Prøv avisen
Liv&litteratur

Om sprogligt motorstop og om at få skruen i vandet

Sprogets billeder bliver slidt. Andre gange kan de ændre betydning, som det med ”bjørnetjenesten” som mange unge mennesker nu forstår som en helt enorm tjeneste. Foto: Nima Stock/Ritzau Foto

Man kender det fra sig selv: Sproget kan blive slidt, man glemmer at se tingen bag ordene, eller ordene kan helt ændre betydning. Som nu ”bjørnetjeneste”

For en måneds tid siden skrev jeg en anmeldelse af Ordrupgaards fine udstilling om mødet mellem den dansk-franske impressionistiske maler Camille Pissarro og den danske maler Fritz Melbye på de dengang Dansk Vestindiske Øer. Jeg var så optaget af at få alle ting rigtigt formuleret, få alle detaljerne rigtigt på plads. Men, som to venlige læsere meget hurtigt skrev til mig og påpegede, så var der lige en væsentlig detalje, som simpelthen ikke var på plads: I 1852 rejser de to kunstnere sammen til Venezuela, og det lykkes dem at ernære sig som kunstnere.

Jeg skriver: ”Og det går åbenbart godt, de kan holde skruen oven vande.” Jeg læser korrektur på min artikel, tjekker alle fakta flere gange, og alligevel ser jeg ikke skruen, der ligger der og drejer rundt for fuldt sving oven vande. Meget flovt, når man nu har tilbragt en del af sin barndom til søs og godt ved, at skruen skal ned i vandet, for at båden kommer frem, og at hovedet skal være oven vande, hvis man ikke vil drukne.

Det, der er sket, er, at jeg har blandet to idiomer/talemåder sammen, der begge handler om at klare sig: at holde hovedet oven vande og at have skruen i vandet.

Det irriterende er, at man, når man skriver, kan blive blind for den slags i sin egen skrift, mens det, hvis man læser andres ord, vil være noget af det første man ser. Læste jeg den formulering hos en anden, ville skruen formodentlig, ligesom den gør hos Kristeligt Dagblads vakse læsere, ligge der og piske forgæves rundt.

Men vi bliver blinde for vores egne billeder eller rettere, vi glemmer at mærke efter vores egne billeder, se bag om sproget, ind til selve billedet. At holde skruen lige i vandet var oprindeligt en metafor, et sprogligt billede, som med tiden er gledet over til at være et idiom, et fast sprogligt udtryk, hvilket betyder, at den billedlige betydning ikke mere er så aktiv.

Den form for sproglig uopmærksomhed tror jeg, alle kender til. Sprogets billeder bliver slidt. Andre gange kan de ændre betydning, som det med ”bjørnetjenesten” som mange unge mennesker nu forstår som en helt enorm tjeneste.

Her kommer der en poetisk dimension over det nye billede, det fungerer faktisk, måske fordi det også blander sig med talemåden ”et bjørnekram”, man ser bamsen og dens store labber for sig.

Heldigvis er det sådan, at digterne hele tiden arbejder med at genvække vores sprog, gøre os opmærksomme gennem deres arbejde med at skabe nye sprogbilleder.

Digteren Rasmus Nikolajsen, som i år fik Litteraturkritikernes højeste udmærkelse i form af Kritikerprisen, har i hele sit forfatterskab arbejdet meget bevidst med at skabe sproglige billeder, som i den grad får læseren til at standse op og teksten til at skyde i de utroligste retninger. Ikke mindst i den lille samling af fortællinger/essays ”Den ulykkelige boghandler” fra 2012, som jeg her citerer fra.

Nikolajsens primærfigur er sammenligningen, det vil sige, at en ting sammenlignes med noget andet:

”Højt på himlen sprudler aprilsolen som en brusetablet droppet i et glas vand, og jeg kan skue hen over søen der ligger som en blankpudset mønt der efter at være blevet kastet spinner, dirrer ganske let på bordpladen.”

Solen bliver til en lille brusetablet i et glas vand, vandet/søen bliver til en mønt, og eftersom forfatteren fortæller, at han sidder ved sit bord og skriver, bliver det også pludselig der, at mønten, alias søen, danser.

Rasmus Nikolajsen dyrker en sammenligningsform, som kaldes ”en conceit”, hvor pointen er, at sammenligningen er mere slående og overrumplende, end den er præcis.

I følgende lille ekvilibristiske stykke tænker fortælleren over conceiten som stilistisk figur, mens han med sin kæreste kører over Storebælt:

”Som hjerneceller af en conceit lokket på overarbejde, lokket til at forbinde dele af hjernen der normalt ikke snakker sammen hvorved man sendes på en indre rejse i det ukendte, gled vi hen over østrendens højbro mens et kæmpe krydstogtskib, som en malet figur der hopper tilbage i billedrammen, gled ind under os som en fyldt chokolade ind mellem læberne.”

Billederne, der ovenikøbet her yngler på hinanden, kræver virkelig meget anstrengelse at holde på plads.

Det er klart, at den måde at arbejde med sammenligninger på ikke fungerer i det hurtige daglige sprog, hvor det først og fremmest handler om at levere information videre, og det ville givetvis være temmelig anstrengende at læse i en avisartikel. Men det frisker bevidstheden op. Den indre skrue sænkes i vandet.

Klummen Liv&Litteratur, der skrives af Mai Misfeldt, Lars Handesten og Henrik Wivel, går nu på sommerferie.