterne vist egentlig også bare drager Vorm.

I hvert fald: De mange anekdoter filtrer sig sammen i et herligt vildnis, fortalt kyndigt og med overskud.

Anderledes enstrenget virker Anders Haahr Rasmussens indgang til sin bog ”Om tennis”. Her får vi en omstændelig gengivelse af Frederik Fetterleins selvbiografi ”Forført af livet” fra 2011. Haahr Rasmussen finder den ubehjælpeligt skrevet og i det hele taget ”bedrøvelig læsning”. Alligevel trækkes læseren igennem flere fyldige citater. Den tidligere topspillers levnedsskildring spejler ”det rod, der er livet” og ”man ender sgu med at få lyst til at give ham en krammer”. Tja.

Heller ikke opstregningen af spillets pointsystem står snorlige. Her forventes læseren at vide meget lidt om tennis og skal gentagne gange samles op af halvskrumlet metatekst (”Og her skal jeg lige sikre mig, at alle er med. Breakbold? 30-40?”).

I sidste ende bruger Haahr Rasmussen dog gennemgangen af reglementet til et interessant perspektiv på, hvorfor spillet fascinerer, som senere aktiveres fint, når han ambivalent diskuterer forslag til regelændringer og nye tiltag i uofficielle turneringer. Pointen, der skrives frem: Opbygningen med sæt til seks, hvor det enkelte point vindes ved at vinde et parti, der igen vindes ved at vinde fire bolde (og altid med to overskydende), giver tennisspillet en malende, langsommelig natur. Det scoremæssige tempo holdes nede, kampene strækkes ud: Der skal spilles et hav af bolde, og ikke alle tilsyneladende lige vigtige.

Bogens stærkeste afsnit følger i gennemgangen af aktuelle topspillere på både herre- og kvindesiden. Her er pennen mere flydende, fordi forfatteren er mindre optaget af at støtte sin læser. Roger Federers spil opfattes som et udtryk for at spille tennis ”fra stilheden”, det vil sige med absolut nærvær og kontakt til sig selv. Altså er netop Federers baghånd for Haahr Rasmussen det ultimative eksempel på noget at spejle sig i. Som kender af sporten. Som menneske.

Den bedste balance mellem personlig fascination, sportens natur i historisk lys og udblik på nu- og fremtid får vi hos Asker Hedegaard Boye, der skriver om fodbold. Præcis som han gør det for Weekendavisen og som medredaktør på tidsskriftet Mål.

Som optakt lukker Hedegaard Boye læseren ind i sin lange kærlighedsaffære med den engelske fodboldklub Blackburn Rovers (hvis klassiske spillerdragt danner forlæg for forsidens figur). Vi får et nostalgisk tilbageblik på en Tipslørdag-transmitteret kamp ”en oktoberdag i 1992”. Det er urhistorien. Morsomt er det at læse om den fortsatte forelskelse og den unge mands selvbevidste tilvalg af en klub, som de færreste i Danmark har under huden. Det hele fremskrives med kærlig selvironi:

”Jeg følte mig velsignet over at have valgt rigtigt.”

Det vilkårlige, men stædigt fastholdte tilhørsforhold bruges også til at vise sportens kraft til suggestion. En kraft så stærk, at den tilsyneladende kan skrive fortiden om. For var det overhovedet muligt – som Hedegaard Boye erindrer det – at se den kamp i 1992, han levende refererer? Efter at have skaffet sig båndmateriale fra DR’s arkiver lader han det ligge. For noget kan ”godt være sandt, selvom det ikke er rigtigt”.

Det historiske kapitel fokuseres om spilreglernes tilblivelse og den tidlige organisering i klubber og nationalforbund. Her er vi på de britiske øer. Der gemmer sig gedigne overraskelser i det gode indoptag af kilder, for eksempel at det var to cricketspillere fra Sheffield, der pressede på for at forbyde brugen af hands, som vi i dag kender det fra rugby.

Det vigtigste for Hedegaard Boye bliver dog at pege på en trist kontinuet i sportens lastekatalog. De ting, der blev diskuteret for 150 år siden, diskuterer vi (desværre) endnu: Kan kvinder spille spillet, er alle velkomne på banen uanset hudfarve, korrumperer professionaliseringen systemet?

I sidste del af bogen er det det økonomiske aspekt, der optager Hedegaard Boye. Analysen kredser især ved spørgsmålet om ejerskab. Spilleren, der engang var en glad amatør, er i dag en ”professionaliseret krop”, der ejes af andre. Han – og det er netop en han – tager sig godt betalt, som Hedegaard Boye lægger til, men det kommer med en pris. Et rystende eksempel, der fint rekapituleres, fik vi med Uefas ”institutionaliserede psykopati” med krav til de danske herrelandsholdsspillere om at genoptage en fodboldkamp, kort tid efter en af deres holdkammerater havde fået hjertestop på banen.

På strukturelt plan er fodbolden en del af ”geopolitiske strategier” og ”altid” politik, når det kommer til internationale slutrunder.

Midt i fascinationen bevarer ”Om fodbold” altså et nøgternt blik på sporten. Viljen til distance er velgørende, ikke mindst fordi denne afstandstagen ikke ses som modstridende med fascinationskraften, inderligheden, der sætter alle tre bøger i gang, og som også hos Hedegaard Boye får det sidste ord. Begge dele hører med: Efter en urovækkende fremskrivning af fodboldfremtidens værste skrækscenarier, er det fortsat glæden over en scoring overværet på Aarhus Stadion, der står tilbage:

”Et sug af selvforglemmelse. Vi er her sammen. Lige nu. Og det øjeblik får vi aldrig igen.”