Prøv avisen
Eftertanken

Om Villy Sørensen ved hans 90-årsdag

Klarheden kommer, når man kan udholde at tænke tingene igennem med alle deres modsigelser. Det kunne filosoffen og forfatteren Villy Sørensen, som på søndag ville være fyldt 90 år

I sit juleinterview til dagbladet Information sagde Suzanne Brøgger, at vi lever i barnets århundrede – således forstået, at vi opfører os mere som børn end som voksne. For hendes gode ven Villy Sørensen, som på søndag ville være fyldt 90 år, var overgangen fra barn til voksen et hovedtema. Ikke for ingenting satte han et motto af Paulus over sit skønlitterære hovedværk ”Formynderfortællinger” fra 1964: ”Så længe arvingen er umyndig, er der ingen forskel imellem ham og en træl, skønt han er herre over alt godset.”

De 10 fortællinger handler om myndighed og umyndighed og om vanskeligheden ved at opdrage til frihed, hvad der jo også er en modsigelse i sig selv. De handler om, at den ene part må give slip og den anden forvandle oprør til konstruktivt medarbejde. ”Oprør fra midten” hed derfor den bog, som Villy Sørensen skrev sammen med K. Helveg Petersen og Niels I. Meyer i 1978.

Alt efter temperament kan man græde eller harmes over, at vi først nu langsomt er ved at indhente dens analyse af miljøproblemerne i deres sammenhæng med vor begrænsede erkendelse af vore begrænsninger.

Villy Sørensen er altid blevet mere læst som samfundskritisk filosof end som kunstner. Derfor peger jeg på formynderfortællingerne, som rummer endnu flere facetter af det evige emne, end noget essay kan.

Jeg læste dem som nogenlunde oprørsk 20-årig, da de udkom, og alverdens pædagoger kunne ikke have lært mig så meget, som disse litterære tekster (og jo, også Villy Sørensens essayistiske forfatterskab) gjorde. ”Ungdommen er ikke fremtiden,” skrev han engang provokatorisk: For fremtiden er resten af livet, som ungdommen skal vokse ind i, men også præge.

Snart ville det blive min, det vil sige min generations, tur til at tage ansvar. Oprøret var nødvendigt og godt, men de unge oppositionelle måtte blive voksne nok til også at kunne være lovgivere, hvis magten ikke skulle ende med at forblive hos dem, der klamrede sig til det bestående. ”Hverken-eller” hed Villy Sørensens essaysamling fra 1961 derfor, hverken stædig reaktion eller blind fremskridtstro. Som han her uden blusel spillede op til Søren Kierkegaard, kunne han med samme ret stille sig i Holbergs tradition og give samlingen ”Uden mål – og med” fra 1973 undertitlen ”moralske tanker”. Tidligt definerede han det virkeligt nye som ”det, der kan forsone det gamle, så også det forvandles og bliver nyt”.

Kun således kan loven både nedbrydes og opfyldes. Det var derfor intet under, tværtimod, at Villy Sørensen var levende, omend kritisk, optaget af den kristne tradition, lige fra ”To legender”, der indleder hans første bog, ”Sære historier” fra 1953, over Paulus-mottoet ovenfor og ”Tre legender” i samme bind til det store essay ”Jesus og Kristus” fra 1992.

En stor del af overleveringen gemmes af sproget, som Villy Sørensen beherskede bedre end alle andre. Han kunne lege med det og illustrerede gerne sin argumentation med ordspil.

Men de var aldrig til for deres egen skyld. De pegede altid på et sagsforhold, som på den måde kom til at stå klart i sin mangfoldighed.

Om oraklet i Delfi skrev han, at det gav ”klare og tvetydige” svar. Entydigheden forplumrer og brutaliserer. Klarheden kommer, når man kan udholde at tænke tingene igennem med alle deres modsigelser. Vist skal der handles, men ikke i blinde. Villy Sørensens kritik kunne være skarp, men den var aldrig sårende. Og hans ironi var spids, men aldrig opløsende.

”Seneca – humanisten ved Neros hof” hedder hans bog fra 1976. Også den er en formynderhistorie om filosoffen, som længe havde held til at tøjle sin myndling, men til sidst måtte give op. Nutidens ”hoffer” synes ikke altid at have mere lydhørhed over for humanister og humanisme end datidens.

Men magthaverne kunne have gavn af at læse Villy Sørensen. Både for at kvalificere deres eget sprog og for at søge forsoning frem for konflikt.

Hugges de gordiske knuder blot over, flagrer tovene i vinden. ”Den, der ikke er med mig – er også med,” som Villy Sørensen udtrykte det.

Klummen ”Eftertanken” skrives af professor, forfatter og tysklands-ekspert Per Øhrgaard og bringes i avisen hver anden fredag.