Næste år er det 300 år siden, at vi kom til Grønland. Godt nok i skikkelse af nordmanden Hans Egede, men på den danske konges bud. Han skulle om muligt genoptage kontakten til nordboerne, efterkommerne af vikingerne i Grønland, som man ikke havde hørt fra i adskillige århundreder. Borte var de.
Til gengæld indledte Egede en kristning af grønlænderne.
Således startede den danske tilstedeværelse på den store ø: Som et idealistisk projekt, hvor handlen havde karakter af en sidebeskæftigelse til det egentlige, nemlig missionen.
Da geologen H.J. Rink ankom til Julianehåb i 1848 var situationen en anden. Herom kan man læse i et nyt, flot tobindsværk Grønland blev hans skæbne – om H.J. Rink og hans tid af journalisten Pia Rink – en fjern slægtning. Det digre værk dækker et væsentligt hul i litteraturen om Grønland. Rink er nemlig en absolut hovedskikkelse i Grønland, og derfor vores, historie.
Jovist, idealisme var der på papiret. Reelt var den sat i skyggen af mere merkantile hensyn. Den Kongelige Grønlandske handel (KGH) havde monopol på den grønlandske handel, og handlen gik forrygende. Her i midten af 1800-tallet var det en guldrandet overskudsforretning for KGH og den danske stat.
De grønlandske fangere solgte skind, tran og alt, hvad de kunne få fingrene i til KGH. Til faste lave priser, forstås. KGH solgte det videre med god fortjeneste. Der var ikke den danske bondefamilie, der ikke kunne nyde en vinteraften i tranlampens skær.
Set fra KGH’s hovedkontor, strategisk tæt på Slotsholmen, så alt godt ud. Folketallet var steget i Grønland, og fangerne var tilsyneladende i stand til at øge produktionen.
Under overfladen så der noget anderledes ud. Grønlænderne var ikke blevet mere produktive. De solgte bare stadig mere af deres fangst til KGH og købte europæiske importvarer i stedet. De var blevet fattigere. Det gamle fangersamfund havde ikke klaret mødet med den moderne civilisation uden at tage skade. Det var i en langsom opløsningsproces, der accelererede i midten af århundredet.
Lokalsamfund blev svækket. Fangere vedligeholdt ikke deres fangstredskaber. Familier solgte deres forråd for at tjene lidt ekstra. Efter lang tids udhuling var forfaldet blevet synlig for det blotte øje: befolkningsnedgang, sult, epidemier hele vejen langs kysten. Stadig større behov for at uddele fødevarerationer til de nødlidende.
Grønlænderne var knuget af afmagt og initiativløshed. I dag ville man vel sige, at de var blevet klientiliseret. Det var dette, Rink så, og det var i høj grad hans livsopgave – som inspektør for KGH i Sydgrønland og siden som direktør for KGH i det hele taget – at forhindre ødelæggelsen af det grønlandske folk.
Rink er en fascinerende skikkelse, der kæmpede på flere fronter. Ud over en interesse i den grønlandske naturhistorie (han opfandt praktisk talt ordet indlandsis), som fulgte af hans fag, kastede han sig også ud i et storstilet projekt med at indsamle og videreformidle eskimoernes folkesagn, der ellers var ved at gå tabt. Han stod bag et bogtrykkeri i Godthåb og var med i kredsen bag Grønlands første avis, den stadig eksisterende Atuagagdliutit.
Der var en rød tråd i dette, som bringer mindelser til de nationale vækkelser i Europa. Det handlede om at gøre et folk bevidst om sig selv, sit eget værd og dermed også sit eget ansvar.
Rink ønskede en kulturel højnelse af grønlænderne. Ikke ved at presse såkaldt civilisation ned over dem, men ved at forbinde dem med deres egen folkelighed. Det var i al stilfærdighed en grundtvigsk barmhjertighedsgerning fra en mand, der næppe var spor grundtvigsk og i hvert fald ikke grønlandsk.
Vigtigst og mest omstridt blev hans indførelse af de såkaldte forstanderskaber, en art lokale råd, som skulle give grønlænderne en rolle at spille i forvaltningen af deres lokalsamfund. Knyttet hertil var indførelsen af incitamenter til de dygtige fangere i form af den såkaldte repartition, som netop forvaltedes af forstanderskaberne.
Gennem selvforvaltning skulle de sparke den dyne af passivitet, som KGH’s forvaltning havde efterladt svøbt dem i. Det var bondefrigørelse på grønlandsk. Men også kolonial paternalisme.
Forstanderskaberne mødte ikke udbredt forståelse fra hans kolleger i KGH. Men det lykkedes efterhånden at få dem etableret. Mod slutningen af sin embedstid som inspektørtid i 1868, var situationen i Grønland i den grad forbedret.
Som direktør for KGH arbejdede Rink videre med at styrke selskabets fokus på grønlændernes eksistensmuligheder. Dette pegede frem mod den adskillelse af handel og administration, der blev en realitet længe efter Rinks død.
Pia Rinks bog er en rig fremstilling, og smykket med en meget flot billedside. Den er også noget for lang, og den strengt kronologiske fremstillingsform spænder ben for dens potentiale som generel fremstilling. Desuagtet dækker den en virkelig afgørende periode i Grønlands historie, som hidtil kun er blevet sporadisk behandlet. Som sådan har den bred relevans i en tid, hvor vi igen må forstå betydningen af vores forhold til Grønland.