”Jeg vil ikke have realisme. Jeg vil have magi.” Ordene tilhører Blanche DuBois, spillet af Nanna Bøttcher, i forestillingen ”Omstigning til Paradis” på Aarhus Teater. Og magi er der i den grad brug for, hvis man vil fortrænge virkeligheden og det faktum, at hun i hjembyen hverken har gods, rygte eller penge tilbage. I stedet er hun rejst til New Orleans for at bo på en fold-ud-seng hos søsteren Stella, som bliver holdt i kort snor og udsat for vold af kæresten Stanley.
Tennessee Williams skrev ”Omstigning til Paradis” i 1947, og fortællingen blev senere ekstremt populær i filmatiseringen fra 1951 med Marlon Brando i rollen som macho-kæresten Stanley. I historien må kvinderne leve med, at det er mændenes muskler og penge, der sætter dagsordenen, og på den måde føles dele af forestillingens plot en kende gammeldags. En afsluttende voldtægt, som omgivelserne håndterer med tavshed, taler derimod desværre alt for klart ind i vores tid.
På Aarhus Teater er det Peer Perez Øian, der har sat forestillingen i scene. Her åbner Franciska Zahles scenografi sig op mod publikum og afslører en ramponeret lejlighed med en seng ved væggen, et bord i midten, et lille køkken og et sminkebord. En dør markerer udgangen til toilettet, hvor Blanche ofte befinder sig for at tage et langt bad, der skal dulme nerverne. Bagerst på scenen står et helt fantastisk band, som sætter stemningen for hele forestillingen med klassikere som blandt andet ”Blue Moon” og ”Paper Doll”.
Allerede i begyndelsen af stykket fornemmer man, hvorfor ”Omstigning til Paradis” har opnået klassikerstatus. Men finesse afsløres små detaljer fra fortiden kun sparsomt, så man kontinuerligt er nysgerrig på både karakterer og handling. Hvorfor dukker Blanche op hos søsteren Stella lige nu? Hvorfor bliver Stella i det voldsramte forhold? Og hvorfor formår de to søstre ikke helt at tale ærligt sammen, selvom de åbenlyst holder af hinanden. Som publikum skal man dog holde opmærksomheden helt skarp, for dramaet varer tre timer inklusiv pause, og det kan føles lidt udfordrende.
Derfor er det også heldigt, at Nanna Bøtcher er formidabel som karakteren Blanche, når hun med flossede nerver drikker ufortyndet sprut, og når hun pyntesyg og legende finder den ene fine kjole frem efter den anden. Selvom alle pengene er mistet, har hun ikke tabt idéen om at høre til overklassen, og hun drypper små løgnehistorier ud, som bliver tydeligere og tydeligere at gennemskue.
Mette Døssings Stella har derimod accepteret en ny plads i samfundet, hvor hun må bede kæresten Stanley om penge, og hvor hun rydder op i huset, mens han tager i byen eller til bowling. Hun rammer en rørende balance i sin tydelige kærlighed til manden, hvor hun er offer for lige dele rå tiltrækning og afhængighed i relationen. Jacob Madsen Kvols er uhyggelig som Stanley, når han retter sin lange krop ud, og alle fibre i kroppen eksploderer i et vredesudbrud.
Christian Hetland spiller charmerende Blanches forsigtige og akavede bejler, der er på jagt efter kærligheden, men som også er tynget over båndet til den syge mor derhjemme. Desuden byder forestillingen på stærke ensemblepræsentationer, hvor Carla Eleonora Feigenberg, Viktor Pascoe Medom, Lukas Toya både agerer venner i bygningen, mens de også spiller og synger i det evigt nærværende baggrundsband. Hele tiden veksler vi som publikum mellem sympati for snart den ene og snart den anden, og det ligger i iscenesættelsens grundstof, at vi bliver i tvivl om, hvem der er ærlig, og hvem der er beregnende.
”Det her er Paradis”, siger nabokonen til Blanche i starten af stykket, da hun netop er ankommet uanmeldt til den faldefærdige lejlighed. Som med alt andet i fortællingen er det tydeligt, at sandheden ikke er velkommen her!
Tekst: Tennessee Williams. Oversættelse: Louise W. Hassing. Iscenesættelse: Peer Perez Øian. Scenografi & kostumedesign Franciska Zahle. På Aarhus Teater til den 4. juni.