Prøv avisen
Interview

Sebastian: Jeg kan lave musik, og det er dét, jeg kan

”Det er så uforståeligt og forfærdeligt, at nogle mennesker slet ikke kan se alt det vidunderlige og fantastiske, der også er i verden. Hvordan kan nogen komme så langt ud?”, siger Sebastian som reaktion på terrorangrebet i Paris. - Foto: Petra Theibel Jacobsen

I over 40 år har Sebastian sat ord og melodi til befolkningens følelser. Hans sange har fulgt os fra den første forelskelse over ungdommens oplevelse af ensomhed og politisk uretfærdighed til den modne kærlighed og glæden over det skrøbelige liv. En skrøbelighed, som den 65-årige historiefortæller og turné-aktuelle musiker også selv har mærket

Måske har du lige oplevet ham live. På scenen. Helt alene i spotlyset. En mand. Hans guitar. Og en stemme, der har været en del af den danske rock-, pop- og musicalkultur siden 1970'erne. Sebastian er en af de mest produktive danske musikere og er som troubadour og historiefortæller blevet sammenlignet med både H.C. Andersen og Leonard Cohen.

Han er netop færdig med en soloturné, der har bragt ham hele landet rundt. Med udsolgte koncerter overalt, og hvor publikum uden opfordring pludselig begynder at synge med.

For de fleste af os kender hans sange - og de har ramt os. Enten da vi som helt unge sad og dagdrømte om den store forelskelse og med ”Måske ku' vi” fik en spire af håb om, at den var gensidig. Eller da den politiske retfærdighedsfølelse blev vakt, og ”Hvis du tror, du er noget” blev en slagsang mod systemet.

Eller da børnene kom, og der også var et Sebastian-univers til dem og deres yndlingsbøger som ”Ronja Røverdatter” og ”Hodja fra Pjort”.

Sebastian er godt klar over, at han har et talent. At han er dygtig til at komponere musik og skrive tekster, som vækker genklang. Men han er også ydmyg. Og erkender, at talentet er skrøbeligt - selvom det nu har båret ham, siden han som 22-årig fik sit gennembrud med singlen ”Lossepladsen bløder”.

”For nogle år siden skrev jeg sangen 'Pludselig', der handler om nogle af de mennesker, jeg har kendt, som har stået på scenen - og som pludselig dør. Det skete jo både for Otto Brandenburg, Sanne Brüel og Bamse, men også for Peter Thorup, som jeg har arbejdet en del sammen med. Hans død berørte mig meget, for det skete, efter han havde mistet hele sit eksistensgrundlag - det, der sikrede hans talent. Peter var guitarist, men der gik koldbrand i hans fingre, så han mistede dem. Kort efter døde han. At spille var jo det eneste, han kunne. Og sådan har jeg det også. Jeg kan lave musik, og det er dét, jeg kan.”

Lige nu er scenen og rampelyset skiftet ud med et bord på en café i København, hvor Sebastian - eller Knud, som han i virkeligheden hedder - sidder og fortæller om en travl sæson med både koncerter, udgivelse af et nyt album og sin medvirken i TV 2-programmet ”Toppen af Poppen”.

Her blev den 65-årige kunstner hyldet af unge kolleger som Oh Land og Shaka Loveless, der tydeligvis var meget beærede over at høre hans fortolkninger af deres sange, men også over selv at få lov til at tage livtag med nogle af de klassikere, de er vokset op med.

Det var en stor oplevelse for ham at være med og opleve, at han på den måde har betydet noget for mange af sine kolleger, også de yngre. Og lige nu er han også glad, fordi hans stemme holdt til både programmerne, en liveoptræden på DR og så den seneste turné - selvom den indimellem taber luft.

”Der var faktisk flere år, hvor jeg havde store problemer med min stemme. Og i et helt år var den fuldstændig væk. Det var meget angstprovokerende, og da især for en musiker som mig. Men selvom jeg gik til et hav af stemmetrænere og læger, så fandt man aldrig ud af hvorfor. Det hang noget sammen med, at jeg var begyndt at komponere og skrive musicals i stedet for at optræde, så min stemme blev ikke brugt nok - og så forsvandt den. Men det var først, da jeg fandt ud af, at det nok var et psykisk problem mere end et fysisk, at jeg fandt ud af, hvad jeg skulle gøre. Jeg tvang simpelthen mig selv til at lade være med at være nervøs, når jeg gik ind på en scene, for nervøsiteten sætter sig i stemmen lige med det samme. Og det hjalp. På den her turné har jeg ikke været nervøs en eneste gang.”

Sebastian ved faktisk ikke, hvordan han bare kunne beslutte sig for ikke at være nervøs. Men det kunne han.

Han sidder og tænker lidt, og så smiler han.

”Der er jo i virkeligheden ingen grund til at være nervøs. Folk, der kommer til mine koncerter, har jo betalt for at høre mig. De vil mig faktisk gerne, men det er nok det, man nogle gange glemmer.”

Knud Grabow Christensen kom først til at hedde Sebastian, da han var i begyndelsen af 20'erne. Det var et pladeselskab, der mente, at hans chancer for at slå igennem internationalt var større, hvis Knud blev skiftet ud. Men selvom den første plade var på engelsk, fandt Sebastian hurtigt ud af, at han befandt sig meget bedre i det danske sprog - og sådan har det været siden.

At han skulle blive folkeeje og en del af danskernes identitet var ellers ikke lige det, man havde troet om den noget generte og lidt sky dreng, der mistede sin mor, da han kun var halvandet år og siden voksede op i både Danmark og Norge. Han kom på kostskole som 14-årig, fordi det gik helt skævt derhjemme.

Og det var først, da han som 15-årig fik en guitar mellem hænderne, at han fandt frem til den styrke og særlige gave, han er udstyret med. Han lyttede til amerikanske folksangere som Woody Guthrie og Pete Seeger og fik gennem dem blik for det særlige fællesskab, musikken kan være med til at skabe - og gennem Bob Dylan blev han inspireret til det mere rockede og aggressive udtryk.

Når unge Knud stod med guitaren, blev han mere udadvendt og selvsikker, og det med pigerne blev også lidt lettere. Fyren med det lyse grydehår kunne for eksempel opføre to af Donovans plader, fuldstændigt, og i den rækkefølge, de kom på albummet. Og da han gik ud af kostskolen i 1967, var han overbevist om, at han skulle være musiker.

”Jeg var meget målrettet. Tog kun småjobs i nogle uger ad gangen, så jeg lige havde råd til et franskbrød eller en hotdog. Resten af tiden stod den på musik. Dengang tog man den hårde vej. Ikke noget med X Factor eller hurtige genveje til berømmelse. Jeg har virkelig spillet til mange talentkonkurrencer på kroer rundt omkring, hvor folk over middagen skulle have noget at lytte til og så via små sedler på bordene stemme på den, de bedst kunne lide. Sjovt nok var det altid hende den unge pige, der sang sjofle tekster, som vandt. Jeg plejede at blive nummer to.”

Sebastian griner igen. Sådan en lidt lavmælt, hyggelig klukken, der ofte afløser ordene, og som afslører, hvorfor folk kalder ham ”lun” og ”underfundig”.

”Jeg har også stået på Strøget og spillet, med hatten i hånden. Og jeg tror, det er en erfaring eller uddannelse, som er meget vigtig at have med sig. Det betyder jo, at du lærer at fange folk ind med din musik. Både hr. og fru Jensen, som ellers ikke kender dig, men som alligevel standser op. Du lærer på den måde at spille for alle slags publikum, og det har hjulpet mig vildt meget. Da jeg fik mit store gennembrud med 'Den Store Flugt' i 1972, havde jeg jo faktisk været ude at spille i fire år.”

”Når lyset bryder frem” og ”Rose” er begge fra ”Den Store Flugt”, der med ét gjorde Sebastian til en af de danske musikere, folk begyndte at tale om og lytte til. Han fortalte nemlig historier i sine sange. Både om fantasier, drømme og den barske virkelighed.

Og selvom der er en del politiske budskaber i mange af hans sange fra især 1970'erne, så har Sebastian altid været meget bevidst om, at de ikke skulle fylde for meget.

”Det var vigtigt for mig, at der var flest af de andre sange. Det politiske skulle ikke tage overhånd, og jeg ville på ingen måde være bannerfører for et politisk parti. De fleste kan nok godt regne ud, at jeg er lidt venstreorienteret, men jeg har aldrig været skråsikker. Der var også noget usympatisk nogle gange ved den politiske korrekthed eller fanatisme på venstrefløjen dengang. I midten af 1970'erne havde jeg en norsk kæreste, og engang da jeg gav koncert i Norge, blev hun simpelthen krydsforhørt af sine veninder, fordi de ikke syntes, mine tekster var kvindepolitiske nok. Det forstod jeg ikke noget af, for jeg synes jo, jeg netop havde lavet en af de største kvindesange: 'Hvis du tror, du er noget', der handler om undertrykte kvinder.”

Sebastian var også tydelig omkring sin modstand mod EF og senere EU. Og i dag er det stadig et emne, der optager ham meget, fordi han ikke synes, politikerne har taget befolkningen alvorligt.

”Jeg er nok allermest skuffet over spidserne i Socialdemokraterne. De anerkendte overhovedet ikke, at halvdelen af danskerne stemte nej til unionen i 1992. I virkeligheden er de danske forbehold bare en kompensation til de mange danskere, der var imod, og det er ikke i orden. Hvis politikerne blæser på, hvad vælgerne siger, så tænker man jo, at det kan være lige meget, hvad jeg stemmer - og det er meget farligt for demokratiet. Jeg forstår ikke, at vi skal have en overnational styring. I stedet kunne man måske have løst mange af de globale udfordringer gennem øget samarbejde i nogle af de mange internationale institutioner, der allerede findes.”

En kvinde har stået og smilet til Sebastian lidt på afstand. Nu kommer hun nærmere hen til bordet. Hun skubber en lille dreng foran sig.

”Hej. Jeg er altså nødt til lige at komme hen og hilse på. Min søn er med til at opføre en af dine musicals henne på skolen, og så synes jeg da lige, han skulle gå hen og sige pænt goddag til dig, der har skrevet de fine sange,” siger hun.

Sebastian tager fat i drengens forsigtigt fremstrakte hånd og giver den et ordentligt klem.

”Dav med dig. Hyggeligt at hilse på dig,” siger han og sender drengen et kærligt blik.

Drengen siger ikke så meget, men kikker med store øjne på den hvidhårede mand med fuldskæg, der trykker hans hånd.

Sebastians første musical var ”Skatteøen”, som blev sat op på Folketeatret i 1986. Det blev indledningen på 30 års banebrydende arbejde med at give musicalgenren et dansk og nordisk udtryk.

”Der findes jo nærmest ikke den skole i Danmark, der ikke har sat en af mine musicals op, så de fleste børn og unge i dag kender rigtig mange af sangene. Desværre er der en form for kultursnobberi herhjemme, især hos musikjournalisterne, der nærmest har undgået eller overset min musik, lige siden jeg begyndte at lave musicals. Og det ærgrer mig, at man heller ikke hos Det Kgl. Teater eller på Østre Gasværk har sat nogle af stykkerne op. De har jo ressourcerne til virkelig at gøre det spektakulært, og samtidig ville de være sikre på, at folk faktisk har et forhold til det, de oplever. De kunne på den måde være med til at sikre en kulturarv, så vi ikke kun ender med en Disney-version.”

Men i det store perspektiv er det ikke den slags ærgrelser, der fylder. Det er glæden og lysten til at leve, og derfor også en dyb undren over, at nogle kan finde livet så betydningsløst, at man kan finde på at slå både sig selv og andre ihjel, som det skete under terrorangrebet i Paris.

Aftenen efter stod Sebastian på scenen i Nykøbing Mors, hvor han dedikerede ”Sangen om Barmhjertighed” til ofrene og deres pårørende.

”Det er så uforståeligt og forfærdeligt, at nogle mennesker slet ikke kan se alt det vidunderlige og fantastiske, der også er i verden. Hvordan kan nogen komme så langt ud? Tænk hvis man ikke længere kunne se havet, høre fuglene eller opleve, hvor stor kærligheden kan være. Det er helt ubegribeligt for sådan en som mig.”