Filmatiseringen af den største tragedie i moderne norsk historie har været længe undervejs og har rejst en række diskussioner om kommercialisme, de efterladtes traumer og terrorens rolle i den kollektive hukommelse.
I mandags var der så efter lang ventetid visning for pressen under filmfestivalen i Berlin. Men modsat nogles forventning er størstedelen af de norske anmeldere ganske positive i deres beskrivelse af Erik Poppes film om terrorangrebet. ”Utøya 22. juli” varer 72 minutter, hvilket er lige så lang tid, som massakren gjorde, da Anders Behring Breivik forvandlede sommeridyl til ”Helvede på norsk jord,” som VG’s anmelder skriver. 69 mennesker mistede livet under Arbejderpartiets ungdomslejr på øen Utøya ved Oslo i 2011.
”Ingen ved sine fulde fem kommer til at se filmen, fordi de har ’lyst’. Den har en anden funktion: den får dig igen til at tænke på det, der skete (...) Før, under og efter, at du har set den. Er det nyttigt? Det mener jeg, at det er,” skriver Morten Ståle Nilsen i VG.
Flere af de norske anmeldere roser Erik Poppes fiktive skildring for en håndholdt og næsten dokumentarisk stil, hvor filmen eksempelvis bruger den første lange sekvens på at sætte scenen ved sommerlejren, hvor der spises vafler og snakkes politik. Herfra følges begivenhederne i realtid, hvilket ifølge flere anmeldere understreger panikken.
Dagbladets Inger Merete Hobbelstad kalder filmen smertelig og samvittighedsfuld, men peger også på, at den ikke bidrager med nye perspektiver i historien om terroren. Tværtimod mener hun, at den alene tjener som en påmindelse af den frygtelige hændelse.
I forbindelse med filmatiseringen har der været debat om, hvor meget Anders Behring Breiviks karakter ville fylde, men i Poppes version er massemorderen kun en silhuet i det fjerne. Og det glæder Aftenpostens Kjetil Lismoen.
”Det er en sensitiv film, som undgår terroristen og udelukkende lader os følge ofrenes oplevelse,” skriver han i sin anmeldelse.
Public service-kanalen NRK’s anmelder Birger Vestmo går så langt, at han kalder filmen for et mesterværk.
”’Utøya 22. juli’ er præcis så intens, brutal og følelsesmæssigt oprørende, som den måtte blive. Samtidig har Erik Poppe (…) fundet en måde at fortælle historien på, som føles dybt respektfuld og ikke spekulativ, samtidigt med at man mærker terrorens fulde tyngde,” lyder det.
Mange af diskussionerne fra før verdenspremieren i Berlin om hensynet til ofrene, årsagen til overhovedet at lave filmen – og ikke mindst massemorderens rolle – bliver også beskrevet i anmeldelserne. Men langt de fleste mener, at Erik Poppe er sluppet godt fra opgaven ved at fjerne fokus fra morderen og i øvrigt ikke overspille følelser, lidelse og dramatik.
Helt så positiv var modtagelsen dog ikke i Berlin, hvor filmen både blev mødt med applaus og buhråb fra publikum. Eksempelvis sagde instruktøren Claus Martin til Aftenposten, at han mener, at filmen er decideret skadelig.
Og det er også et tegn på, at filmen rammer et ømt punkt, at Norges kulturminister Trine Skei Grande fra det liberale Venstre siger, at hun er i tvivl om, hvorvidt hun vil se filmen. En overlevende fra Utøya-angrebet har i øvrigt langet ud efter filmen, som han kalder spekulativ, fordi drabene er i fokus.
Inden for de næste par år vil flere andre filmatiseringer af terroren igen ramme Norge og rippe op i debatten og arrene efter angrebet. Og her forventes det, at nogle igen vil kritisere producenterne for at slå mønt på nationens store tragedie, mens andre vil harcelere over, at dramaet genopliver traumet. Og netop derfor er det også vigtigt, at det lykkedes for Erik Poppe at vise vejen, mener VG’s Morten Ståle Nilsen.
”Der var ingen blå himmel bag skyerne på Utøya. De gode tabte. Og det lader filmen os ikke glemme. Den minder os om, at det var nogle af de bedste, vi mistede. Og hvor unge de var,” skriver han.