Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Interview

Sanger: Omsorg og tilgivelse er de stærkeste kort, vi mennesker har

På en regnvejrsdag i janaur har Signe Svendsen her et kortvarigt stop i Aarhus. Hun kører 30.000 kilometer om året rundt til Danmarks spillesteder, for som Niels Hausgaard har lært hende, så er der ingen genveje til succes. Man skal ud og stå der selv, har han sagt, og det gør hun så – nu med helt nye sange. – Foto: Ernst van Norde/Ritzau Scanpix.

Signe Svendsen er midtvejs i livet. Det er et godt sted at være, hvis bare ikke tiden gik så hurtigt, mener hun. Hun øver sig i at skabe øjeblikke, hvor tiden kan gå i stå, selv på en regnvejrsdag i januar. Sidst på måneden udgiver sangeren og sangskriveren sit fjerde soloalbum,”Det forlyder”

Signe Svendsen er et så godt sted i livet, at hun godt kunne tænke sig at strække det længere. Men også hun har opdaget, at tiden nådesløst galopperer derudad, og at det efterhånden hele tiden føles, som om man er med i én lang spurt.

”Det er det der med, at man kigger på klokken, og så går man i gang med et eller andet, og når man så kigger på den igen, er der lige gået seks timer. Nu forstår jeg virkelig. at min mor havde ret, da hun for nogle år siden sagde til mig, at tiden går hurtigere, jo ældre man bliver. ’Så er det jul, så er det sankthans, og så er det pludselig jul igen’, sagde hun, og jeg må jo sande, at hun havde ret.”

Signe Svendsen smiler overbærende med sig selv, og nipper så lidt til dagens første kop kaffe.

Hun er landet på en café i Aarhus på en regnvåd torsdag.

Aftenen før har hun spillet hyldestkoncert til Leonard Cohen i Musikhuset sammen med blandt andre kollegerne Steen Jørgensen og Claus Hempler, og om et par timer kører bandbussen videre til Viborg, der er næste stop på deres mini-turné. Anledningen til interviewet er, at Signe Svendsen netop har færdiggjort albummet ”Det forlyder”, der udkommer den 31. januar og er hendes fjerde som solist og med egne sange.

”Vi ku’ drive væk/Til langsom musik/Før dagen sætter ind/Og vi husker alt igen”, synger hun blandt andet i en duet med Michael Falch på nummeret ”Langsom Musik”.

”Det handler om at lukke alting ude og prøve at være lige der, hvor man er. I en slags nulstilling. Jeg har en længsel mod at lukke ting ude og sætte tiden i stå,” siger hun og tilføjer så, at hendes eneste anke mod den livsfase, hun som 45-årig lige nu befinder sig i, er, at tiden går alt for hurtigt.

”Derudover kan jeg virkelig godt lide at være, hvor jeg er lige nu. Som yngre tænkte jeg, at jeg som 45-årig ville vide alting og være helt tryg og uden tvivl. Sådan er det ikke, men den skuffelse er jeg kommet overens med og har besluttet mig for at rumme. Til gengæld ved jeg, at tiden slet ikke er til at spilde tid. Så tilbage står det vigtigste: Kærligheden og at sørge for at omgive sig med mennesker, der er generøse. Det gælder om, at vi i fællesskab får levet vores liv.”

Med til ikke at spilde tiden hører, ifølge Signe Svendsen, at vi undgår at befinde os i flere virkeligheder på samme tid. Eksempelvis den virkelige og den digitale. Men det handler også om, at vi skal lade være med at jagte alle mulige idealer og i stedet fokusere på noget, der giver langvarig værdi.

”Det er ikke de tre timer på træningscyklen eller de fire timer på Facebook, vi husker. Snarere er det den gode bog, teaterforestillingen eller koncertoplevelsen, der kiler sig ind og kræver plads i vores bevidsthed, og det er godt,” siger hun. Eller som hun skriver i sangen ”Sort/Hvid”: ”Er der et sted, vi kan blive/Der ikke er frem og op/Der hvor vi endelig kan sige/At mere er mere end nok.”

Hvis livet består af lige dele tilfældigheder og bevidste valg, så er musikeren Signe Svendsen et virkelig godt eksempel. Hun kan se tilbage på et voksenliv som kunstner, hvor første halvdel bød på en stor del af det første, og de sidste 10 år mest har været præget af begivenheder, hun selv aktivt har skabt.

Hun blev uforvarende landskendt i 2001. Det var, da bandet Rollo & King, alias Søren Poppe og Stefan Laub Nielsen, en dag ringede og spurgte, om hun ikke lige ville ”komme over og hente nogle noder?”. Da Signe Svendsen trådte ind i studiet, var de ved at indspille sangen ”Der står et billede af dig på mit bord”, og nu hun alligevel var der, ”kunne hun så ikke lige lægge noget kor på omkvædet og indsynge et enkelt vers?”. Jo, det kunne hun da godt. Resultat: Få måneder efter var hun landskendt, for sangen vandt det danske melodigrandprix i 2001 og blev efterfølgende nummer to ved det europæiske. Berømmelse havde hun på ingen måde søgt, men den sang gav hende mulighed for at leve af sin musik, og det var og er stadig ambitionen for Signe Svendsen, der er uddannet på Det Rytmiske Musikkonservatoriums sangerlinje.

I dag har hun sit helt eget publikum – det vil sige, hun har lånt lidt af Niels Hausgaards, men det vender vi tilbage til – som er voksne, lydhøre mennesker, der gerne vil kommunikeres med.

”Jeg oplever mit publikum som lyttende, modtagelige og også modige. Til mine koncerter spiller jeg tit helt nye sange, og jeg spiller ikke nødvendigvis det, som publikum forventer. Men sagen er den, at jeg først bliver klog på en sang, når jeg oplever den i reflektion med publikum. Det er meget tydeligt, hvornår de er med, og hvornår de føler sig sat af,” siger Signe Svendsen og fortæller, at hun undervejs i sin karriere er blevet meget klogere på de processer, der forbinder hende til hendes publikum.

Derfor er flere af de nye sange ”prøvet af” derude, og enkelte, blandt andet ”Langsom musik” er indspillet på singler. Sangene på ”Det forlyder” er til dato dem, hun har brug længst tid på, to et halvt år faktisk, og hun føler sig stadig lidt porøs, når hun skal tale om sangene, for interviewet med Kristeligt Dagblad er det første om det nye album. Det er vigtigt for hende, at vi forstår, at hun har noget på hjerte.

”Jeg er nok lidt af en sen starter. Da jeg var blevet danmarkskendt, var det ligesom oplagt, at jeg skulle lave en plade. Men jeg tænkte dengang: Jeg er 26 år, og jeg har ikke noget at sige, som er så vigtigt, at jeg er nødt til at lave en plade om det. Så jeg lod være. Jeg er opdraget med, at hvis man skal bruge sin stemme, så skal det være til noget vigtigt,” siger hun og uddyber, at opvæksten fandt sted i et politisk bevidst kollektiv i Nyborg.

”Der handlede det meget om, at det, man åbnede munden for at sige, skulle have en berettigelse i en større sammenhæng og ikke bare være noget navlepilleri. Det lyder lidt helligt, men det er min opdragelse, og sådan tænker jeg: At man skal have noget på hjerte.”

Hvad er det, du har på hjerte med ”Det forlyder”?

”Først og fremmest har jeg lyst til at sige noget om kærligheden. Jeg hylder omsorg, næstekærlighed og tilgivelse. Det kan lyde lidt gammeldags, men det er jo de stærkeste kort, vi mennesker har på hånden. De fleste af os oplever at være mest tilfredse med livet, når vi aktiverer eller har blik for de ting. Vi må sørge for at nære det og dem, der gør os glade. Vi skal være generøse mod hinanden, det gælder også i tilgivelsen.”

I sangen ”Bare kom” formulerer hun det sådan her: ”Jeg ved ikke, hvordan du gør/Du ser noget, jeg ikke ser/Når dagene står som søjler, der vælter så let/Tager du mig i hånden og bærer mig væk”.

I barndommens kollektiv i Nyborg var der ikke plads til religion, og Signe Svendsen er derfor ikke vokset op med fortrolighed med hverken kirke eller salmer. Som voksen har hun fundet sin egen vej, når det handler om tro.

”Jeg har ikke fået placeret tro noget sted, den har ikke haft et hjem. Men det forekommer mig naivt ikke at tro. Det er ikke sådan, at jeg er begyndt at gå i kirke, min tro er mere på det helt personlige plan. Jeg praktiserer noget, som jeg kalder at takke opad. Jeg kalder det ikke Gud, for jeg har ikke nogen definition af Gud, men jeg synes, det er en hjælp at takke noget abstrakt, der er større end mig selv. Bare det at gå henimod noget, der handler om tro, er ret stort i forhold til, hvor jeg kommer fra,” siger Signe Svendsen, der ikke er døbt.

Hun lever på 17. år sammen med tv-producenten Henning Hoffmeier og er mor til Wilma på 14 år. Det sidste giver anledning til en hel del refleksioner over hendes midt i livet-situation. For hvad gør man som en mor, der har let til kærtegn, når ens datter er i fuld gang med at løsrive sig og helst er fri for kælende, moderlige hænder. Hvor gør man af sine hænder simpelthen?

”Man ser det altid, som om det er teenagerne, der gennemgår en svær tid, men det gør forældrene da i den grad også. Det er jo os, der kommer til kort, når vi ikke har lyst til at give slip. Men dybest set handler det nok om at indse, at ens barn ikke er en forlængelse af en selv, men sig selv,” siger hun, og igen er der en sang, der understreger pointen: I ”Fugl fra min hånd” lyder det: ”Du flyder med din egen strøm/skriver på din egen drøm/Alt er godt/Du skal alle steder hen/Du er dit ud og hjem.”

Og nu tilbage til det med Niels Hausgaards publikum. Med til tilfældighederne i Signe Svendsens liv hører også, at entertaineren fra Vendsyssel for 12 år siden spurgte, om hun ikke havde lyst til at tage med ham på turné. Jo tak, sagde hun, og sådan blev det så fra 2008 til 2017 med undtagelse af turnéerne i 2010 og 2015. Det betyder, at de to har udviklet et helt særligt venskab, der rummer både humor og professionel sparring. De to ringer ofte sammen flere gange om ugen og spørger hinanden til råds.

”Da jeg mødte Niels, mødte jeg en, der bekræftede mange af de ting, som jeg selv har tænkt omkring det at optræde og stå på en scene. Han er sublim til at tale ind i en fælles bevidsthed, og så har han en respekt for sit publikum, som jeg synes, er noget af det vigtigste ved at optræde,” siger Signe Svendsen og fortsætter smågrinende:

”Det er mest mig, der spørger Niels til råds, for han er jo oraklet, men her inden han begyndte sin igangværende turné, sendte han da lige sine tekster til mig, så jeg kunne kigge dem igennem. Jeg tror ikke ligefrem, det er meningen, at jeg skal kritisere ham, men han vil gerne have, at jeg lige kigger med.”

Signe Svendsen betragter deres forskelligheder i alder og køn som en stor fordel.

”Niels siger nogle helt andre ting til mig, end mine venner gør, og det er altså både befriende og lærerigt. Da jeg begyndte at tage ud og spille mine egne sange, var den første turné med band. Men de dygtige musikere, jeg spiller med, har også mange andre jobs, så det begrænsede mig både i antallet af jobs og i min sceneoptræden. Så sagde Niels: ’Du bliver simpelthen nødt til at stå der selv. Der er ingen genvej, se at komme i gang’. Nu kører jeg 30.000 kilometer på landevejene om året, og når jeg ringer og fortæller Niels, at nu har jeg spillet solo i det og det forsamlingshus, så bliver han simpelthen så glad og stolt, for det var jo det, han selv gjorde i 1970’erne, inden han flyttede til de store huse.”

Niels Hausgaards meget store publikum kender altså Signe Svendsen – og hun kender dem. En del af dem dukker op til hendes koncerter og blender ind med hendes helt eget, stadig stigende antal publikummer. Turnéen med ”Det forlyder” begynder den 6. februar i Jammerbugt Kulturcenter i Aabybro. Derefter spiller hun i blandt andet Sønderborg, Fredericia, København, Odense og Aarhus.