Da Bibelselskabet udgav ”Bibelen 2020”, var det resultatet af et umådeligt stort projekt, der havde kørt i mere end et dusin år. I forbindelse med oversættelsen af Det Gamle Testamente havde Bibelselskabet rekrutteret 500 frivillige testlæsere i et aldersmæssigt spænd fra 13 til 85 år. Som man kan regne ud, er det ingen spøg at oversætte de gamle skrifter til noget, der giver mening for nutidens læsere.
Man kan derfor enten beundre Kåre Bluitgen eller ryste på hovedet ad ham. Han har netop egenhændigt, om ikke oversat, så dog gendigtet hele Koranen og udgivet den med illustrationer til børn og unge i stil med en børnebibel. Koranen er ikke et nyt emne for Kåre Bluitgen, som er socialist og brændende ateist. Han har tidligere udgivet flere bøger om muslimers profet Muhammed og Koranen. Kåre Bluitgen er i øvrigt den indirekte årsag til Muhammed-krisen i 2005, idet det var ham, der i forbindelse med en udgivelse ikke kunne finde en illustrator, der ville illustrere hans såkaldte Muhammed-bog. Det udløste den konkurrence, som Morgenavisen Jyllands-Posten kørte, og som endte i den nok største internationale krise, som Danmark har været i siden Anden Verdenskrig.
Måske kan man derfor godt forstå, at intet forlag har været motiveret til at udgive Bluitgens bog ”De skyggefulde haver”, selvom han tidligere på året indrykkede en annonce i ”Bogmarkedet”, fagbladet for den danske bogbranche, hvor han søgte et forlag til sit manuskript og tegninger til billedkoranen. Derfor udgiver han bogen på eget forlag.
Det er amerikaneren Bosch Fawstin, der har illustreret bogen. Bosch Fawstin er tidligere muslim og har været udsat for et terrorangreb i forbindelse med en prisoverrækkelse i delstaten Texas i USA, hvor han vandt takket være en tegning med en sabelsvingende profet med turban, som råbte: ”Du kan ikke tegne mig.” Hvortil tegneren svarede i en taleboble: ”Det er derfor, at jeg tegner dig.”
Jeg er ikke selv muslim, men da der er en milliard mennesker, der er det, er det rimeligt nok at sætte sig ind i deres hellige bog. Det var derfor med en vis interesse, at jeg åbnede ”De skyggefulde haver”, idet jeg tidligere havde læst Ellen Wulffs glimrende oversættelse fra 2006, udgivet af Forlaget Vandkunsten, og den noget mere vanskeligt tilgængelige oversættelse af A.S. Madsen fra 1967, som er de eneste to fulde oversættelser af Koranen, der findes på dansk.
For dem, der ikke ved noget om Koranen, er det måske på sin plads at give en kort introduktion. Ifølge traditionen er Koranen Guds egne ord, overgivet til Muhammed af englen Gabriel på arabisk. Ordene er nedskrevet efter Muhammeds død og senere samlet til en autoriseret udgave. Da man ikke ved præcis, hvornår de er fortalt til Muhammed, har man ganske simpelt ordnet alle overleveringer efter længde. De længste først og de korteste til sidst.
Da Koranen anses for at være Guds egne ord, vil en oversættelse muligvis kunne forvrænge indholdet, og derfor har opfattelsen været, at Koranen ikke bør oversættes. Det bliver den selvfølgelig alligevel, men for eksempel indeholdt den danske oversættelse fra 1967 også den arabiske originaltekst, så læserne kunne sætte sig ind i, hvad originalen sagde. Der er heller ikke som sådan et udtrykkeligt forbud i Koranen mod at afbilde muslimernes profet, men kun et forbud mod afgudsdyrkelse.
Som en del af muslimernes tro indgår også de såkaldte hadith, som er en nedskrevet fortælling, der bevidner, hvad profeten har sagt og gjort. Hver af disse indeholder information om, hvor mange led der har været, inden de blev skrevet ned. Disse hadith er afgørende for muslimernes fastsættelse af regler og anbefalinger for, hvordan man bør leve.
Kåre Bluitgen har i ”De skyggefulde haver” blandet Koranens vers sammen med overleveringer fra hadith. Derfor er det noget af en tilsnigelse overhovedet at kalde det for ”en illustreret koran”. Der er nemlig en del i Bluitgens bog, som ikke stammer fra Koranen. Herudover virker det, som om Bluitgen med vilje har udvalgt sig de nok drabeligste elementer, som især kan synes egnet til at kompromittere muslimer.
Et indtryk fås allerede fra hans indledning, hvori han skriver: ”Koranen handler først og fremmest om at dele menneskerne op i to. I troende og vantro. I retfærdige og uretfærdige. I dem, der underkaster sig Gud, og dem, der ikke gør. Kort sagt: I dem, der skal i Paradis, og dem, der skal i Helvede.”
Det er således også tonen i hans gendigtning, der næsten omhyggeligt undgår nuancer. Det er i mine øjne stærkt problematisk, at Bluitgen slet ikke oplyser, hvilke hadith han har brugt eller hvorfor. Men som ateist har Bluitgen muligvis et helt andet sigte med sin bog.
Endnu en kompleksitet opstår ved, at Bluitgen har ordnet sin bog efter den orden, man antager, versene er overleveret i. Det gør for eksempel, at ”De skyggefulde haver” ikke begynder med den mest traditionelle bøn, der bruges ligesom Fadervor, og som altid indleder selve Koranen.
Og så kan man for eksempel læse sådan noget som: ”Når løgn vinder over sandhed, når der drikkes vin og spilles musik, når kvinder bliver ulydige mod deres mænd, når mænd har omgang med mænd, når kvinder rejser på pilgrimsrejse uden mænd, når fætre og kusiner bliver gift med nogen uden for familien, og når der ikke er nogen imam til at lede bønnen, så er de sidste tider nær.”
Dette vil man lede forgæves efter i Koranen, da man slet ikke opfordrer fætre til at gifte sig med kusiner. Et lille indeks til sidst i bogen har en henvisning til de relevante vers i Koranen, men det netop citerede afsnit er formentlig delvist gendigtet fra en hadith.
Et andet eksempel er, at Koranens fortælling om Noa genfortælles af Bluitgen, som at Allah siger: ”Jeg lod Noa tage sin kone og sønnerne Sem, Jafet og Kam med ombord. Men ikke hans søn Kanan, som han havde med sin vantro kone Waila, der tilbad afguderne i Soltemplet.” Men faktisk er det i Koranen Kanan, der ikke vil med sin far.
Et andet gennemgående træk ved Bluitgens bog er, at han konsekvent udelader Koranens understregning af, at det ikke er nok at være troende. Man skal også have gjort gode gerninger. Et eksempel er i en dommedagsfortællingen i sura 30, hvor Allah fortæller: ”De, der troede og gjorde gode gerninger, vil blive lyksaliggjort i en have.” Men hos Bluitgen hedder det: ”De, der udelukkende har troet på Mig og fulgt Mine love, skal få det vidunderligt i skyggefulde haver.” Udtrykket ”mine love” er næppe mundret som ”gode gerninger”, så det er tænkeligt, at valget af udtryk er foretaget for at sløre en nuance. Citatet giver desuden baggrunden for titlen, idet de skyggefulde haver henviser til Paradis.
Generelt får man indtryk af, at Bluitgen nærmest tolker Koranen strammere, end den mest konservative muslim ville være i stand til. Han fremdrager det, som helt sikkert vil provokere enhver fornuftig vestlig læser, og blander for effektens skyld koranvers sammen med overleveringer uden den nødvendige transparens. Man bliver derfor ikke klogere af at læse denne illustrerede koran, men til tider nærmest misvist. Og det er på mange måder en skam, ikke mindst fordi idéen med en illustreret koran for unge egentlig synes temmelig fornuftig og i det hele taget kunne have haft potentiale som et nyttigt oplysningsprojekt.
Illustrationerne i bogen er i øvrigt meget veludførte og har samme kant som Bluitgens tekst. Fawstin har en lidt tegneserieagtig, frisk streg, der fremhæver pointen med overskud og en ræv bag øret. Tegningerne vil derfor med stor garanti genere selv muslimer, der ikke har et problem med billeder i sig selv.
At Bluitgen med denne bog hævder at have gengivet Koranen, synes jeg, er forkert. For det gør han bestemt ikke. Det er heller ikke en letlæst tekst, selvom udgivelsen er tænkt til unge. Sætningerne er stadig tunge og præget af forlæggene fra såvel Koranen som hadith. Oftest er Wulffs oversættelse langt lettere at læse, og det ville også være den, jeg ville anbefale andre at gribe fat i, hvis de vil opnå indsigt i, hvad der står i Koranen. Også selvom Wulffs udgave ikke understøttes af illustrationer.
Men det er klart, at Wulff ikke selv tilbyder en fortolkning af Koranen.